I 2018 kårede vi Eliza Scanlen som et af årets mest opsigtsvækkende skuespilgennembrud, da hun blæste os bagover med sin toppræstation i den psykologiske HBO-thriller ’Sharp Objects’.
I serien baseret på ’Gone Girl’-forfatter Gillian Flynns bestseller spiller Scanlen den personlighedsforstyrrede og voldsomt creepy lillesøster, Amma, der det ene øjeblik er oprørsk, rulleskøjtende seksualobjekt og det andet mors lille pige, der dydigt leger med sit dukkehus.
Med gådefuld karisma stjal Scanlen billedet fra den seks gange Oscar-nominerede Amy Adams og Patricia Clarkson, som vandt en Golden Globe for sin præstation i serien.
Den unge skuespiller landede rollen blot få uger efter sin afsluttende highschool-eksamen i 2016 og havde egentlig forestillet sig, at hun skulle fortsætte direkte på universitet.
Men siden er tilbuddene væltet ind for australieren, som nu er biografaktuel i det hjerteknusende coming of age-drama ’Milla’.
Men hvordan var overgangen fra almindelig gymnasieelev til et af Hollywoods lysende talenter?
Fra high school til Hollywood
Eliza Scanlen blev født i Sydney i 1999 og var fra en tidlig alder besat af skuespil og teater. Som barn tog hun ofte med sin mor og tvillingesøster Annabel i teateret, og da hun blev lidt ældre, skrev hun sine egne teaterforestillinger, som hun fik sine venner til at spille med i.
I en alder af bare 16 år fik hun sin første rolle, da hun spillede med i et afsnit af den australske tv-serie ’Do You Mind?’, og året efter indtog hun en større rolle i sæbeoperaen ’Home and Away’, som blev et stort publikumshit i Australien og har haft selveste Chris Hemsworth og Naomi Watts på rollelisten.
Som 18-årige flyttede hun alene til Los Angeles i seks måneder, mens optagelserne til ’Sharp Objects’ stod på. En omvæltning, som hun ikke lagt skjul på var en stor mundfuld for den nyudklækkede skuespiller, der under produktionen kæmpede med præstationsangst og ensomhed, hvilket står i skarp kontrast til hendes præstation som den frygtløse og selvsikre Amma.
»Det var en utroligt skræmmende oplevelse for mig. Min rolle som Amma var følelsesmæssigt turbulent, og jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle håndtere oplevelsen, da jeg ikke kendte nogen på min alder, der havde oplevet det samme. Jeg havde ingen at tale med det om«, har hun fortalt til The Guardian.
Lettere blev det, da hun spillede den barmhjertige og alvorligt syge lillesøster, Beth March, i Greta Gerwigs charmerende filmatisering af den højt elskede fortælling ’Little Women’, hvor hun under optagelserne boede i en lejlighed med de tre andre March-søstre: Emma Watson, Florence Pugh og Saoirse Ronan.
»Før jeg lavede ’Little Women’, var jeg stadig ret bange, og jeg turde ikke tage for meget plads«, sagde Scanlen til The Guardian i forbindelse med’Little Women’-premieren. »De (Watson, Pugh og Ronan, red.) havde alle gjort sig de samme erfaringer som mig, og jeg lærte derfor meget af at spejle mig i dem«.
Den tragedieramte teenager
Med en diamentralt modsat lillesøsterrolle i forhold til ’Sharp Objects’ demonstrerede Scanlen sine elastiske skuespillerevner. Hun kan både være kontrollerende og koldblodig psykopat og ydmyg klaverspiller.
På mange punkter adskiller Scanlens karakterer sig fra hinanden, men én ting har de til fælles: De er alle ofre for en eller flere tragedier.
I ’Sharp Objects’ er Amma opvokset med en mor, der lider af det kontroversielle syndrom Münchausen by proxy, hvor hun opnår tilfredsstillelse ved at fremprovokere skade og sygdom hos sine børn. I ’Little Women’ bliver lillesøsteren Beth March ramt af en dødelig sygdom, som ender med at tage livet af hende, og i Netflix-thrilleren ’The Devil All The Time’ mister hendes karakter Leonra på tragisk vis sine forældre og bliver senere seksuelt udnyttet af en koldhjertet præst spillet af Robert Pattinson.
Og nu kan vi så opleve hende som den uhelbredeligt syge kræftpatient, Milla, der forelsker sig i den rodløse pusher Moses i Shannon Murphys indiefilm ’Babyteeth’, der herhjemme blot hedder ’Milla’. En rolle, som ifølge den debuterende instruktør er som skabt til stortalentet.
»Hun er så beskeden, og når hun går til audition, er hun så begravet i det, hun laver, at det næsten er skræmmende, fordi hun er så kompleks«, har Shannon Murphy forfalt til Indiewire.
»Jeg vidste, at hun ville være i stand til at udforme, hvem Milla var, på grund af hendes ubegrænsede evner. Hun er virkelig intelligent for sin alder«, tilføjede hun.
Selv fortæller Eliza Scanlen, at hun er betaget af de dystre projekter. Faktisk konkluderer hun, at hun »ville finde det mere skræmmende at lave en komedie«.
’Milla’ blev flot modtaget ved Venedig Film Festival sidste år og har sidenhen høstet en lang række rosende anmeldelser, heriblandt fra The Guardian, som i deres femstjernede anmeldelse priser Scanlen med ordene:
»I sin første hovedrolle bringer Scanlen en hård modenhed til Milla og en svimmelhed til hendes forelskelse«.
»Flere kvinder i spidsen«
I betragtning af, at filmbranchen stadig er præget af en væsentlig underrepræsentaion af kvinder både bag og foran kameraet, er det bemærkelsesværdigt, at Scanlens projekter hovedsageligt er kvindedrevne og bevæger sig i kvindelig universer.
Det ser Scanlen som et stort privilegie.
»Jeg føler, at jeg er kommet ind i branchen på et heldigt tidspunkt. Jeg har ikke været nødt til at stå over for de vanskeligheder, som mange andre kvinder har været udsat for«, sagde hun til The Independent sidste år.
Scanlen har til flere medier givet udtryk for, at hun dog stadig mener, at der er lang vej til en ligestillet filmbranche, men at hun håber på at se flere kvindelige karakterer, der identificerer sig mindre med patriarkatets kamp og normaliserer de mere selvsikre og emanciperede kvinder.
»At bringe flere kvinder i spidsen for kreative projekter, både foran og bag kameraet, er en vigtig bevægelse inden for vores branche«, har hun sagt til The Guardian.
»Men jeg ser frem til den dag, hvor kvinder kan lede en film eller en serie, uden at det skal være et salgsargumentet«.
’Milla’ kan ses i biograferne.