‘Adnan og Borgmestermoralen’: Adnans satiretake på det kommende valg fungerer kun i små bidder
Du er nok stødt på Adnan Al-Adhami, i minutterne efter dit vækkeur har ringet, eller bussen har forladt stationen, og du scroller gennem dit Facebook-feed.
For som P3-vært og som satirejournalist i serien ’Adnan på tværs’ har han nemlig perfektioneret den slags insisterende humor, man nogle gange bare har brug for en mørk tirsdag morgen.
Den slags, der lige præcis kan bevare ens opmærksomhed i de to minutter, en video typisk tager, inden man scroller videre gennem alt det andet DR-indhold, som er blevet skåret i så små bidder, at de kan fordøjes af en morgenhjerne.
Og når man ser satireserien ’Adnan og borgmestermoralen’, er det svært ikke at tænke, at det først og fremmest er blevet skabt for at blive skåret i den slags bidder.
Serien angriber det kommende kommunalvalg fra en humoristisk vinkel, når Adnan besøger kommuner rundt om i Danmark og udstyret med sin sædvanlige grænsesøgende humor sætter sig ned med landets borgmestre.
Med sig har han én joke, som er det tynde destillat af en tilfældig avisoverskrift, og den koger han så suppe på i de 10-12 minutter, afsnittene varer.
I afsnittet om Tønder Kommune har Adnan for eksempel fundet ud af, at borgmesteren simpelthen synes, det er lidt for »bøvlet« at bruge andet end sprøjtegift på fortove og parkeringspladser (en latterlig udtalelse som uden tvivl fortjener at blive gjort grin med).
Det bliver til, at Tønder hader bøvl, at Adnan iscenesætter en demonstration mod bøvl, og at han pisser i en potteplante, fordi det er for bøvlet at gå på toilettet.
I et andet afsnit besøger han Middelfarts borgmester, som tog imod coronavaccinen som én af de første i landet: Inden dronningen, inden statsministeren og endda inden de ældre i hans egen kommune.
Middelfart bliver derfor til kommunen, der går forrest, og Adnan skriver en lejlighedssang, får malet et helgenmaleri og opfører en mindetavle for heltegerningen.
Præmissen er at nå til pinlighedens grænse, og derfor er dem, Adnan taler med, ikke klar over, hvorfor han bliver ved med at tale om bøvl, før vi er et godt stykke inde i afsnittene.
Det suppleres af gode gamle manden-på-gaden-interviews, hvor en tilfældig dansker foran en tøjbutik bliver spurgt: »Kan du bedst lide at gå forrest eller bagerst?«. Og så skal vi grine af alles forvirring.
Humoren er i familie med Signe Moldes udebane-programmer, tyk af sarkasme og uden en snert af selvironi. Det sidste er ellers en ingrediens, ’Adnan og borgmestermoralen’ virkelig kunne have gavn af.
Hvis programmet havde udstyret Adnan med noget, der satte ham i en mere sårbar position, ville mødet med provinsen – og Frederiksberg – måske have været mere interessant. For som det er lige nu, fremstår han mest som en lidt arrogant storbyjournalist, der gerne vil fange sine interviewpersoner i det mest kiksede øjeblik.
Afsnittet om Frederiksberg er faktisk klart det sjoveste, fordi hovedpersonen Jan E. Jørgensen tydeligt er mere medievant end de øvrige medvirkende og derfor ikke går i Adnans forudsigelige fælder.
Han griner højt af jokesene og laver endda et meget uskyldigt comeback på Adnans bekostning ved at komplimentere hans hattehoved – et forfriskende modspil, som Adnan punkterer ved at spørge: »Hvad er det næste, at du kalder mig perker?«
Jeg forestiller mig, at det akavede øjeblik, hvor Adnan synger ’Det allerførste stik’ for Middelfarts borgmester og hele hans kontor, eller når han tager ud for at rydde den klimasvinende Thy-lejr, er klip, der kan fange det scrollende publikums opmærksomhed og måske i deres korte, overskuelige og koncentrerede form potentielt være sjove i det kolde tirsdagmorgenmørke.
Men det, de små bidder danner til sammen, er et tyndt koncept, hvor underholdningsværdien og intentionen om at gå nysgerrigt og oplysende til kommunalvalget, er komplet udvandet.
Kort sagt:
Måske ’Adnan og borgmestermoralen’ kan holde din opmærksomhed i den slags tominutters klip, man støder på i sit Facebook-feed. Men som helhed er serien en meget tynd omgang.