’Tick Tick Boom’: Musicalgeniet Lin-Manuel Mirandas debutfilm er alt for narcissistisk
‘Hamilton’-skaber Lin-Manuel Miranda var 28, da han debuterede med sit første Broadway-show, ‘In the Heights’. Så han kender givetvis til smerten ved at være bagud i forhold til musicallegenden Stephen Sondheim, der – som hovedpersonen Jonathan Larson i Mirandas filminstruktørdebut ‘Tick, Tick… Boom!’ påpeger – debuterede på Broadway som 27-årig.
Hvis bare Larson havde vidst, at han fem år senere ville sætte et markant aftryk på musicalgenren med nyklassikeren ‘Rent’, ville han måske ikke lade sig stresse af den konstante tikken i sit hoved. At han rent faktisk døde pludseligt af en udposning på hovedpulsåren dagen før urpremieren på ‘Rent’ og dermed ikke nåede at opleve sin egen succes, giver historien en tragisk-ironisk drejning.
Men det vidste Larson jo ikke, da han skrev en selvbiografisk forestilling om sine kunstneriske kvaler og galopperende 30-årskrise.
Lin-Manuel Miranda har fortalt, at han identificerede sig stærkt med Larsons angst for fremtiden og endnu uforløste ambitioner, da han så ‘Tick, Tick … Boom!’ som nyuddannet komponist i 20’erne. For os andre er det lidt sværere ikke at rulle med øjnene over Larsons selvoptagede kunstneriske krise i en hyldestfilm, der er lovlig intern for Broadway-nørder.
Andrew Garfield spiller Jonathan Larson, en ambitiøs komponist i New Yorks bohême-miljø anno 1990, der arbejder på at færdiggøre sin dystopiske rockmusical ‘Superbia’. En kompleks forestilling, han er overbevist om skal være hans gennembrudsværk, på trods af at hans sidste otte års arbejde på forestillingen kun er blevet mødt af afvisninger. Nu har han imidlertid fået chancen for at præsentere forestillingen på en workshop, og derfor arbejder han febrilsk på at skrive den afgørende kærlighedssang i tredje akt. Men ak, han bliver ramt af skriveblokering.
Ironisk nok betyder hans entydige fokus, at han forsømmer sine relationer, både til sin kæreste, danseren Susan (Alexandra Shipp) og bedste ven og roommate, Michael (Robin de Jesus), som er forståeligt trætte af ham. Presset bliver ikke mindre, da han ikke har råd til at betale sine regninger, fordi han i et øjebliks hovmod har sagt sit tjenerjob op.
Den oprindelige forestilling, som Larson skrev efter ‘Superbia’, var et intimt stykke med kun tre skuespillere. Miranda har i filmen øget historiens vingefang og klipper mellem Larsons liv i lejligheden og på New Yorks gader og stræder, selve monologen og produktionen af workshoppen, hvor kompetente Vanessa Hudgens intager den kvindelige hovedrolle.
Vi er lykkeligvis langt fra filmet teater. Faktisk er ‘Tick, Tick… Boom!’ så filmisk virtuos og hektisk – se, hvor mange lag, tider, formater og iøjenfaldende klip og kameraskud, jeg kan proppe ind! – at det føles, som om Miranda overkompenserer som førstegangsinstruktør.
Filmens største problem er dog, at Miranda går for ukritisk til sit stof og myten om kunstnergeniet, hvis kommende mesterværk er det vigtigste i verden, koste hvad det vil. Jonathan får på et tidspunkt tiltrængt øjnene op for sine omgivelser, ikke mindst i form af den raserende aids-epidemi, der rammer hans venner, og som er en del af ‘Rent’. Men filmens fokus forbliver mestendels narcissisk.
Andrew Garfield giver en dedikeret og energisk præstation og formår utroligt nok at gøre Jonathan sympatisk nok til, at vi trods alt er med ham hele vejen.
En stor sanger er han ikke. Men sangene, der ellers er flot produceret i klassiske showstopper-numre, er så heller ikke særligt mindeværdige. Ud fra filmen står ‘Tick, Tick… Boom’ som et halvbagt værk af en kunstner, der endnu ikke er modnet.
Derfor skal man skal også være overordentligt interesseret i teatermusicals for at finde filmatiseringen vedkommende.
Kort sagt:
Lin-Manuel Miranda debuterer som instruktør med en hyldest til ‘Rent’-skaber Jonathan Larson i en flot produceret musical, som man dog skal være meget Broadway-interesseret for ikke at finde for intern og narcissistisk i sin jamren over kunsterisk krise.