Cardi B og Offset er ikke bare kendt som hiphop-parret over dem alle. De er også kendt for deres ekstravagante smag, som tidligere er kommet til udtryk i en rundvisning i deres overdådige palæ og deres overdrevne fødselsdagsfester.
Derfor kommer det ikke som den store overraskelse, at de to rappere også er gået all in på julepynten.
På Instagram viser både Cardi B og Offset deres storslåede stue frem, hvor der står hele fem (!) massive juletræer, julelys ad libitum, kunstig sne på gulvet og utallige gaver. Man tør næsten ikke tænke på, hvordan resten af huset må se ud.
Ægteparret har haft et turbulent 2020, hvor de først gik fra hinanden under stor mediebevågenhed, for siden at tage hinanden tilbage og annullere skilsmissen.
På musikfronten har særligt Cardi B haft fart på: Storhittet ‘WAP’ blev en af årets mest populære sange og landede en tredje plads på vores rangering af årets bedste udenlandske sange.