‘Barbie’ er godt på vej til at blive årets mest indtjenende film. I weekenden krydsede den én milliard dollars i billetindtægter på verdensplan – en magisk grænse, som Greta Gerwig er den første kvindelige instruktør nogensinde til at opnå.
Når et kommercielt udspil som filmen om Mattel-dukken bliver en så stor succes, er det indbygget i Hollywoods dna, at en opfølger er uundgåelig.
Men er ‘Barbie 2’ allerede en realitet?
Ikke just.
Hverken instruktør/manuskriptforfatter Greta Gerwig, producer og hovedrolleindehaver Margot Robbie, medmanuskriptforfatter Noah Baumbach eller Ken-skuespiller Ryan Gosling har indskrevet i deres kontrakter, at de er forpligtet på en sequel – sådan som det ellers ofte er, når Hollywood-studier kaster sig over potentielle franchises.
Det betyder, at Warner utvivlsomt skal have den helt store check frem, hvis samme hold skal vende tilbage til endnu en omgang i Barbieworld.
Og så er spørgsmålet, om dollarfristelsen er nok.
Lige nu har Greta Gerwig i hvert fald udtalt, at hun er udtømt for ideer:
»I dette øjeblik er det her alt, jeg har. Jeg føler i slutningen af alle film, at jeg aldrig vil få en ide mere, og at jeg gjorde alt, hvad jeg nogensinde har ønsket at gøre. Jeg vil ikke smadre andres drømme, men personligt er jeg, lige nu, på totalt nul«, har hun udtalt til New York Times.
Det skulle ikke være første gang, at en instruktør alligevel har fået en lys idé, når der er gået lidt tid, så tag det ikke som en total afvisning af, at Gerwig vender tilbage til ‘Barbie’. Men nu skal hun først og fremmest instruere to ‘Narnia’-film, så uanset hvad vil der gå en længere årrække, før hendes opfølger ser dagens lys.
Der er selvfølgelig også den mulighed, at en anden filmskaber overtager roret i en toer. Det er ikke en helt uvant situation i franchiseregi, at en ny instruktør giver sit bud, som vi har set blandt andet i ‘Star Wars’- og ‘Alien’-filmene.
Det må dog være en dealbreaker, at Margot Robbie vender tilbage i titelrollen. Det var Robbie, der i sin tid kom med projektet til Gerwig, og som overtalte Warner og Mattel til at give instruktøren frie hænder. Hun var ligefrem så kålhøgen at love, at filmen ville indtjene en milliard dollars, har hun fortalt Collider.
Mon ikke Robbie vil være villig til at vende tilbage. Som producer kan hun selv være med til at vælge instruktøren, hvis Gerwig springer over, og hun vil have stor indflydelse på projektet. Og da kontrakten skal forhandles på ny, vil hendes løncheck ligge i den absolutte Hollywood-superliga.
Så må vi se, hvordan en opfølger vil få Barbie tilbage i Barbieworld – men vildere manuskriptknaster er forsøgt løst i Hollywoods historie.
Dernæst er spørgsmålet, om Ryan Gosling også kan overtales til at vende tilbage i rollen som fanfavoritten Ken. Gosling er kendt for ikke at lave sequels, spinoffs osv. – han har aldrig gentaget en rolle tidligere – men med så stor kommerciel og kritisk succes, som ‘Barbie’ har genereret, er det ikke utænkeligt, at han vil gøre en undtagelse. Hans præstation fører nærmest med sikkerhed til en Oscar-nominering næste år.
Der er næppe nogen tvivl om, at Warner vil det gøre alt, hvad der står i deres magt, for at få en 2’er til at ske. Også selvom opfølgere til kæmpesucceser langt fra altid bliver en triumf, hverken kvalitetsmæssigt eller økonomisk (se bare Indiewires liste her).
Imens håber Mattel først og fremmest, at ‘Barbie’-succesen drypper af på deres næste planlagte film baseret på deres legetøjsbrands. De har hele 14 af slagsen i støbeskeen.