Til sidst føltes selv Roskilde Festivals største scene for lille til Tobias Rahim

Sidste år spillede Tobias Rahim årets mest omtalte koncert på Roskilde Festival.

Ikke kun fordi koncerten var en sveddryppende, stjernespækket karrierekulmination, men fordi Arena-teltet sjældent har været så overrendt.

For de flestes vedkommende handlede det ikke om, hvorvidt man kunne se scenen. Det handlede om, hvorvidt man kunne se teltet. Så mange mennesker var der.

Til sammenligning lignede gårsdagens tætpakkede Rosalía-koncert noget fra ‘The Last of Us’. Helt øde.

I år var Rahim rykket videre til den legendariske Orange Scene. Og han var tydeligvis overvældet.

»Der er en ære at være her«, lød det allerede efter åbneren ‘Jesus’ til tonerne af det ekkobadede, Lil Peep-agtige guitar-riff, han har for vane at åbne ‘Mucki Bar’ med til sine koncerter.

»For internationale stjerner er det her bare endnu et stop på turnéen. For mig er det noget andet. For mig er det her, drømme bliver til virkelighed. Så lad mig føle jer. Lad mig mærke jer«.

Rahim ville have kunnet mærke kærligheden fra publikum, om så han var bevidstløs. Den strømmede op mod Roskilde Festivals hovedscene fra mere eller mindre hver og én af tilskuerne.

»Tobias Rahim er efterhånden mere gud end menneske«, skrev min kollega Niels Jul Bruun for nylig, og der er noget om snakken.

Igen og igen zoomede storskærmskameraet ind på de forreste rækker af unge mænd og kvinder, der så ud til at tilbede ham akkurat som den gud, han i dagens anledning var klædt som.

Selvfølgelig var det her, han hørte hjemme. Akkurat ligesom han gjorde det sidste år. En stor mand fortjener en stor scene.

Efter ‘Jesus’ fulgte gangster-fortællingen ‘AliveAliveAlive’. Så den punkinficerede ‘Bums for eliten’, hvor han fik selskab af Artigeardit. Og så gled Rahim direkte over i den skrøbelige maskulinitetshymne ‘Når mænd græder’.

Jeg tog mig selv i at tænke, at han lagde hårdt ud. Frygtede måske lidt for, at han rullede det tunge skyts ud for tidligt.

Men så kom jeg i tanke om, at Rahim ikke har andet end hits.

Koncerten var om muligt endnu mere gæstetung end sidste år. Foruden Artigeardit kiggede også Andreas Odbjerg forbi til ‘Stor mand’, og til ‘Kurder i København’ fik Rahim selskab af både ZK, Luna Ersahin og sazspilleren Alper Sahin.

Der har været rigtig mange gæsteoptrædener på årets Roskilde Festival, og Rahims kroningskoncert på Orange var ingen undtagelse. Men stedvist var det faktisk som om, at det alligevel ikke var nok. Mere vil have mere.

Det gjaldt første omkvæd af ‘Ozonlag a energi’, hvor der lød et kollektivt suk fra publikum, da det blev tydeligt, at Niels Brandt ikke ville dukke op.

Det gjorde til gengæld Ida Laurberg til duetten ‘Stimulanser’.

Breakup-balladen er ikke blandt nogen af de tos bedste numre, men det var alligevel et smukt syn, da hun åbenbarede sig på scenen og satte sig ved siden af Rahim på det øverste trin af den guldbelagte trappe.

Da turen kom til Laurbergs vers, faldt Rahim bagover. Det samme var jeg ved at gøre, for hun sang fantastisk – både i omtalte vers og i det kæmpe flex af et a cappella-stykke, hun leverede i sangens outro.

Knap så godt fungerede det, da Rahim under ‘Feberdrømmer Xx Dubai’ selv prøvede heldet med at synge uden hverken backing-tracket eller sit seks mand store band til at sætte tonen.

Men det var lige meget. Vi var ikke kommet for at høre skønsang, men for at høre hits. Og for mærke kærligheden. Til musikken, til Danmark, til Kurdistan og selvfølgelig til Rahim.

Kun Danmarks største popstjerne kan skabe så folkesamlende en fest. Og kun Tobias Rahim kan spille en koncert, hvor et cover af Daddy Yankees gigahit ‘Gasolina’ er den sang, der bliver sunget mindst med på.

Ellers kunne publikum skråle hvert et ord, uanset om det gjaldt deepcuts fra 2022-albummet ‘Når sjælen kaster op’, gamle hits som den reggaeton-liderlige ‘Op a væggen’ eller Rahims seneste singler fra i år.

Desværre blev det også ærgerligt tydeligt, at disse nye sange ikke matcher kvaliteten af hans seneste album. ‘Vi 1’ er ingen ‘Mucki Bar’, ‘Orange’ er ingen ‘Jesus’, og ‘Toget’ er — ja, ‘Toget’ er ‘Toget’.

Det betød dog ingenting, da turen kom til ‘Stor mand’, og de gigantiske konfettikanoner skød op for at fejre endnu et foreløbigt højdepunkt i Rahims karriere.

Der har været mange popkoncerter på Roskilde Festival i år. Men aldrig har så mange mennesker sunget i kor på Orange-pladsen.

I det øjeblik føltes selv Roskilde Festivals største scene næsten en tand for lille til Tobias Rahim.