For halvanden uge siden fik vi første forsmag på Francis Ford Coppolas imødesete storfilm ‘Megalopolis’ i form at et to minutters klip. Nu har Hollywood-legenden bag ‘The Godfather’ og ‘Apocalypse Now’ også delt filmens første trailer i anledning af verdenspremieren på Cannes-filmfestivalen i denne uge.
»Hvornår dør et imperie? Kollapser det i ét forfærdeligt øjeblik? Nej, nej. Men der kommer et tidspunkt, hvor dets folk ikke længere tror på det«, siger en dyb fortællerstemme i traileren, hvor vi ser et futuristisk New York i opløsning, mens eliten holder overdådige fester inspireret af Romerriget.
I ‘Megalopolis’ spiller Adam Driver en idealistisk arkitekt, der forsøger at ombygge New York til et amerikansk utopia, efter en ulykke har ødelagt byen.
Han får selskab af blandt andre Aubrey Plaza, Shia LaBeouf, Giancarlo Esposito, Nathalie Emmanuel, Laurence Fishburne, Dustin Hoffman, Jon Voigt, Jason Schwartzman og Chloe Fineman.
‘Megalopolis’ er Coppolas mangeårige drømmeprojekt, der har været omkring 40 år undervejs. Da ingen filmstudier ville financiere filmen, har instruktøren selv skudt 120 millioner dollar (svarende til omkring 800 millioner kroner) ind i projektet.
Det bliver spændende at se, om ‘Megalopolis’ kan leve op til hypen. Heldigvis er Coppola selv tilfreds med resultatet. I sit Instagram-opslag med den nye trailer kalder han filmen »det bedste værk, jeg nogensinde har haft privilegiet at være leder for«.