Mogwai – mådeholdt støj

Skotske Mogwai var lidt af en dark horse i årets Roskilde-program. Det er længe siden, de har lavet et album, som for alvor rykker dem videre, og det er endnu ikke muligt at vurdere nyeste ‘Hawk Is Howling’, der først udkommer til september. Men Mogwai var også en dark horse forstået sådan, at det var festivalens ondeste band, og det på trods af at programmet inkluderer Slayer.

Hvorfor? Tre uger. Det var så lang tid det tog for at slippe af med hyletonen i ørene efter min første koncert med Mogwai. Alligevel sørgede de for den bedste koncert, jeg nogensinde har set et år senere i Sverige. To modsætninger. Mørkt og lyst. Ondt og godt. Koncerten på Arena faldt akkurat midt imellem de to. Under koncerten blev en skotte ved med at påminde mig om, at jeg skulle bruge ørepropper, fordi det vil blive højt. Det var gamle nyheder. Men det blev aldrig så skrigende højt. I de mest intense øjeblikke gjorde det, som i ‘Like Herod’, hvis mange lynnedslag af kakofoni næsten fik teltet til at lette. Mogwai formår som de færreste at fremkalde lyden af jordens undergang. Det er misantropisk, bitter, opgivende og ligefrem ond musik.

Stuart Braithwaite, der på mange måder er blevet bandets omdrejningspunkt, selvom Mogwai ikke har en decideret forsanger, kom karakteristisk nok på scenen iført en Public Enemy-t-shirt – måske det hiphop-band, der har været det mest anti-establissement af alle. Men foragten for alt og alle og den stædige indadvendthed kom ikke helt frem. Det var et forsagt – ja, næsten forsigtigt – Mogwai. Et forsigtigt Mogwai er imidlertid bedre end det meste, og vores kendskab til dyret fra ‘Gremlins’-filmene, vil også fortælle os, at det simpelthen ikke tåler skarpt lys.