Tyler, the Creator feat. Doechii ‘Balloon’
Da Tyler, the Creators ‘Chromokopia’ udkom i mandags, var der endnu ikke listet nogen features, men de var der selvfølgelig – fra Lil Wayne og Schoolboy Q til GloRilla og Sexyy Red.
Som altid formår Tyler at få det bedste ud af sine gæster, der som brikker i et puslespil hvær især bidrager til albummets ambitiøse koncept. Men kun én af dem formår i knap et minut at stjæle showet fra ham, det hele handler om.
Den gæst er Doechii – pladeselskabet TDE’s helt store håb efter Kendrick Lamars exit – der dukker op på det næstsidste nummer, ‘Balloon’.
Hun smider om sig med sjove, sexpositive queer-bars, blærer sig med sin A-skål og rapper »I air this bitch out like a queef«, men det mest imponerende er hendes flow, der i bedste Nicki Minaj på ‘Monster’-stil kun bliver mere og mere vanvittigt for hvert sekund af hendes vers.
TDE er i trygge hænder.
Tamara Mneney ‘Drip’
R’n’b-talentet Tamara har skiftet kunstnernavn, så hun nu også går under efternavnet Mneney, men musikken er lige så forførende som altid.
Ethel Cain ‘Punish’
Med sit debutalbum skrev Ethel Cain sig direkte ind som en af tidens mest kraftfulde musikalske historiefortællere. Nu har hun annonceret opfølgeren ‘Perverts’, og at dømme ud fra den dronende, næsten syv minutter lange førstesingle bliver det kun endnu mere hjertegribende.
School of X ‘Bleak House’
Ethel Cain er ikke den eneste, der har ondt i livet, men på ‘Bleak House’ pakker Rasmus Littauer tristessen ind i velsmurt, energisk indiepop. Netop den kontrast er noget af det bedste ved hans nye album, ‘Seventh Heaven’.
Carlina de Place ‘Selfish’
Fra intime klaverballader til Lizzy McAlpine-klingende folkpop – og tilbage igen. Det her danske stortalent er tre-for-tre.
The Cure ‘All I Ever Am’
Fuzzperlen ‘All I Ever Am’ er nok det tætteste, vi kommer på en popsang på The Cures første album i 16 år, ‘Songs of a Lost World’. Et kærkomment upbeat åndehul på en plade, der ellers svælger i melankolien.
Barselona ‘Hvad vi skal løbe fra’
Med svulstige synthlandskaber og gigantiske omkvæd lød Barselona mere storladne end nogensinde før på sidste års ‘Væbnet hjerte’, men at dømme ud fra strygerne på deres seneste single kan det åbenbart blive vildere endnu.
Ab-Soul feat. J.I.D ‘Crazier’
Apropos TDE: Pladeselskabet har selvfølgelig også stadig gode, gamle Ab-Soul, der i næste uge udgiver albummet ‘Soul Burger’. Forhåbentligt med endnu flere features fra J.I.D, for de klæder hinanden.
Sortblod ‘Benene bliver trætte’
Efter storværket ‘Verden den er lige her’ fokuserer medlemmerne af Uden Ord lige nu på deres solokarrierer. Den her modsætningsfyldte kærlighedssang er sidste single forud for Sortblods debutalbum, ‘Nye sange’.
Wishy ‘Planet Popstar’
Det siger lidt om, hvor bundsolidt et debutalbum ‘Triple Seven’ er, når Wishy ikke engang kunne finde plads til en så farverig rocksang som den her. Nu er den heldigvis udkommet alligevel.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: