Siden Kanye West i 2022 blev blacklistet af store dele af musik- og underholdningsbranchen efter grove, antisemitiske kommentarer, har han dyrket en nomadetilværelse i Europa.
Den kontroversielle kunstner har blandt andet skabt røre ved at vise sin bare røv frem under en bådudflugt i Venedig, og så har han gæstet en stort anlagt Travis Scott-koncert i Circus Maximus i Rom.
Nu tyder meget på, at rapperen er ved at forberede et større comeback.
Den seneste tid har der været rygter om en optræden i Italien samt et nyt album, og nu skriver Billboard at Kanye planlægger en koncert i Italien den 27. oktober. Ifølge det amerikanske medie har Kanye desuden lavet et fællesalbum med Ty Dolla Sign.
Mediet Complex skriver, at denne potentielle koncert meget vel kunne ende som en form for releasefest for fællesalbummet med Ty Dolla Sign snarere end en klassisk optræden. Kanye West er jo kendt for at bruge stadionshows som udvidede lyttefester for sine udgivelser.