Han kaldte hende patetisk, hun kaldte ham en lille bitch. En smadret guitar gav os et generationsmøde af digitale dimensioner

DE VILDESTE BEEFS. Musik har alle dage haft et element af oprør. Vi er vant til at høre lyden og udtrykket af i går, og man kan nemt blive chokeret, når nogen pludselig ryster posen.

The Beatles’ langhårsfrisurer og studieeksperimenter er ét eksempel, og for nylig genskabte genskabte James Mangold med ‘A Complete Unknown’ det mytiske øjeblik, hvor Bob Dylan satte strøm til den traditionsbundne folkscene. 

Alle kan blive chokerede over at høre ’Like a Rolling Stone’ med guitarforstærkeren skruet op på 11, men den største forargelse har det med at vise sig, når vi har at gøre med et generationsmøde. Eksempelvis når en musiker med et værdisæt ser rødt i mødet med en yngre musiker.

Det var historiens vingesus, kvindelige musikeres råderum og Twitters digitale skyttegrav, der kom i fokus, da Phoebe Bridgers og hendes ældre kollega og fellow Californian David Crosby tørnede sammen.

Hvordan opstod beefen?

Vi skal tilbage til 2021 og Phoebe Bridgers’ optræden i sketchshowet ‘Saturday Night Live’.

Bridgers havde året forinden udgivet gennembrudsalbummet ’Punisher’. Vores anmelder beskrev dengang, at »Bridgers mestrer nuancerne, og hendes evne til at fange så mange forskellige følelsesmæssige facetter i en enkelt sang er hendes skarpeste våben«.

Dengang på ‘SNL’, episode 900, 6. februar 2021, spillede Bridgers to af nøglenumrene fra ’Punisher’. Først den bittersøde ’Kyoto’ og derefter albummets grand finale, ’I Know the End’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Sidstnævnte er – uden at sige hverken for meget eller for lidt – Bridgers’ mest megalomane, maksimalistiske og apokalyptiske nummer med linjer om at lade sig indhylle i ultraviolet stråling og kører derudaf med vinduerne nede og klimaanlægget tændt, mens man skriger med på en »America First rap-country song«.

Efter det katarsiske skrig, der efterhånden er blevet en fællessangstradition til Bridgers’ koncerter, tog hun, som en afslutning på sin ‘SNL’-performance, sin sorte Danelectro-guitar og smadrede den voldsomt ned i en falsk monitor, mens falske gnister føg ud. Hun gav guitaren en ordentlig omgang, uden at den tog nævneværdig skade af det, og kastede den så fra sig. Bum!

Et klassisk Phoebe Bridgers-moment; nærmest et optrin, hendes fanbase ville forvente. 

En person, der, efter alt at dømme, ikke havde forventet at se en 27-årig kvinde smadre sin guitar i bedste sendetid, var folkrock-legenden David Crosby kendt fra blandt andet Crosby, Stills, Nash & Young.  

7. februar, dagen efter Bridgers optræden, spurgte en fan Crosby på Twitter, hvad han syntes om episoden med den smadrede guitar. Crosby, der på dette tidspunkt var rundet de 79 år, svarede prompte: »Pathetic«. 

Hvad skete der?

Crosby var i de sene år af sit liv kendt som lidt af en internetkriger med holdninger til særligt kvaliteten af marijuana og kvaliteten af andre folks musik. Og beefen kunne være gået i sig selv lige der: med en aldrende hvid mands ret så patetiske, ureflekterede kommentar til en ung kvindes optræden.

Phoebe Bridgers er og var bare ikke en musiker, man sådan kan løbe om hjørner med. Dagen efter Crosbys tweet svarede Bridgers, der siden har slettet sin Twitter-/X-profil: »Little bitch«. 

Jeg tænker ikke, at jeg behøver at dissekere det morsomme i Bridgers’ svar. 

Plottet intensiveredes, da Crosby uddybede sin position: At guitarer altså er til at spille på, og at han ikke giver ’a flying F’, om der så er andre, der har gjort det før. Og ak! Han kørte videre i samme rille. Nu med kritik af skeletkostumer, copycat-tendenser og kvindelig vrede:

Bridgers har ironisk nok tidligere kaldt sig selv »a copycat killer with a chemical cut« på nummeret ’Punisher’. Og da Crosby meldte ud, at han foretrak folk, der rent faktisk kunne skrive sange (omkring dette tidspunkt blandede Red Hot Chili Peppers-bassisten Flea sig også, for kunne Hendrix hverken skrive sange eller spille?), svarede Bridgers simpelthen »whiny bitch«.

Okay, det kræver vist ikke den store erfaring med konflikthåndtering at afkode, at beefen mellem Bridgers og Crosby ikke for alvor kom nogen vegne. Den blev i Twitters ansigtsløse rum, hvor man kan kaste med mudder uden at skulle rydde op efter sig. 

I 2023 døde David Crosby – Bridgers havde året før svaret på et kritisk tweet fra ham omkring Joe Bidens pro-fagforeningspolitik med et enligt »bitch« – og beefen nåede mildest talt ikke at udvikle sig i hverken den ene eller den anden retning. 

Hvem kom bedst ud af det?

Ja, det er så spørgsmålet … nej, Phoebe Bridgers kom uden tvivl bedst ud af beefen, fordi hun kunne se det absurde og humoristiske i situationen. Hendes performance den aften på ‘SNL’ var komisk, ligesom ‘SNL’ er et sketchshow baseret på komiske optrin. 

Der er ikke noget patetisk ved at smadre en guitar; der er nok i virkeligheden noget bundironisk over det.

Crosby tog rockmusikken så alvorligt, at han glemte, hvor latterligt det hele kan se ud. Når Bridgers smadrer sin guitar, tapper hun ind i årtiers smadrede guitarer: Hendrix, Clapton, Townshend – vel at mærke Crosbys egen generation – og i nyere tid Cobain. Vrede unge mænd, der ville ændre verden, og som startede med et destruktivt statement. Crosby ser en vred kvinde, som er patetisk, når hun smadrer en stakkels guitar. 

Sagen ender et sted, kulturdebatten er endt flere gange. Hvad kan en kvinde tillade sig at gøre på en scene uden at blive stemplet som 1) underdanig og anti-feministisk eller 2) vred i ordets mindst progressive betydning.

Sabrina Carpenter – hvis beef med Olivia Rodrigo serien her tidligere har været forbi – er et eksempel: må Carpenter gå ned på alle fire på sit albumcover, uden at Pandoras æske åbner sig og almindelig lov og orden sættes ud af kraft?

Phoebe Bridgers og David Crosbys beef var et generationsmøde, hvor den ældre gik galt af den yngres motiver. Det er en gentagelse af noget, der er set tidligere. I en Twitter-tid udviklede skænderiet sig så til noget ret anti-produktivt, fordi en holdning er blevet gratis og uforpligtende. 

Det er alt andet lige en skam, når Bridgers’ generation står på skuldrene af Crosbys. Albumcoveret til Bridgers, Lucy Dacus og Julien Bakers første ep som Boygenius efterlignede uden tvivl Crosby, Stills & Nashs ditto som en spydig hentydning til en særlig type mandlig artist, som bliver skubbet frem som et vaskeægte geni. Alligevel må man ikke glemme, at der i de fleste parodier også ligger en slet skjult hyldest.

Selvom Phoebe Bridgers nok vandt over David Crosby med sin humor, så blev der aldrig skabt en fælles forståelse mellem de to. Hvis nogen kunne kalde sig vindere efter beefen, må det nok i højere have været Bridgers ironisk hærdede fanbase.

De var nok bedre udrustede til at afkode Bridgers’ hyldest til en af rockens mest gennemtrådte klichéer.