ANALYSE. Indrømmet: Det kan hurtigt blive temmelig kikset, når danske medier skriver om, hvor meget udlandet elsker hovedstaden i vores lille kongerige.
Ofte kan man ligefrem se det smørrede smil gennem den falske beskedenhed, når danske journalister endelig får lov til at blæse på janteloven og beskrive, hvordan resten af verden misunder vores mange cykler, vores relativt rene luft og vores dyre, men velsmagende bagværk.
Med denne overhængende fare for kiksethed in mente vil jeg alligevel kaste mig ud i det, for bevismaterialet er simpelthen efterhånden for overvældende til, at det kan ignoreres: Udlandet elsker den musik, der lige nu kommer ud af Københavns eksperimenterende musikscene.
Om det begyndte med den hypede K-popgruppe New Jeans, der headhuntede Erika de Casier, Fine Glindvad og den norsk-københavnske duo Smerz til at skrive sange for sig, med Caroline Polachek, der spiser middag med Glindvad, Clarissa Conelly og Astrid Sonne, eller med Dean Blunt, der blandt andet har udgivet singlen ‘Chucking It’ med Nova Varnrable og ep’en ‘Lucre’ med Elias Rønnenfelt, ved jeg ikke.
Men at der er noget i gærde stod i hvert fald klart for mig, da en kollega præsenterede mig for Spotify-playlisten Cph+’, der er tjenestens officielle guide til »the alt-sounds of Copenhagen«, og som gør sit for at introducere verden for ovenstående artister samt københavnske undergrundsnavne som ML Buch, Ydegirl, Molina, Mija Milovic, Soho Rezanejad og Emma Acs.
Når man først har fået øjnene op for noget, kan man som bekendt have tendens til at se eksempler alle steder. Sådan er det også i dette tilfælde.
Strøm af melankolsk skønhed
Da duoen Snuggle, der består af Baby in Vains Andrea Thuesen og Liss-guitaristen Vilhelm Strange, for en måned siden udgav singlen ’Dust’, talte dækningen i den internationale musikpresse sit tydelige sprog om den unikke status, Københavns undergrundsmusik har i udlandet lige nu.
Bevares, udgivelsen blev skam nævnt i den danske musikpresse, men det var alligevel som om, de udenlandske medier bare var lidt mere overstrømmende i deres begejstring for den danske duos underspillede blanding af atmosfærisk indierock og breakbeats.
Således blev singlen anbefalet i internationale musikmedier som Stereogum og Clash Music, mens magasinet The Face skrev: »Duoen udkommer på det københavnske label Escho, som også er hjemsted for ekstremt cool danske kunstnere som Astrid Sonne, Fine, ML Buch og Molina. Jeg burde have gættet det: Snuggle fremkalder den følelse af melankolsk skønhed, som strømmer ud af KBH-scenen i øjeblikket«.
At der i øjeblikket strømmer noget særligt ud af KBH-scenen, er The Face ikke ene om at mene.
Eksempelvis var den københavnske sanger og sangskriver ML Buchs ekspansive, psykedeliske opus ’Suntub’ at finde på en 13. plads, da Pitchfork for nylig oplistede årtiets hidtil bedste plader. Og da samme medie i december rangerede 2024’s bedste album, var bratschist og komponist Astrid Sonnes minimalistiske popsange på ’Great Doubt’ at finde på en 9. plads, mens Resident Advisor placerede samme album som nummer fire.
Crack Magazine fik for få uger sigen kammerfolk-fornyeren Clarissa Conelly til at kuratere en playliste, der skulle indkapsle lyden af den »dynamiske« københavnske undergrundsscene, og førnævnte The Face skrev ligeledes for få uger siden med overvældende entusiasme om den »ubesværede coolness«, der kendetegner kunstnerne på den københavnske musikscene.
Fravær og intensitet
At definere en musikscene er altid umådeligt svært. Sjældent er den pågældende scene så homogen, som musikjournalister gerne vil have den til at se ud, og ofte sker det, at kunstnere ikke nødvendigvis elsker at blive sat i bås som en del af en »scene«. Det er dog svært at benægte, at enkelte helt formelle faktorer forener de kunstnere, det drejer sig om.
Således er en ikke uvæsentlig del af dem uddannet på Musikkonservatoriet i København, mens mange udkommer på det københavnske pladeselskab Escho, der også udgiver succesfulde navne som Iceage og First Hate. Alle har ligeledes i årenes løb været en hyppig del af programmet på alternative spillesteder som Mayhem og Alice, hvor jeg selv har set de fleste af dem.
Langt mere interessant – og vanskeligt – er det naturligvis at definere, hvad der rent kunstnerisk forener dem. Visse træk går dog igen.
Når The Face beskriver den »ubesværede coolness«, der kendetegner kunstnerne på den københavnske undergrundsscene, handler det muligvis ikke kun om deres dragende aura af noget chikt og utilnærmeligt, men i lige så høj grad om den måde, de lyder.
Jeg har ofte tænkt, at der er en helt specifik måde at synge på, der definerer København lige nu: En iskold, tilbageholdende stil, hvor vokalisten formår at fremstå fraværende – nærmest uengageret – samtidig med, at der er noget intenst, ligefrem hjemsøgende over deres tilstedeværelse.
Det er en vokalstil, man især finder hos Snuggle, Astrid Sonne, ML Buch, Nova Varnrable, Smerz og på den seneste Erika de Casier-plade, ’Still’, og effekten er en illusion af, at de står lige ved siden af dig og hvisker deres allermest intime hemmeligheder direkte i dit øre.
Kollapsende køleskab
Et andet gennemgående træk er en særlig sans for at kontrastere gåsehudsfremkaldende skønhed med upoleret, skramlende råhed.
For eksempel er én af de ting, der gør ’Great Doubt’ så uendeligt fascinerende, Astrid Sonnes særegne evne til at punktere opulente og usandsynligt smukke bratschpassager med nogle af de mest hårdhændede trommeloops, jeg længe har hørt. På en sang som den fantastiske ’Do You Wanna’ er effekten som et kæmpestort køkkenskab, der kollapser ud over en luftig og lækker souffle. På en god måde, vel at mærke.
På forskellige måder går denne tendens igen hos størstedelen af scenens kunstnere.
Hos Mija Milovic, der lader sin rene, glasklare stemme være limen i et kollageagtigt musikalsk univers, der lyder som om, det er lige ved at gå i opløsning. Hos Soho Rezanejad og Nova Varnrable, der begge fandenivoldsk svinger mellem uimodståelige bangers til dansegulvet og kradsbørstig støj, så man aldrig ved, hvad der venter, når man trykker play.
Og hos Smerz, der sidste år udgav værket ’Tidligere den dagen’, hvor sakrale korpassager forstyrres af beats, der lyder som om, de troede, de skulle på klub.
Frygtløs kitschet
En tredje ting, jeg har bidt mærke i, er en frygtløs omfavnelse af kitsch.
Det gælder Erika de Casier, Astrid Sonne og Smerz, der ikke er bange for helt uironisk at inddrage lyde, der peger på 00’ernes allermest sukrede poptroper. Som når Casier i sin sang ‘Toxic’ ladet tydeligt iscenesatte optagelser af et skænderi flette sig ind og ud af lydbilledet.
Og det gælder måske især for ML Buch, som på ‘Suntub’ giver sine storslåede, organiske guitarklange modspil af noget, der peger på vaporwavens hypervirkelige, utopiske nostalgitrip og newage-musikkens kunstige idyl. På den bedst tænkelige måde får jeg associationer til de amerikanske ‘Pure Moods’-opsamlingsplader, der i 90’erne pludselig gjorde musikalsk meditation til en supermarkedsvare.
Denne omfavnelse af det kunstige, det kitschede og det corny bidrager i høj grad til den aura af »ubesværet coolness‹, som The Face diagnosticerer hos i den københavnske musikscene.
Når alt kommer til alt, er der nemlig ingen, der er mere cool end dem, der ikke er bange for også at være lidt kiksede.