’Fogedretten’: TV 2-serie om ludoman-dommer holder ikke i retten
Hvad er der sket for de mennesker, der skylder tusindvis af kroner væk? Hvor gik det galt? Hvorfor vendte de ikke om, da de var på vej ned ad den forkerte sti?
I TV 2 Plays fiktionsserie ’Fogedretten’møder vi over seks afsnit af små 10 minutters varighed de mennesker, der er havnet i økonomisk ruin og rettens greb.
Og når kreditorerne og skyldnerne mødes, er det med dommeren Eva Turell (Marie Askehave) for bordenden. Hun rydder op i dårlige relationer, røverhistorier og regninger, mens hun sikrer sig, at tilbagebetalingen foregår inden for lovens rammer – sådan cirka.
For Eva er ludoman og har spillet 300.000 kroner væk i et illegalt online-casino på sin iPad. Og nu har en mand fra online-casinoet opsøgt hende for at få pengene tilbage. I dag!
Idéen er sjov, men udførslen holder ikke. Den er faktisk fyldt med så mange huller, at man ser lige gennem den. En gennemsnitlig dommer tjener mere end 700.000 kroner om året. Hun er jo god for pengene, så hvorfor den hast med at få dem tilbage? Og er der virkelig gangstere tilknyttet iPad-casinoer? Spørgsmålene er mange og svarene få.
Serien er lavet med støtte fra New Danish Screens ordning til webserier, New Danish Webisodes, der har født fine sager som ’Blokhavn’, ’Gadejørgen’ og ’Skjold og Isabel’.
Instruktøren og manuskriptforfatteren bag, Jens Dahl (’3 ting’, ’Breeder’), er kendt for sine vilde ideer, sin mørke humor og sine stærke, kvindelige karakterer, men historierne har en tendens til at falde til jorden.
Som med ’3 ting’knækker ’Fogedretten’s koncept på den virkelighed, den trods alt skal forestille at være forankret i. Når man skal have juridisk bistand til at løse sin økonomiske hårdknude, får man i serien psykologhjælp oven i hatten: I det øjeblik skyldnere og kreditorer træder ind ad døren hos Eva, begynder de at fortælle deres livshistorier og optegne skitsen af deres psykologiske velbefindende.
Det føles søgt, når to tvillingesøstre, begge overspillet af Julie Ølgaard, gengiver deres tårevædede barndomshistorie om en dårlig mor, der led af en nasty tarmsygdom og et koldt hjerte.
»Jeg kunne ikke gå udenfor en dør, uden jeg skulle aflægge rapport om det, jeg havde gjort, og hvem jeg havde mødt. Aldrig fik man tak. Aldrig fik man et kram«.
Sådan er der altså ikke nogen mennesker, der snakker. Til gengæld kan man ikke kritisere ’Fogedretten’ for mumleri. Replikkerne er så tydeligt udtalt, at man skulle tro, skuespillerne læste op til diktat.
En af de vigtigste ting, man skal sikre sig, når man laver et billigt projekt som ’Fogedretten’, er, at det ikke føles billigt. ’Den skyldige’var skudt for bare tre millioner kroner, men man følte aldrig, der var gået på kompromis.
I ’Fogedretten’ ligger stemmerne helt fremme i billedet, så man mister fornemmelsen af et rum bag dem. Da en alarmknap går, lyder det, som om den er mixet ind over de andre lyde i et klipperum. Subteksten mangler i manuskriptet. Kulisserne er enten malet eller colorgradet grønne.
Det hele bidrager til en ærgerlig følelse af kunstighed.
Kort sagt:
Historien om en kvinde, der både er dommer og ludoman, mister taget i virkeligheden og sander ud som spildt potentiale.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.