1. Årets uventede TikTok-succes: Steve Lacy
Vent, var det ikke noget med at TikTok ødelagde moderne popmusik? Eller som minimum promoverer korte, speedede sange, der skider på sangstruktur og opbygning?
Jo, måske, men der findes altså stadig undtagelser.
Tidens nok mest omtalte platform kan også få en sang som Steve Lacys ‘Bad Habit’ til et eksplodere. En næsten gammeldags organisk lydende poppet r’n’b-sang om kærlighed, der lyder som cirka det modsatte af det, vi normalt tænker, TikTok står for.
Selv i vores digitalt splintrede metavers-verden er der altså håb for noget så klassisk som Den Gode Sang. Det beviste Steve Lacy med ‘Bad Habit’.
2. Årets mest forbedrede live-artist: Gilli
I sommeren 2021 lignede Gilli ikke bare en mand på udebane, da han i meget fuld tilstand vaklede rundt på ØreSound-scenen. Han lignede faktisk en person, der blev bedt om at spille en helt forkert sport.
Den mislykkede koncert slog fast, at rapperen helt enkelt ikke er en stærk live-artist.
Troede vi! For i år skete der noget magisk.
Gilli spillede en enestående koncert i Royal Arena, der efter alt at dømme vil stå som en afgørende milepæl i hans karriere. Alt klikkede. Han voksede sig større for hvert sekund. Gilli tog ikke bare revanche, han ændrede måden, vi må tænke om ham på.
3. Årets mest energiske live-shows: Julie Pavon
I år mestrede ingen øjenhøjdekoncerten som Julie Pavon. Hendes højenergiske shows har en næsten voldsom, dunkende energi, der tit kun bliver bedre af, at de opleves på intime scener.
Hun har spillet over 20 festivaljob i år, og vi vil tro, at hun er gået mindst et par fans rigere fra hjem fra hver af dem.
Hør bare Soundvenues Caroline Toft Frost, der i et interview med Pavon beskriver sin koncertoplevelse sådan her: »Tager du til koncert med Julie Pavon suger hun dig ind i et euforisk house-hul og spytter dig ud igen. For evigt forandret, men forbedret – og måske lidt hjernevasket, som ellers kun en farlig kult kan gøre det«.
4. Årets tv-interview: Stromae
Stromae leverede et af årets stærkeste comebacks med albummet ‘Multitude’, der udkom efter at den belgiske popstjerne i årevis har kæmpet med angst.
Især et moment op til udgivelsen af albummet vil nok sent blive glemt. Nemlig da sangeren blev interviewet på Frankrigs største tv-station, TF1, og pludselig forvandlede en samtale under en nyhedsudsendelse til en optræden med sangen ‘L’enfer’.
Det svarer lidt til, hvis man tændte for TV Avisen og pludselig blev mødt af en ung popstjerne, der synger direkte ind i kameraet om angst og selvmordstanker. Et ægte overrumplende øjeblik.
5. Årets vildeste tv-optræden: Dr. Dre og co. til Super Bowl
Stromae kickstartede sit comeback med en personlig, intim optræden i et nyhedsprogram. Dr. Dre kronede en årtier lang karriere med en tv-optræden på en skala, der sjældent er set før.
Den legendariske vestkystproducer orkestrerede en maksimalistisk magtdemonstration af et Super Bowl-show, inklusive gæsteoptrædener af 50 Cent, Eminem, Kendrick Lamar, Mary J. Blige og selvfølgelig Snoop Dogg.
Det var første gang, at hiphopkunstnere fik lov til at bære det store show – og Dr. Dre skabte en optræden, der er historiebøgerne værdig.
6. Årets turné: The Minds of 99
I 2021 skabte The Minds of 99 et af coronaæraens definitive musikmomenter, da de spillede en stort anlagt koncert i Parken. I år skrev de så historie igen.
Gruppens arenaturné i foråret var nemlig den største i dansk musikhistorie. 79.000 billetter blev der solgt til Infinity Action Tour. Tæller man Parken med, har bandet spillet for 129.000 publikummer på ni måneder.
De tal er et imponerende bevis på, at The Minds of 99 er noget så unikt som et ægte folkeligt, bredtfavnende samtidsband.
7. Årets mest meme-værdige musiker: Ice Spice
Ice Spice har lært verden et nyt slangord med sit gennembrudshit ‘Munch’ og har ageret inspiration til utallige social media posts med oneliners som »how can I lose if I’m already chose?« fra opfølgeren ‘Bikini Bottom’.
Selv hendes udseende er catchy: Lil Nas X har allerede været klædt ud som Ice Spice til Halloween.
Nogle gange kommer der en artist, der bare er i sync med tidsånden. Ice Spice havde luret 2022.
8. Årets forvandling: Doja Cat
Da Doja Cat klippede sit hår og sine øjenbryn af, var der mange, der sammenlignede hende med Britney Spears. For det kan da kun være et tegn på mentale problemer, når en kvindelig popstjerne klipper håret af, ikke?
De sammenligninger gad den altid bramfri popstjerne ikke at høre på.
»Alt det der ‘er du okay, queen?’-lort giver mig lyst til at rive de hår, jeg stadig har, ud – og jeg har kun mine pubeshår tilbage«, lød det fra Doja, der endnu en gang eksisterede på at være popstjerne på sine egne præmisser og efter egne skønhedsidealer. Foreløbigt altså uden hår.
9. Årets transatlantiske succeshistorie: Central Cee
Fra Doja Cat selv til manden, der skabte et verdenshit opkaldt efter hende: Central Cee, der i år fik ægte global succes.
Det står egentlig skrevet i den store Musikbranchebibel, at britiske rappere ikke kan have succes i USA.
Men den regel gjaldt åbenbart ikke for Central Cee, der takket være ‘Doja’ red sit virale storhit hele vejen over Atlanten. Mage til succes for en UK-rapper skal man lede længe efter.
10. Årets største danske gennembrud: Tobias Rahim
I troede vel ikke, at I slap for Tobias Rahim?
Enhver artikel om de musikere, der prægede 2022, ville have en seriøs mangel, hvis den ikke nævnte Danmarks store nye popstjerne.
Han har været alle steder i år og er blevet sådan en kulturdominernede skikkelse, at det er svært at huske, hvordan verden så ud, før han tog over.
Hits, Roskilde-koncert, priser, albumudgivelse, digtsamling, dækning på alle sendeflader: 2022 har på alle måder været Tobias Rahims år. Faktisk i sådan grad, at det ikke ville undre, hvis han gentog succesen og fortsætter med at dominere hitlister, festivalscener og poesi-bestsellerlisterne næste år.