1. Surprise! Det er et dobbeltalbum
Taylor Swift elsker bonus-numre. De er centrale i enhver diskussion af ‘Taylor’s Version’-udgivelserne, og få timer efter ‘Midnights’ blev udgivet, fik vi syv ekstra numre på ‘Midnights (3am Edition)’ – og endnu flere, da hun senere udgav ‘Midnights (The Til Dawn Edition)’.
Denne gang udvidede hun sit nye album med hele 15 (!) sange et par timer efter udgivelsen. På Instagram skriver hun, at vi ikke skal opfatte disse nye sange som bonustracks, men som anden halvdel af et hemmeligt dobbeltalbum ved navn ‘The Tortured Poets Department: The Anthology’.
Taylor Swift skriver dog også, at historien på albummet ikke er hendes længere, men at den nu tilhører hendes lyttere – og så kan man jo selv bestemme, om man tolker det som bonustracks eller som et dobbeltalbum.
2. Vi befinder os halvvejs mellem ‘Folklore’ og ‘Midnights’
På 2022-albummet ‘Midnights’ vendte Taylor Swift tilbage til popmusikken efter indie-singer/songwriter-ekskurserne ‘Folklore’ og ‘Evermore’. Men der var tale om en mere moden og alternativ form for popmusik, der stedvist klingede mere af Lorde, end det gjorde af eksempelvis Swifts Max Martin-samarbejder fra ‘1989’ og ‘Red’.
På ‘The Tortured Poets Department’ er der skruet endnu højere op for de alternative indflydelser, og The National-medlemmet Aaron Dessner, der assisterede med sangskrivning og produktion på ‘Folklore’ og ‘Evermore’, er da også tilbage på sin post side om side med Swifts hofproducer, Jack Antonoff.
Resultatet synes at lande et sted mellem indie-sensibiliteten fra ‘Folklore’ og den modne altpop fra ‘Midnights’ – og så lyder meget af albummet faktisk en hel del som Lana Del Rey, der jo også har Antonoff i producerstolen. Særligt lyder sange som ‘Fresh Out the Slammer’, ‘The Alchemy’ og titelnummeret, som når Lana er i sit mere synth-baserede hjørne.
3. Gæsterne er krymmel, ikke showstoppere
Da tracklisten til ‘The Tortured Poets Department’ udkom, var der mange, der undrede sig over gæsterne. Hvordan skulle dette album kunne rumme både Post Malone og Florence + the Machine?
Svaret er, at albummet tager en meget anden tilgang til sine gæstestjerner end mange andre Swifts collabs. Når eksempelvis Ice Spice, Brendon Urie eller Ed Sheeran tidligere har gæstet Swift-sange, har sangene været produceret og komponeret med henblik på, at gæstestjernerne under deres vers skal fylde lige så meget i din bevidsthed, som Swift gør.
Post Malone er derimod en glorificeret backingvokalist på ‘Fortnight’, og selvom Florence Welch får sit eget dedikerede vers på ‘Florida!!!’, går hun meget elegant i spænd med den æstetik, Swift selv allerede har etableret.
På den måde minder det nye album endnu en gang om især ‘Evermore’, hvor gæsterne The National og Haim begge er ganske stilfærdigt integreret. Eller selvfølgelig Lana Del Reys nærmest ikke-eksisterende feature på ‘Midnights’.
4. Lyrikken oser af meme-potentiale
Taylor Swifts lyrik har alle dage været genstand for diskussion online, og til tider udvikler den diskussion sig til deciderede memes. Linjer som »I’m sorry, the old Taylor can’t come to the phone right now / Why? Oh, ’cause she’s dead«, »Karma is a cat« og »Sometimes I feel like everybody is a sexy baby« er blevet en del af et større popkulturelt ordforråd.
Den slags linjer er der i spandevis på ‘The Tortured Poets Department’, men lad os bare lige tage tre af de mest åbenlyse eksempler:
1. Skal du eksempelvis lave et meme om dit dårlige mentale helbred? Citér blot »I’m so depressed, I act like it’s my birthday, every day« fra ‘I Can Do It With a Broken Heart’.
2. Skal du i bedste »sexy baby«-ånd lave et meme om, når Swifts lyrik får dig til at krumme tæer? Så har vi linjen »We declared Charlie Puth should be a bigger artist« fra titelnummeret (og nej, Taylor, det bør han ikke være).
3. Skal du lave et af de klassiske ‘I Can Fix Him’-memes om en toksisk bad boy? Ja, så er sangen ‘I Can Fix Him (No Really I Can)’.
Og apropos toksiske badboys …
5. Det flyder over med Matty Healy-teorier
Fansene er overbeviste om, at talrige af sangene på ‘The Tortured Poets Department’ handler om Matty Healy, som Swift efter alt at dømme datede i en periode i 2023. Og selvom hun ikke nævner The 1975-frontmanden ved navn, er der da også meget, der tyder på det.
Både ‘But Daddy I Love Him’ og ‘I Can Fix Him (No Really I Can)’ handler eksempelvis om at opleve, at andre fordømmer ens forhold, og det stemmer meget godt overens med, hvordan mange Swifties sidste år reagerede på, at hun dannede par med provokatøren. »They shake their heads saying, ‘God, help her’ when I tell ’em he’s my man«, synger hun på sidstnævnte.
På ‘The Smallest Man Who Ever Lived’ går hun et spadestik dybere, og med linjer som »You kicked out the stage lights, but you’re still performing« bliver det klart, at det nok er en musiker, hun synger om. Sangen er et decideret takedown af en ekskæreste, og dens hudløse ærlighed vækker mindelser om Swift-klassikeren ‘All Too Well’. Hun synger, at hun aldrig vil tilgive ham, og at han fortjener at side i fængsel. Det er brutalt.
Der er tydeligvis meget at tage fat på med det her album, så vi stopper første lyt-artiklen her og sætter ‘The Tortured Poets Department’ på repeat i weekenden. Soundvenues anmeldelse lander i starten af næste uge.