Spådom #1: Det er tid til Infernalsancen
Ja, okay, vi indser, at ‘Infernalsancen’ ikke lige ruller lige så rent ud som 2023’s Medinassance, men nu er vi investerede i navnet, så lad os bare køre med det.
Det er højsæson for revivals lige for tiden – se bare, hvordan popstjerner som Shakira og Medina kom tilbage i stor stil sidste år, mens Jennifer Lopez gør klar til comeback i 2024.
Så vi tror, dette bliver året, hvor anmeldere og feinschmeckeres mareridt, Infernal, får det helt store comeback. Mange elsker duoen, visse gennem et ironisk filter, og ingen kan argumentere mod, at de har gigantiske hits – og at tidens musikalske drejning i poplandskabet mod knytnævepumpende elektronisk musik også er en Infernal’sk drejning.
I 2022 og 2023 startede de så småt comebacket med samarbejder med nyere navne som Branco, Jimilian og Sonic Girl. 2024 bliver året, hvor den djævelske duo for alvor rejser sig igen.
Spådom #2: Parken-koncerter forsætter med at være danske musikstjerners ultimative pikmålingskonkurrence
Det er svært at undgå at bemærke, at danske kunstnere kappes om at have de største koncerter i Parken. Den tendens fortsætter i 2024.
Først kommer Nik & Jay til at annoncere tre koncerter i træk i Parken. De spiller ’1 dag tilbage’ 14 gange i træk, og erklærer sig for dansk musiks største stjerner nogensinde.
Det tager Tobias Rahim som en udfordring, og offentliggør fem koncerter på stribe i Danmarks nationalstadion. Han lover at være nøgen – helt nøgen – under ’Stor mand’ for at vise, hvem der lige præcis er dansk musiks største.
Til sidst giver The Minds of 99 så hele 10 shows i træk i Parken. Bare for at vise alle de andre, at de altså er det største danske samtidsnavn. Efter sidste show pisser de også i hjørnet af Parken, bare lige for at markere.
Spådom #3: Ida Laurberg bliver en stjerne på Tobias Rahim-niveau
Det er ikke kun Andreas Odbjerg, der ser noget i Ida!
Ida Laurberg er en stjerne, der står på toppen af femmetervippen, og som bare mangler et sidste lille hop, før hun kaster sig ud en gigantisk svømmepøl af ren og skær stardom.
I 2023 viste hun med sange som ’Terrier’ og ’Jeg ka’ rigtig godt li’ dig’ med Andreas Odbjerg, at hun kan skabe stor, samlende pop på samme måde som netop den musikalske makker Odbjerg – eller som den tidligere samarbejdspartner Tobias Rahim.
2024 bliver året, hvor hun tager springet.
Spådom #4: Kundo tjekker ind i dansk hiphops a-liga
Skal vi lige tage en dansk spådom mere?
Vi tror nemlig på Kundos rapstjernechancer i år. Han har allerede bevist, at han kan servere åndeløse, intense bars a la Artigeardit på ep’en ’Bar en drøm’ i 2023, og har senest leveret en stærk Lamin-collab på det nye samarbejde ’North Face’.
Spådom #5: TikTok må genopfinde sig selv, efter at det går op for brugerne, at de er løbet tør for genrer at genoplive
Det er faktisk umuligt at spå, hvilken genre TikTok skænker en revival som det næste, for det går simpelthen for hurtigt på den platform. I 2023 havde Jersey club, eurodance, drum’n’bass, country og cirka 500 andre genrer mere eller mindre store revivals.
Selv ting som jazz, shoegaze eller ska er blevet opdaget af TikTok. Der findes jo altså ikke uendelige genrer, så vi spår, at platformen løber tør for nye inspirationskilder i 2024 – og hvad der så sker, ved ingen.
Spådom #6: Taylor Swift tager lige et år mere på toppen
Nogle medier har været hurtigere end Lucky Luke på aftrækkeren og har allerede skudt artikler afsted, der spår, at vi nu altså er trætte af Taylor Swift. Men vi tror det ikke. Vi tror på, at Taylor-æraen gør det umulige: Varer ikke bare et enkelt år, men simpelthen nupper et år mere. Måske endda to?
For andre stjerner kan næsten ikke få et eneste sekund i spotlyset. Taylor fylder det hele. Se bare Ariana Grande og Lil Nas X’ spritnye singler, der desperat prøvede at skabe kontroverser for nylig, men det eneste, alle vil høre om, var ugens nyeste konspirationsteori om Swift.
Hun går ingen steder. Især ikke nu, hvor ’Eras’-turnéen endelig kommer til Europa.
Spådom #7: Årets mest populære udgivelse bliver et posthumt Kim Larsen-album skabt af kunstig intelligens
Du ved, det kommer til at ske på et tidspunkt. Hvis ikke i år, så næste. Robotterne kommer.
Spådom #8: Erika de Casier får et internationalt gennembrud
Båt, båt, snyde-alarmen ringer, for har vi ikke hørt denne før?
Da Erika de Casier udgav det fantastiske album ’Sensational’ i 2021 ringede vi med klokkerne for at meddele, at her var altså noget internationalt potentiale, og i 2023 var vi målløse, da den dansk-portugisiske artist pludselig skrev verdenshits for k-pop-giganterne fra NewJeans.
Men nu, i 2024, vil vi altså – IGEN – spå Erika de Casier et stort år, for nu er alt bare linet op. Hun har samarbejdet med internationale navne som Shygirl og Blood Orange. Skrevet for NewJeans. Skabt stor international hype. Albummet ’Still’, der lander til februar, kommer til at løfte hende op på et helt nyt niveau.
Spådom #9: Kanye West stiller op til præsidentvalget i USA
Vi kunne måske ønske os, at Kanye West lige tog et år (eller endnu bedre: flere år!) fri for ligesom at få styr på det hele, men det er der nok ikke de store chancer for. Han kommer til at blive ved med at promovere ’Vultures’-albummet, indtil det en dag enten lander eller bare bliver glemt i vejkanten.
Og så er 2024 jo valgår i USA, så mon ikke vi får endnu en katastrofal præsidentkampagne også?
Spådom #10: Matty Healy gør noget dumt
Okay, selvfølgelig gør musikscenens store nye enfant terrible noget dumt. Nogle ville nok mene, han nærmest ikke har brugt sit 2023 på andet end at gøre dumme ting. It’s what he does.
Men har du set vores andre spådomme? Vi er jo også nødt til at have et par sikre bud på listen, ikke? Og hvis denne spådom var for kedelig, så får I da bare en mere vovet én til at slutte artiklen med her:
Matty Healy udgiver et soloalbum i 2024, og det bliver lige så messy og magisk som hans knaldhamrende berusede NorthSide-show i 2023. Hvad siger I så?
Skål, og velkommen til 2024!