Pajo

Amerikanske Pajo hører til blandt musikkens enspændere, som med skiftende held har forsøgt sig i konstellationer med kolleger, men uden rigtig at blive for fasttømret i eksperimenterende instrumentalgrupper som Ariel M og Tortoise eller for den sags skyld Billy Corgans enlige svane, Zwan, hvor Pajo svingede guitaren.

På sit andet album under eget navn, fortsætter han ud af den mørke og øde landevej, som det forrige selvbetitlede album indledte, centreret omkring et underdrevent guitarspil og med næsten mere end simple kompositioner bygget op omkring en blanding af bittersøde popmelodier og alternative country.

‘1968’ er dog i modsætning til forløberen ikke indspillet foran en hjemmecomputer, men i stedet i et studie i New York. Derfor er rytmeboksen udskiftet, og Pajo har selv lagt håndspillede trommer under sangene, hvilket bestemt kun gør albummet mere organisk, som det ligeledes var tilfældet med albummet ‘Whatever, Mortal’, udgivet under Pajos pseudonym Papa M.

Ligesom tidligere er Pajos guitarspil yderst personlig og stemningspræget uden på noget tidspunkt at gøre brug af rockmusikkens vante udtryk, men ej heller uden at fremstå en tand for indadvendt i sin brug af tusmørkets dunkle toner. Som om han mentalt er blevet fæstnet af den underspillede indadvendthed, hans sange bringer videre.