5. The xx ‘Hot Like Fire’
Siden deres semi-selvbetitlede debutalbum fra 2009 har The xx taget deres musik i nye, mere vidtfavnende retninger, men der er stadig noget helt specielt ved den minimalistiske indiepop, de i sin tid brød igennem med.
Nu har den Syd For Solen-aktuelle trio genudgivet ’xx’ i en deluxe-version med fem ekstra sange, herunder deres cover af Aaliyahs ’Hot Like Fire’, som The xx i sin tid debuterede på Coachella, men som indtil nu kun har optrådt på vinyludgaven (og som iTunes-bonusnummer, remember?).
Ligesom på resten af albummet er der skåret ind til benet med kun de mest essentielle elementer – Oliver Sim og Romys svævende vokaler, en rumklangstung guitar – og den formel viser sig at være utrolig slidstærk.
Halvandet årti senere er det stadig ikke helt til at forstå, at man kan udrette så meget med så lidt. MH
4. Marq ‘Introlude’
Med legesyg saxofon, hvirvlende perkussion og ulmende bastoner er ‘Introlude’ – debutsinglen fra danske Marq, som Soundvenue denne uge havde premiere på – så gennemjazzet, at man får associationer til Kendrick Lamars banebrydende ‘To Pimp a Butterfly’.
Bag sig har Marq samlet et umanerligt stærkt hold beståede af blandt andre Bremer/McCoy-bassist Jonathan Bremer og stjernesaxofonisten Oilly Wallace, mens Marq imponerer som både rapper og lyriker.
»Selv viser Marq også enormt potentiale med sine overskudsagtige rimskemaer og konstant skiftende flows. Det ene øjeblik rapper han med kirurgisk kølighed, det næste kommunikerer han total desperation«, skrev vi blandt andet. RW
3. Danny L. Harle feat. Oklou & MNEK ‘Crystallise My Tears’
Produceren Danny L. Harle – der blandt andet er kendt fra PC Music-kollektivet og for sit samarbejde med blandt andre Caroline Polachek – har fortalt om det kommende album ‘Cerulean’, at det byder på »de bedste melodier sunget af de bedste stemmer«.
At dømme efter denne singleforløber er der noget om snakken.
‘Crystallise My Tears’ er en pulserende eurohouse-skæring med energiske klaveranslag og plastiske synth-modulationer, hvor vokalisterne Oklou og MNEK leverer henholdsvis tilbageholdt, hviskende kølighed og storslået divahouse-drama. Kontrasten fungerer fornemt.
Sangens store scoop er dog Oklou, som efter det mesterlige album ‘Choke Enough’ fortsat ikke sætter en fod forkert. Men hvor dét album bød på nærmest spøgelsesagtig minimalisme, er det sjovt denne gang at høre den franske stjerne akkompagneret af pumpende bas og fire-i-gulvet. RW
2. Cevil feat. Vilma Crow ‘Oliver!’
I begyndelsen af året kårede vi på Soundvenue både Cevil og Vilma Crow som værende blandt de mest lovende nye danske musiknavne.
Dermed er der noget nærmest poetisk i, at de to nu runder 2025 af med et samarbejde. Endda et rigtig godt et af slagsen. ‘Oliver!’ er nemlig en vaskeægte banger af en støjpopsang med hårdslående, kantede guitarriffs og usædvanlig stærk kemi mellem de to hovedpersoner.
‘Oliver!’, forklarer Cevil på Instagram, er en hyldest til en fyr, der er god til at bruge hovedet. Og er man i tvivl om, hvordan det skal forstås, lader sangens ørehænger af et omkvæd ikke meget være op til fortolkning: »Oliver, come over to my place / I wanna sit on your face«.
Noget af en hyldest, må man sige! RW
1. 100 ‘New Day’
På trods af en mystisk aura og en totalt kompromisløs produktionsstil gemmer ‘Jihad’ – debut-ep’en fra den danske kunstner med det ikke særligt google-venlige navn 100 – på rigtig skarp popsangskrivning.
»Små melodier, der kravler ind under huden og bider sig fast, fraseringer og formuleringer, der sigter efter hjertet og rammer usandsynligt hårdt«, som vi blandt andet formulerede det i en femstjernet anmeldelse.
Det mest åbenlyse eksempel er den gribende ballade ‘New Day’, der med hjælp fra et sakralt orgel og vidunderligt snørklede melodilinjer skitserer konturerne af en kærlighedstrekant, hvor alle sårer hinanden.
»Once you used to fall for me / Once you used to call me on the phone all day / You had a roommate / It was alright«, begynder historien, der fortælles med nærmest tragisk gravitas.
Og hvor begæret meget snart viser sig nok engang at være en stærkere kraft end viljen: »I tried to fight / I’m not a fighter«. RW
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify:
