Det hører til sjældenhederne på den danske musikscene, at en af landets mest streamede artister bliver anklaget for plagiat. Endnu sjældnere er det, at anklagen kommer fra repræsentanter for landets største rapstjerne.
Det er dog ikke desto mindre præcis det, der sker lige nu.
I mandags kunne Soundvenue fortælle, at Gobs og hans musikselskab Warner er blevet anklaget for plagiat af Gillis musikselskab og manager. Ifølge anklagen har Gobs plagieret Gillis ’Skarpt lys’ på sit nye hit ’Livet er kort’.
Dermed er der søsat en strid omkring to af de mest streamede sange i Danmark lige nu.
Her trænger et par centrale spørgsmål sig på: Hvor ens er de to sange egentlig rent musikvidenskabeligt? Og er der fra et juridisk perspektiv hold i anklagerne om plagiat?
De spørgsmål har vi ringet til musikologen Rasmus Riegels for at få svar på.
Ligheder og uligheder
Som vi rapporterede mandag, lyder den konkrete anklage fra Gillis repræsentanter som følger:
»Gobs’ ’Livet er kort’ deler tre ud af fire akkorder med Gillis ’Skarpt lys’, og trommearrangementet er stort set identisk. Melodien læner sig kraftigt op ad både ’Skarpt lys’ og ’Ibiza’. Sidstnævnte har Gobs før kopieret på ’Tak for sidst’«.
Konstituerer de forhold et plagiat?
Rasmus Riegels, der udover at være musikolog også er ekstern lektor ved musikvidenskab på Københanvs Universet, er, efter at have analyseret de omstridte sange, ikke i tvivl.
»Min umiddelbare dom er, at Gilli har en dårlig sag«, siger han. »Deres argumenter om, at der er noget enshed i melodien, og at tre ud af de fire akkorder er de samme, holder ikke«.
Ifølge Rasmus Riegels er melodierne på sangene for simple til, at nogen med god ret kan hævde at være ophavsmand til dem.
»Det er nogle lette melodier. Det tænker jeg også er noget af styrken ved Gilli, og det er en kerneting i popmusikken. Men hverken Gilli eller Gobs kan tage credit for at synge melodier på den måde«.
Samtidig mener musikologen, at tre ud af fire akkorder ikke er et tilstrækkeligt stort sammenfald til, at man kan tale om plagiat. »Det ville åbne for en syndflod af søgsmål«, forklarer han.
Rasmus Riegels ser heller ikke et plagiatværdigt sammenfald, hvis man ser på sangenes produktion. Musikologen peger specifikt på, at sangene kører i et forskelligt tempo.
»Gilli-nummeret ligger på omkring 150 bpm, og Gobs’ er omkring 140. Lige her sker der utrolig meget, når du vil have en lidt klubbet lyd. Når du sænker tempoet på nummeret, får du en dybere fornemmelse, og det ændrer lydbilledet ret meget«, forklarer han.
»Gobs-nummeret går meget mere dybt ned, hvor Gilli-nummeret begynder at bevæge sig hen, hvor vi ser sådan noget som drum’n’bass. Her går trommerne mere i brystet. Så i lyddesignet er de i ret forskellige verdener«.
Ifølge Rasmus Riegels er der altså nogle væsentlige forskelle mellem de to sange.
Der er dog også punkter, hvor han kan se ligheder.
Kan man plagiere et udtryk?
Hvis man ser på akkorder og melodier, er lighederne i Rasmus Riegels’ optik ikke overbevisende. Men der er andre steder, hvor anklagen ifølge musikologen står stærkere.
»På ’Ibiza’ er der mere kød på den, for her har Gilli arbejdet sig frem til et stilistisk udtryk, som ikke handler om melodier og akkorder, men om at bruge et mandskor til at fordoble vokalen«, siger han. »Med mit kendskab til dansk hiphop, så er det Gilli, der er kommet frem med den lyd«.
Ifølge Rasmus Riegels er der nogle ligheder, der ikke kan måles, hvis man ser på akkorder og melodier, men som stadig er relevante.
»Når man er popstjerne, som de her to er, så er musikken jo ikke det eneste, man eksisterer med«, forklarer han.
»Det er også deres image og så at sige ’pakken’ omkring Gilli. Hvad er Gilli mere end gode sange? Det er lyden af Gilli. Udtrykket af Gilli. Kan man tale om, at der er noget at kopiere der? Det er i selviscenesættelsen, at der er mest kød på«, forklarer han.
Svært at bevise
Selvom Rasmus Riegels altså mener, at der kunne være kød på anklagerne, når man ser på de to rapperes selviscenesættelse og i brugen af visse stilistiske elementer som mandekor, er den type ligheder meget svære at bruge som argumenter rent juridisk.
»Hvis folk synger den samme melodi, kan man skrive det ned på noder, og så kan man sige: ’Se, den er ens’. Ligheder i lyddesignet er svære at bevise«, siger Rasmus Riegels.
Han forklarer også, at lovgivningen primært er skabt til at fokusere på akkorder og melodier.
»Musikjura er skrevet ud fra en idé om, hvordan man lavede musik i Europa før i tiden, hvor man skrev en harmoni og så lagde en melodi ovenpå. I en retssag skal man kunne bevise, at melodi og harmoni er blevet decideret stjålet, for det er tit sådan, juraen er skrevet«.