‘Seventh Heaven’: School of X’s nye album giver mig samme energi som en god løbetur
Pressemeddelelsen, der er blevet udsendt til anmeldere i forbindelse med det nye School of X-album, ’Seventh Heaven’, gør en stor pointe ud af, at projektets ophavsmand, Rasmus Littauer, løber hver anden dag.
Han fortæller, at det er nødvendigt, for at han har overskud til at lave musik, og at han får det dårligt, hvis han ikke kommer afsted på sine faste løbeture. Det føles for en stund mere som at læse en pressemeddelelse for et fitnessforløb end for et album. Men når man holder ’Seventh Heaven’ op mod de tidligere School of X-udgivelser, giver det perfekt mening.
Når Littauer ikke laver School of X, er han en af dansk musiks mest eftertragtede trommeslagere – blandt andre for Mø, Soleima og i en periode også The Minds of 99 – men hans hidtidige udtryk har forbavsende sjældent været orienteret omkring puls. Selv hans mest tempofyldte numre har oftest været svævende, lettere æteriske popskæringer, selvfølgelig med undtagelser som den energiske 2021-ørehænger ’Feel of It’.
Titlen ’Seventh Heaven’ refererer til eufori, men denne eufori er ikke præget af stilstand eller afslappelse. Åbningsnummeret ’Bleak House’ har et drømmende guitarriff som omdrejningspunkt, men det bliver kun endnu mere euforisk i takt med, at arrangementet bliver mere tætpakket med en fyldig bas og yndefulde, ’Bittersweet Symphony’-kanaliserende strygere. En konstant fremdrift mod den syvende himmel, Littaur drømmer om.
Som et ekstra lag af tragisk ironi er tekstuniverset så ufatteligt fjernt fra det drømmeland, instrumentationen har kreeret. »Could I possibly convince you that I’m sober«, synger en fortæller, der knap nok forventer tilgivelse for sine synder, og Littauers skælvende stemme emmer af usikkerhed.
Det er en præstation, at albummet er så energisk, for ’Bleak House’ er ingenlunde ene om at være lyrisk nedtrykt. Albummet handler i langt højere grad om at længes mod den syvende himmel, end det handler om rent faktisk at nå frem til den. Men for lytteren er den syvende himmel altid inden for horisonten, simpelthen fordi de velsmurte popsange skaber den lykkerus, fortælleren aldrig for alvor oplever.
Littauer får klemt så meget ud af den ellers ganske simple omkvædsmelodi på ’It Takes Some Time’, at smilet nægter at forlade mine læber. Dels fordi han fyrer rim af i et tempo, så det føles som en uafbrydelig tankestrøm. Dels fordi basgangen sætter sig så dejligt i kroppen. Dels fordi han laver nogle kække trommefills de helt rigtige steder. Og dels fordi backingvokalerne kommer ind på så skævt et tidspunkt, at de altid overrasker mig.
Selvom Littauer er trommeslager, er det særligt guitaren, der imponerer i løbet af albummet. Sammen med co-guitarist Rune Risager har han skrevet de skønneste riffs, der på bedste Johnny Marr-manér oser af karakter og detaljerigdom (højdepunkter tæller ’Where is the Magic’, ’Bad Design’ og ’It Takes Some Time’), men Littauer får dem indarbejdet i strukturer, der klinger mere af Max Martin-traditionen for popsangskrivning. En umage kombination, der dog sprudler af liv.
I pressemeddelelsen lyder det også, at inspirationen til School of X netop kom under Littauers løbeture. Men ’Seventh Heaven’ er det første album fra hans hånd, der virkelig føles som frisk luft og vind i håret, mens adrenalinen suser derudaf. Han får ikke blot afløb for sin energi, men formår også at sende den videre til lytteren.
Personligt har jeg i hvert fald fået et solidt energiboost, hver gang jeg har lyttet til ’Seventh Heaven’.
Kort sagt:
School of X blander længselsfulde, ofte sørgmodige tekster med opkvikkende og skarpt struktureret, detaljerig sangskrivning. Han får ikke blot afløb for sin energi, men formår også at sende den videre til lytteren.