Sort Kleopatra i Netflix-serie skaber historisk ramaskrig

Sort Kleopatra i Netflix-serie skaber historisk ramaskrig

Næste sæson af Netflix-dokumentarserien ‘African Queens’ har titlen ‘Queen Cleopatra’ og handler om den egyptiske dronning og farao Kleopatra. Men serien bliver beskyldt for at ‘blackwashe’ den egyptiske historie.

Hovedrollen i bliver nemlig spillet af Adele James, der både har hvide og sorte rødder.

Det har, ifølge Indiewire, fået den egyptiske advokat Mahmoud al-Semary til at advokere for, at Netflix skal blokeres i landet, da streamingtjenesten ifølge ham bryder med landets medielove.

Al-Semary siger, at serien promoverer »afrocentrisk tænkning« såsom »slogans og skriverier, der har til formål at fordreje og slette den egyptiske identitet«.

Kontroversen ligger i, at Kleopatras far Ptolemæus XII var en makedonsk græker, mens morens identitet er ukendt.

Egyptolog og tidligere minister for antikviteter i Egypten, Zahi Hawass, har udtalt til avisen al-Masry al-Youm (via BBC):

»Det her er fuldstændigt falskt. Kleopatra var græsk, hvilket betyder at hun var lyshudet, ikke sort«, og beskyldte Netflix for at »prøve at skabe forvirring ved at sprede forkerte og løgnagtige fakta, om at den egyptiske civilisations oprindelse er sort«.

To underskriftindsamlinger, der tilsammen har 88.000 underskrifter, vil have serien fjernet.

Kleopatras hudfarve var ellers et aktivt valg i forbindelsen med serien.

Afsnittets fortæller Jada Pinkett Smith har tidligere fortalt Netflix-siden Tudum, at formålet med serien var at »repræsentere sorte kvinder«.

»Det er ikke ofte, vi får lov at se eller høre historier om sorte dronninger, og det var meget vigtigt for mig og også for min datter, og bare for mit fællesskab at være i stand til at lære de historier at kende, for der er tonsvis af dem!«, sagde Smith og fortsatte:

»Det triste er, at vi ikke har adgang til de her historiske kvinder, der var så magtfulde, og som var rygradene i afrikanske nationer«.

Netflix skrev i februar, at valget af James som Kleopatra var et »kreativt valg«, der er et »nik til den århundreder lange debat om regentens race«.

Idéen om en ikke-hvid Kleopatra er støttet af egyptologen, der rådgav Netflix på serien, Salle-Ann Ashton:

»Kleopatra regerede i Egypten længe før det arabiske indtog i Nordafrika. Hvis den moderlige side af hendes familie var oprindelige folk, ville de have været afrikanske, og det bør reflekteres i nutidige repræsentationer af Kleopatra«.

I den modsatte ende af spektret blev den israelske skuespiller Gal Gadot ifølge Independent beskyldt for at ‘whitewashe’ den ikoniske dronning, ved at spille hende i en film, der stadig er under udvikling.

‘African Queens: Queen Cleopatra kan ses på Netflix fra den 10. maj.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af