’Vilde sind’
Instruktion: Hannah Elbke. Manus: Henrik Binger, Hannah Elbke. Producer: Johannes Rothaus Nørregaard, Laura Valentiner-Bohse.
4 stjerner
Hannah Elbkes kortfilm rejser en krystalklar dikotomi: Det normale over for det skæve.
Og der er ingen tvivl om, hvor instruktørens sympati ligger. Det er med de skøre og de farverige, ikke med middelklassens grå småborgere, der kigger fornærmet på alt, der afviger en anelse fra normerne i supermarkedet.
Den 15-årige skoledreng Daniel skal vælge mellem polerne. Mellem den sprudlende mor og den stive far. Han starter med at farve sit pandehår med neglelak og danse uhæmmet med moren i stuen, men han længes også efter en virkelighed, hvor han ikke bliver mødt med himlende øjne og hovedrysten i Netto på grund af moderens skævheder.
Så han planlægger at flytte ind hos far i København.
Man forstår hans dilemma. Socialt har han svært ved at fungere i provinsbyen, fordi klassekammeraterne afskriver ham som sær, den skøre kvindes afkom. Men samtidig er moren en både elskelig og skrøbelig sjæl, som man frygter kan gå til grunde i fraværet af sin søn.
’Vilde sind’ formidler sjovt og sympatisk og sine steder rørende Daniels tvivl og når et højdepunkt, da hans far tropper op og indleder en duel mod sin tidligere ægtefælle. Moren ifører sig et lagen med huller til øjnene og trasker i hælene på hendes eksmand hele vejen til supermarkedet, mens han forsøger at overbevise sønnen.
Kortfilmen staver konflikten for tydeligt ud mod slutningen, da supermarkedets småborgere pludselig også skal ryste på hovedet af en outsider med tics, der kommer ind fra højre og vælter nogle dåsetomater.
Men ’Vilde sind’ efterlader alligevel et varmt indtryk efter en fin sortie.
’Young’
Instruktion: Kristian Håskjold. Manus: Malthe Jagd Miehe-Renard. Producer: Andreas Bak
5 stjerner
Ved første øjekast bobler ’Young’ måske ikke ligefrem af opfindsomhed: Det er et drama om en trio af teenagepiger, der opildner hinanden til at være hårde og gøre ting, som i hvert fald en af dem senere fortryder.
Men Kristian Håskjolds kortfilm lykkes, fordi den så sømløst blander forråelsen med ung sårbarhed.
Det starter råt: Pernille stjæler et par flasker sprut og varmer op til provinsfest med to veninder. De siger, at de har hørt et rygte om hende: at hun har fået en abort, efter hun har været sammen med Anton, en cool fyr med kæder om håndled og hals. Pernille afviser rygtet og spørger: Hvem sladrede? Det gjorde Silke fra klassen, bliver de enige om.
Da trioen lander i festteltet, tager de en grufuld hævn mod sladrehanken.
Den scene er i sig selv dygtigt iscenesat, insisterende og ubehagelig. Men det er i udtoningen, at ’Young’ går i udbrud fra de gængse ungdomsdramaer. Først i en afslørende scene i sengen, hvor Pernille virker usikker i Antons favn, og så i bilen på vej hjem, hvor hun ser ud til at krympe yderligere i passagersædet ved siden af mor, brødebetynget og med bræksmag i munden.
Det er, som om hun bliver yngre og mere uerfaren for hver scene. Hun går fra at være den barske bølle, til at være den usikre teenager, til at være den lille datter i bilen, og tilsammen skaber situationerne et stærkt portræt af en teenagesjæl i turbulens.
’Grønningen’
Instruktion: Simon Mortensen. Manus: Henrik Binger. Producer: Theis Nørgaard.
3 stjerner
’Grønningen’ er en aparte komedie om et venskab på tværs af sociale skel.
Aparte på godt og ondt. På den ene side har duoen bestående af den hjemløse Sadolin og den opstyltede aristokrat Tom, adskilt af klasse, men forenet af ensomhed, en fin kemi.
På den anden side har ’Grønningen’ ikke for alvor held med at bygge en surrealistisk parallelverden i hjertet af et visnende aristokrati.
Sadolin bliver trukket ind i Grønningen, et fint lejlighedskompleks på Østerbro, af en forvirret ældre kvinde, som forveksler ham, vist nok med et familiemedlem. Næste morgen ligger hun død i sin seng, og bagefter forsvinder hendes lig. Her begynder en mystisk rejse ind i hjertet af Grønningen, hvor Tom og Sadolin forsøger at løse mysteriet om den forsvundne kvinde.
Flere finurlige indslag lyser op, blandt andet et møde med Søren Faulis herlige vicevært og et ualmindeligt akavet scoringsforsøg, men som helhed formår scenerne hverken filmisk eller som fortælling at forløse en klar vision i kaninhullet.
Kortfilmen får dog fat i følelserne mod slutningen, da venskabet mellem aristokraten og samfundstaberen skræver over socialklasser, som en bro mellem to ensomme øer.
’Skifting’
Instruktion: Zinnini Elkington. Manus: Christina Øster. Producer: Johannes Rothaus Nørregaard
4 stjerner
’Skifting’ er beriget af talent foran og bag kameraet.
Instruktør Zinnini Elkington dissekerer nærgående og sanseligt en fødselsdepression, og fremragende Emma Sehested Høeg lægger modigt krop til den unge mor.
Hendes forsøg på at afvise forbudte følelser om sin nyfødte gnaver i indvoldene, men afsløres kun af små trækninger i ansigtet eller tøvende sætninger, hun hurtigt fortryder. Blandt andet i en suveræn scene, hvor en psykolog spørger ind til de tanker, hun ikke vil tænke – eller vise, at hun tænker – men som uundgåeligt presser sig på.
Den grundlæggende fortælling om en mor med fødselstraume er så overbevisende, at man næsten ærgrer sig over, at ’Skifting’ ikke bare er et fødselsdrama – det er et fødselsdrama med et gevaldigt twist. Den unge mor får således mistanke om, at hendes barn er en trold, og pludselig pusler et væsen i skovens blade.
Flere billeder sender tankerne i retning af Ali Abassis ’Grænse’ og Cannes-triumfatoren ’Onkel Bonmee, der kan huske sine tidligere liv’, men ’Skifting’ boltrer sig ikke lige så overlegent i det mystiskes rige. Fantasyelementerne skurrer faktisk en smule.
Det ændrer dog ikke på, at morens tankemylder kommer ud over skærmen med en så voldsom kraft, at det giver løfter om store bedrifter fra Zinnini Elkington.
’True Mirror’
Instruktion: Glen Bay Grant. Manus: Marianne Lentz. Producer: Anna Risgaard Dahl
5 stjerner
’True Mirror’ byder på en herlig magtkamp i den hykleriske selvhjælps arena.
Coachen Jacqueline har tre forliste ægteskaber i bakspejlet, men nu har hun angiveligt besluttet sig for at kigge frem og vende smerte til styrke. Så hun underviser nervøse sjæle i at elske sig selv (i et kursus, som Svend Brinkmann ville hade).
Hofnummeret er, at de skal gå op på en scene og se sig selv i et særligt spejl, et true mirror, der vil vise dem deres sande jeg. Målet er, at de ikke skal gifte sig med andre – de skal gifte sig med sig selv. Sådan som selvhjælpsguruen siger, at hun har gjort det.
Guruens søn filmer det hele, men er ved at få nok af sin mor. Han har gennemskuet hende, kaldt hendes bluff: Hendes selvhjælpsprogram handler ikke om at hjælpe andre, det handler om at hjælpe hende selv. Hun vil vise kontrol og styrke, og hun vil have, at andre skal se det i hende.
Men hun er hverken stærk eller i kontrol, hun er bundløst usikker, og den kunstige facade falder langsomt, da en af kursusdeltagerne udfordrer hendes navlepillende fix all-metoder og indleder en moderne magtkamp på scenen.
’True Mirror’ er en morsom og stramt fortalt lussing til selvhjælpsindustrien, og slutningen, hvor kærlighedsguruen uigenkaldeligt taber masken, er perfekt serveret.
’Fuglenes afgrund’
Instruktion: Jacob Krzysztof Glogowski. Manus: Malthe Miehe-Renard, Anne Vraaby Aumayr. Producer: Caroline Steenberg Dam
3 stjerner
Man skal bare kaste øjnene på et stillbillede fra ’Fuglenes afgrund’ for at konstatere, at talentfulde filmmagere står bag kortfilmen. Storladen scenografi, stemningsmættet rød belysning og scener, der visuelt guider tankerne mod ikoniske filmdystopier.
Kortfilmen ser vitterligt imponerende ud.
Til gengæld fremstår ’Fuglenes afgrund’ også som en kortfilm, der kæmper for at bryde fri af formatets lænker. Det virker lidt, som om man kommer ind i midten af en spillefilm og forlader den igen, før den er slut.
I det, der ligner en nær, dystopisk fremtid, bliver Liva Wichfeld ny formand for partiet Frihed og Ansvar, et slags Kristendemokraterne på steroider. Deres mærkesag er at afskaffe fri abort, men da Liva selv bliver gravid og mærker tvivlen, løber hun panden mod egen politisk overbevisning.
Instruktør Jacob Krzysztof Glogowski og fotograf Morten Vilhelm er åbenlyst eminente billedmagere, og med et spinkelt budget formår de at opbygge et alternativt Danmark, der både er futuristisk og nikker til propagandaæstetik. Det er så gennemført, at det er en skam, at kortfilmen ikke får premiere på det store lærred.
Således præsenterer ’Fuglenes afgrund’ et par navne, som vi med garanti kommer til at høre mere til.
Men her har de ikke formået at justere ambitionsniveauet til formatets rammer, og derfor ender kortfilmen med at fremstå som en (meget flot) skitse til noget større.
Alle filmene kan ses på Ekkofilm.dk fra 19. februar kl. 12.