Forud for hendes Crossover-koncert i Operaen havde Brimheim udtalt til Soundvenue, at hun i sine spæde år på konservatoriet i Aarhus drømte om at samarbejde med sine klassiske medstuderende, men at hun var for intimideret til selv at opsøge det.
Hvis der stadig er en flig af den angst tilbage, fornemmede man det ingenlunde, da Brimheim mandag aften rundede Soundvenue og Det Kongelige Teaters unikke koncertrække af for denne gang. Tværtimod virkede den dansk-færøske musiker både selvsikker og rolig, da hun indtog den lille scene i Operaens foyer.
Inden da havde Det Kongelige Kapel vanen tro skudt koncerten i gang med en række klassiske værker. Men pludselig åbnede dørene sig bag orkestret, og frem trådte Brimheim iklædt lange sorte handsker og med et sort blondeklæde over ansigtet.
Brimheim omfavnede den klassiske konstellation til fulde, men uden at gå på kompromis med sin egen lyd. Selvom materialet var svøbt i strygere og harpespil, fornemmede man stadig den gotiske indierock, der gennemsyrer debutalbummet ‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’.
Sætlisten var nøje udvalgt med sange, der let lod sig konvertere til klassiske værker. Fra albumåbneren ‘Heaven Help Me I’ve Gone Crazy’ og lukkeren ‘Hurting Me For Fun’ til ‘Poison Fizzing On a Tongue’, hvis triphoppede, mere elektroniske studieversion pludselig syntes meget, meget langt væk.
Alligevel var det signaturhittet ‘Call It What You Want’, der skabte de største følelser i foyeren med sin smukke, lange outro. Især her gjorde Brimheims naturkraft af en stemme det umuligt ikke at lade sig opsluge af hendes univers.
Inden sin optræden havde Brimheim lovet følelser på den store klinge. Det løfte indfriede hun mandag aften i Operaen.
Se billeder fra mandagens Crossover-koncert forneden.
