‘Foundation’: Topambitiøs serie er noget af det flotteste sci-fi i mands minde
Mens ’Dune’ brager løs i biograferne, kommer Apple TV+ med et andet topambitiøst science fiction-projekt bygget på en af genrens store klassikere.
’Foundation’ er baseret på Isaac Asimovs originale bogserie af samme navn, som er bredt anerkendt som et komplekst hovedværk i amerikansk science-fiction-litteratur, og måske netop derfor har samtlige filmstudier hidtil anset en filmatisering som en uoverskuelig opgave.
Men nu har Apple vovet pelsen og kastet et betragteligt beløb i retning af seriens to kreatører, David S. Goyer og Josh Friedman, der har skabt en gudesmuk rumopera, som blot mangler det samme fortællermæssige overskud og de dragende karakterudviklinger, som eksempelvis ’Dune’ og ’Game of Thrones’ har triumferet med.
’Foundation’ handler om matematikgeniet Hari Seldon (Jared Harris), der har udviklet fænomenet psychohistory – en matematisk/sociologisk videnskab, som lader Hari regne på store befolkningsgruppers adfærd og i samme ombæring spå om deres fremtid. Fremtiden ser imidlertid noget bøvlet ud, da Haris spådom lyder på universets undergang i løbet af de næste 500-1000 år.
Det får det mægtige Imperium, der består af en ældgammel kejsers tre kloner på forskellige livsstadier (med de kreative tilnavne Brother Dawn, Day og Dusk) til at sende Hari og hans følgere til planeten Terminus, hvor der skal etableres en foundation: et fundament, der skal mildne den uundgåelige undergang, og hvor viden og kultur skal gemmes til eftertiden.
Skæbner flettes sammen på tværs af universet og forskudte tidsaldre, både interne og eksterne magtkampe truer Haris plan for menneskehedens fremtid, og spørgsmålet er om noble intentioner retfærdiggør potentielle løgne og skjulte motiver.
Man kan tydeligt mærke, at det delvist er David S. Goyer, forfatteren bag ’Batman v. Superman’: Dawn of Justice’ og ’Man of Steel’, der står bag serien, og som her har fået frie hænder og et astronomisk budget til at lege med. Visuelt er serien noget af det mest flotteste sci-fi på tv i mands minde, men ligesom i Goyers DCEU-film er det på bekostning af karakterer og historie.
De når nemlig aldrig at blive foldet ordentlig ud i løbet af seriens ti afsnit. Faktisk lader det til, at serien skulle have brugt 20 afsnit i stedet for de 10 for at kunne gå ordentlig i dybden med dens temaer og karakterark.
Relationerne mellem karaktererne bliver forceret på det groveste, og når serien vil have os til at sørge over et dødsfald, er det nyttesløst – vi lærte nemlig aldrig personen at kende. Skuespillerne havde fortjent langt mere at arbejde med.
Enkelte karakterer formår dog at skille sig mindeværdigt ud. Tårnhøje Lee Pace er formidabel som kejserklonen Brother Day, og ukendte Lou Llobell er et fund til rollen som Gaal Dornick, en ung begavet kvinde, der rejser fra sit religiøse hjem for at forfølge sine drømme, og som indgår i Hari Seldons planer.
Man må også bare lette på hatten for det ambitionsniveau, der bliver lagt for dagen. Både hvad angår de hundedyre effekter og de højtragende temaer. Hvis forfatterne får styr på den konfuse historie og får mere kød på figurgalleriet, kan serien blive meget mere seværdig i fremtiden.
Kort sagt:
Første sæson af ’Foundation’ er en blandet fornøjelse. De storslåede effekter danner en fantastisk flot og episk ramme om en historie, hvor karaktererne sagtens kunne have tålt mere plads og dybde.