Den nye Justin Bieber-ep er alt det, man frygtede ’Justice’ ville være
KOMMENTAR. Justin Biebers ’Justice’ var overraskende godt. Det siger jeg ikke fordi, det er noget nyt, at popstjernen kan lave et stærkt album – det har vi vidst længe – men fordi alt tydede på, at den udgivelse ikke ville være en af de bedre.
Biebers seneste album før ‘Justice’, ’Changes’ fra 2020, var en lidt søvndyssende størrelse, der ikke lige kaldte på en ny samling sange kun cirka et år senere.
Musikken, der indvarslede det nye album, var heller ikke den stærkeste. Især ’Holy’ var en af Justin Biebers svageste singler i karrieren, fordi den formåede at drysse den i forvejen småkedelige ægteskabspop med (selv-)højtidelig, hellig metaforik samt en gæsteartist i Chance the Rapper, der efterhånden lyder som en karikatur af sit tidligere jeg.
Læg dertil den kiksede albumannoncering med dens højtravende tone om at frelse verden samt de mange tegn på, at ’Justice’ ville sætte kristendommen i fokus, og du har en situation, hvor man forventede det værste.
Så kom albummet, og det var … et helt almindeligt popalbum, der dog var ualmindeligt godt skruet sammen. Balladerne vakte de helt store følelser, omkvædene var gigantiske, og Biebers stemme bar kærlighedssangene lige derhen, hvor de skulle.
Som sagt: Overraskende godt. Vi blev forskånet det selvhøjtidelige, frelsende Jesus-værk, vi var blevet truet med.
Troede vi.
For nu viser det sig så, at vi ikke slipper for Jesus-Justin alligevel. Den nye påske-ep, ‘Freedom’, er nemlig alle de ting, man frygtede ’Justice’ ville være.
Popprædikener
Ep’en er en blanding af monologer om tro og kærlighedserklæringer til Jesus, der anvender samme storladne patos, Bieber normalt gemmer til sit livs udkårne – pakket ind i (modsat ‘Justice’) uopfindsomme popproduktioner og så et nummer, der ret mærkværdigt lyder som Drake anno ‘Take Care’ (‘All She Wrote’).
»There’s nobody like you, Jesus«, udbryder Bieber eksempelvis på ‘Where You Go I Follow’ på den der klassiske popstjernemåde, og det er næsten lidt unheimlich på den måde at høre en kærlighedssang i kirkeklæder. Som at se noget smukt og velkendt forvandle sig til en fremmed skabning.
Det værste ved ‘Freedom’ er dog de mange monotont leverede spoken word-passager, der ofte lyder lidt som om, nogen prøver at hypnotisere lytteren, mens der langsomt dingler et lommeur foran øjnene på én.
Monologerne findes på næsten alle sange her, og de dræber ethvert momentum. Selv Justin Biebers præst, Judah Smith, får lov til bogstavelig talt at prædike på ’Where You Go I Follow’-outroen, hvor albummet rammer sit laveste punkt:
»Why? Why is there nobody like Jesus? Hasn’t billions of men and women lived on this planet? But why, why are we convinced there’s nobody like Jesus?«.
Hvad, får man lyst til at svare? Hvad skal jeg helt præcis stille op med de spørgsmål?
Det bliver dog ikke vildt meget bedre, når Bieber selv bruger en outro på at bede på ‘We’re In This Together’: »I pray for peace. I pray for joy. I pray for confidence. I pray for reassurance. I thank you so much for the person listening to this right now. I pray that You would bless them. Bless their mind, bless their finances«.
Det er jo alt sammen fine ønsker, men det er på ingen måde fængende som musik (selv om Bieber da gerne må bless mine finances, hvis han virkelig gerne vil!).
I bedste tilfælde er den her mærkværdige, messende prædikepop beroligende som en playliste med sovelyde. Eksempelvis på ’Where Do I Fit In’, der nok bedst kan beskrives som ASMR-pop. Til sidst hvisker Bieber »Hallelujah«, og øjnene falder i.
Men selv den sang saboteres af en enerverende prædiken af Judah Smith (IGEN!), der slutter 15 sætninger i træk med ordene »it’ll be alright«. Han siger det 15 gange! Hvorfor stoppede ingen ham ved nummer ti eller et eller andet?
En yderst kedelig kristendom
Nu lyder det måske som om, jeg bare hader Jesus og kristendommen, men tro mig, det er ikke tilfældet. Jeg anmeldte ’Jesus Is King’ til fire stjerner for Guds skyld!
Det er heller ikke sådan, at jeg tror, det er umuligt at lave god musik, der handler om tro. Problemet opstår bare, når Bieber tager den simplest mulige tilgang til Jesus-hyldest og bare klasker prædikener på et beat.
Kanye West udfordrede i det mindste sig selv lydmæssigt på ’Jesus Is King’ og gennem sine gospeloptrædener med sit Sunday Service-kor. Hos ham er der en vilje til at skabe en form for genresprængende gudshyldester.
Justin Bieber har ingen af den slags ambitioner. Hans kristne musik nøjes med at drysse Instagram caption-værdige platituder over intetsigende popproduktioner. Det får faktisk i sidste ende kristendommen til at lyde virkelig kedelig – personligt har jeg i hvert fald aldrig været længere væk fra Gud end efter at have lyttet til ‘Freedom’.
Til gengæld kan man jo så glæde sig ved, at Bieber har udgivet en væsentlig bedre udgivelse end denne for få uger siden – næsten uden monologer (vi glemmer lige de der Martin Luther King Jr.-samples, ikke?).
Så på en måde er det mest positive ved ‘Freedom’ egentlig, at Bieber ikke tog de her sange med på det overraskende gode ’Justice’.