’Trek to Yomi’: Imødeset samurai-spil er et blændende smukt hævndrama
Lad os få det åbenlyse af vejen: ’Trek to Yomi’ vil så gerne være en Akira Kurosawa-film, at det næsten gør ondt.
Her er templer i bambusskove, en død sensei, rustikke landsbyer befængt af banditter, duften af blod og hårdt stål i hænderne på lige så hårde mænd, der slår ihjel, så de fredeligere af slagsen kan sove trygt.
Samtlige troper fra 60’er-actionfilm om Edo–perioden lader til at være foldet nænsomt og benhårdt sammen, indtil det er umuligt at komprimere dem yderligere.
Efterfølgende er de blevet stoppet op i ’Trek to Yomi’, som var det en fyldt samurai-kalkun.
Man kunne frygte, at en sådan manøvre ville ende med at være uelegant og for meget.
Men sagen er, at det virker fabelagtigt – i hvert fald på overfladen.
Livet som samurai
’Trek to Yomi’ er så vanvittigt stemningsmættet og flot præsenteret, at man suges direkte ind i dets sort-hvide hævndrama. Brudte stenbroer, en dojo i flammer, ørkener og bjergtoppe. Den ene åndeløse kulisse tager den anden.
Den polske udvikler Flying Wild Hog har til topkarakter skabt et barskt og virkningsfuldt univers, der både føles som en klassisk samuraifilm, men samtidig virker sprødt og moderne at bevæge sig rundt i.
Sammen med et velsmurt, let-at-lære-svært-at-mestre kampsystem formår spillet at få en til at føle sig som en vejrbidt og alvorlig samurai.
En samurai, der, når man spiller godt, med et køligt overblik lader stålet glide gennem sine fjender som en brise gennem rismarkerne.
Og, når man spiller dårligt, en samurai med samme levetid og kampteknik som en bananflue i en eddikefælde.
Hovedpersonen, den brødebetyngede samurai Hariko, er udstyret med en ikke imponerende mængde livspoint og ditto udholdenhed. Kunsten i spillets kampe består derfor i at have overblik over, hvornår og hvorfra det næste sværdslag vil falde.
Hvis man parerer i tide, lige før slaget rammer, kan man placere et kontraangreb i ansigtet på den overmodige modstander.
Hvis man er rigtig cool, laver man så efterfølgende en dødbringende piruet mod banditten bag sig og bruger en af de angrebskombinationer, der langsomt åbner sig op i løbet af spillet.
Man skal samtidig holde øje med sin udholdenhed, så Hariko ikke pludselig – i stedet for at svinge sværdet – puster som en strandet hval og kort efter bliver lavet til samurai-sashimi.
Hariko gør præcis, som man beder ham om, i den rækkefølge man beder ham om det, hvilket betyder, at man (desværre) ikke har andre end sig selv at takke for sine nederlag.
Der er klar inspiration fra Soulsborne-spillene, måske især ’Sekiro: Shadows Die Twice’, hvor paraderne også er ekstremt vigtige. Det er både enormt frustrerende og ovenud tilfredsstillende at mestre systemet.
Snublende historie
Der, hvor ’Trek to Yomi’ snubler, er i spillets historie og tematik. Første del af spillet er for så vidt skarpt nok skåret, da den unge Harikos sensei, Sanjura, bliver dræbt af en bandit, og man som Hariko lover ham at beskytte deres hjemby samt ikke mindst Sanjuras datter Aiko.
Fluks går der et ubestemt antal år. Den nu voksne Hariko er udstyret med et flot kæbeparti og en tjekket stråhat, imens Aiko er hans kæreste, og byen atter trues af banditter igen.
Der sker dog det tragiske, at Hariko i håbet om at redde en nærliggende landsby og dræbe den onde banditleder, før han når frem til Aiko, bliver narret af en afledningsmanøvre.
Hans hjemby står i flammer, hans udkårne er dræbt, og hans ære forsvundet som dug for solen. Og i forsøget på at tage hævn bliver Hariko selv hugget ned og sendt til titlens Yomi – det japanske dødsrige.
I dødsriget skal Hariko stå på mål for sit monumentale svigt af den ed, han svor til Sanjura dengang for mange år siden. Men det er svært som spiller at forstå, hvori Harikos egentlig svigt ligger eller føle nogen som helst form for medansvar.
Hariko ville jo blot redde en naboby og knuse truslen, før den nåede frem til Aiko og de andre. Alligevel består hans brøde i ikke at have været en dygtig nok strateg frem for faktisk at have svigtet sin svorne pligt.
Så når underverdensdæmon nummer otte skriger »DU SVIGTEDE DEM!!«, og Hariko bævrende svarer: »Det var slet ikke meningen!«, er det svært ikke at rulle øjne og føle sig hensat til et amatørskuespil, der prøver lidt for hårdt.
En oplevelse værd
Valget mellem kærlighed og pligt er et klassisk drama, og det er et helt oplagt emne for et samuraispil, men ’Trek to Yomi’ er ikke engang tæt på at fortjene den historie, spillet gerne vil fortælle.
Hvis man vil have en spiller til at føle skyld sammen med sin hovedperson, må spilleren selv have taget et aktivt valg om at begå de forbrydelser, de skal udskammes for.
Det sker forrygende i spil som ’Call of Duty: Modern Warfare 2’, ’Darkest Dungeon’ eller ’Spec Ops: The Line’, så der er ikke nogen undskyldning for ikke at have skrevet et bedre og mere effektivt manuskript.
Det eneste egentlig valg, man kan tage i ’Trek to Yomi’, er, hvorvidt Hariko mest angrer, at Aiko er død, eller at alle andre er døde, og det føles omtrent lige så farvenuanceret som de sort-hvide baggrunde.
Men på trods af en tynd tematik og et lidt forudsigeligt plot er ’Trek to Yomi’ bestemt en gennemspilning værd. Den ekstremt flotte spilverden sidder fast for ens øjne, også efter man har lagt spillet fra sig.
Kort sagt:
’Trek to Yomi’ er en tynd kop sencha-te, hvad angår historie og tematik, men det er til gengæld i absolut særklasse, hvad angår udseende og gameplay.