‘Kenny’: Først rapper Gilli, som var det 2010 – derefter er han og Benny Jamz til at kende igen
Kan du huske 2010, hvor B.O.C slog igennem med ‘Fissehul’?
Dengang var Gilli ikke den tropiske poprapper, han er i dag, som har et nyt sprog at synge på, hver gang han udgiver ny musik. Og Benny Jamz havde endnu ikke vist den ømme, mere melodiske side af sig selv, man ser på hits som ‘Vi varme’ eller ‘Spark’.
Nej, dengang var de ud af UK-skolen med så meget dedikation til de klassiske hiphopdiscipliner, at selv Pede B roste Gilli i 2012.
På de første par tracks fra fællesalbummet ‘Kenny’ tager Gilli og Jamz os tilbage til denne tidlige B.O.C-æra. De to hovedpersoner fokuserer på at rappe, og de gør det med en ildhu og en nerve, der matcher, dengang de var purunge og havde meget at skulle bevise.
I Gillis tilfælde er der en hel generation, der primært kender ham for hits som ‘Vai Amor’ og ‘Skarpt lys’, men som godt kunne trænge til at se, hvordan Kiko mestrer no nonsense-maskingeværflows med slagkraft i hver linje.
Åbningsnummeret ‘Tillid’ har intet omkvæd og hviler dermed udelukkende på de to rapperes bars over T&O’s hektiske drill-beat. Og det er ovenikøbet det nummer, de har valgt at køre i stilling som albummets store single med en tilhørende flot musikvideo. Shit, et powermove.
Den efterfølgende ‘Stressfri’ lyder, som om de to rappere ryster af nervøsitet, mens de italesætter, hvor stresset deres liv er over et klaverbeat, der lyder som løftet fra Daft Punks ‘Within’.
På tredje track, ‘Chicagenhagen’, hæver de sig over alle, der hævder, at de har været med hele vejen, men som ikke kan bakke det op. Og derefter omhandler det deres rigdomme på den Noah Carter-assisterede ‘Denim’, hvor succesen på ingen måde lyder som noget, der bliver taget for givet.
Men så sker det, der også skete for Benny Jamz på sidste års ‘Ny sejr’. Begge album leverer nemlig hårdslående hiphop i nøjagtigt fire tracks, før de overgår til de vante hit-opskrifter.
‘På et døgn’ fortsætter de lyriske tematikker om at knokle for succesen og at rejse sig fra modgang, men denne gang over en tropisk produktion, der lyder som et leftover fra Gillis 2019-album ‘Kiko’. Og med et lige lovligt fantasiløst omkvæd, hvor rapperen tæller til ni.
Albummet mister gradvist det fokus, der virkede så godt på de indledende tracks. Pludselig er Gilli og Jamz færdige med at rappe røven ud af bukserne – altså med undtagelse af nummeret ‘Peace & Love’.
Tematikken om at kunne overkomme modgang (ligesom hvordan Kenny fra ‘South Park’ altid genopstår fra de døde, get it?) bliver også udvandet, og når Gilli på ‘Bottega’ rapper »vi ku’ ikk’ komme ind, nu’ vi deres æresgæster« er det svært ikke at føle, at han er løbet tør for måder at rappe, at han kommer fra bunden, men nu har ramt toppen.
Som afveksling byder tracklisten også på numre, der er milevidt fra den stemning, der ellers bliver lagt for dagen. ‘Booty Up’ og ‘Freak’ udskifter linjer om the struggle med flirtende, stedvist objektiviserende linjer om kvinder samt en lettere akavet en af slagsen om, at Gilli ikke behøver viagra.
Så er den ‘Shape of My Heart’-interpolerende ‘Et tegn’ noget mere fokuseret. En solid melodisk breakup-hymne, hvor særligt Gilli lyder oprigtigt sønderknust.
Party-bangers som ‘Mula’, ‘Eurobando’ og ‘Reposado’ kommer stedvist ind på nogle af de samme emner, og håndværket er af den samme høje kaliber, man forventer af produceren Nicky Pooyandeh. Faktisk kunne de godt lyde som noget fra B.O.C’s 2021-album ‘Mere end musik’.
Der er masser af gode sange på ‘Kenny’. Men de fire første sange lover noget decideret fantastisk. Og det løfte kan resten af pladen ikke helt holde.
Kort sagt:
Benny Jamz og Gilli har blod på tanden på de fire første sange af fællesalbummet ‘Kenny’, hvor særligt sidstnævnte rapper, som var det 2010. Derefter overgår de til party-bangers og andre vante hit-opskrifter.