’Drømme’: Giftigt kærlighedsdrama med Jessica Chastain leverer iskold samfundskritik
FILM. Michel Franco er ikke bleg for at udsætte sit publikum for provokationer, der giver én lyst til at vende blikket væk – fra ekstrem mobning (’After Lucia’) og incest (’Daniel & Ana’) til død (’Chronic’) og dystopisk klassekamp (’New Order’).
Efter det ukarakteristisk opbyggelige demens- og traumedrama ’Memory’ er den mexicanske festivaldarling så sandelig tilbage i sit provokerende hjørne med ’Drømme’.
Franco gentager samarbejdet med ’Memory’-hovedrolle Jessica Chastain i en ny, anderledes kølig fortælling om en svær kærlighedsrelation.
Hollywood-stjernen spiller den velhavende amerikaner Jennifer, som har indledt en romance med den yngre balletdanser Fernando (Isaac Hernández) under sine hyppige besøg i Mexico, hvor hendes fars velgørende fond støtter et danseakademi. Da Fernando en dag dukker op på hendes hjemmeadresse i USA som illegal migrant, begynder deres kærlighedsrelation imidlertid at vise sit sande ansigt.
Filmen bringer en iskold kritik af hvid imperialisme, legemliggjort af Chastains privilegerede Jennifer. For i stil med Tim Roths overklassehovedperson i Francos ’Sundown’ ser hun nabolandet Mexico som et slags fristed, hvor hun konsekvensløst kan leve det søde liv med luksus og sex.
Hun er åbenlyst ikke interesseret i at blande de to verdener sammen. Og selvom hun giver Fernando penge og til dels støtter hans balletkarriere, ville det passe hende klart bedst at holde ham i Mexico.
Fernando ser dette, men alligevel vender han tilbage til hende igen og igen. Er det af ren desperation? Eller er det virkelig en form for kærlighed?
Det spørgsmål stiller ’Drømme’ uden at læne sig ind i følelserne. Med sin tilbageholdte, kølige og statiske kameraføring er filmen noget så selvmodsigende som et distanceret melodrama.
’Memory’ havde samme minimalistiske stil, men vakte alligevel publikums følelser i kraft af Chastain og medskuespiller Peter Sarsgaards nuancerede præstationer som de to ødelagte, men kærlige karakterer. Til sammenligning forekommer persondramaet i ’Drømme’ mere karikeret, fordi helt igennem usympatiske Jennifer ikke har nogen formildende sider.
’Drømme’ begår fejltagelsen ikke at vise os hovedpersonernes første møde og spirende forhold. Vi kastes direkte ind i relationen seks måneder senere uden faktisk at have forstået, hvorfor de to parter indgik i denne romance, og hvad der er på spil, når forholdet krakelerer. »Vi var lykkelige i Mexico«, siger Chastain, og det gad vi egentlig godt have bevidnet med egne øjne.
Måske er det en pointe i sig selv, at deres relation udelukkende er defineret af Jennifers magt over Fernandos fremtid. En lignende immigrantfortælling har Milad Alami allerede forløst mere nervepirrende med sin danske debutfilm ’Charmøren’.
Franco giver os heller ikke den realistiske immigrantfortælling, som den uhyggelige åbningsscene giver forventninger om. Her følger vi Fernandos ankomst til USA i en klaustrofobisk tætpakket lastbil fyldt med latinamerikanske migranter, nordamerikanske drømme og råb om hjælp.
Instruktøren slipper dette spor for i stedet at lade den giftige kærlighedsrelation og fortællingen om klasse, hudfarve og udnyttelse tage styringen – og en barsk drejning.
Det gør ikke ’Drømme’ uvedkommende, men filmen fungerer bedst på et allegorisk plan.
Kort sagt:
Den mexicanske provokatør Michel Franco er tilbage med et barskt og distanceret melodrama, som serverer iskold samfundskritik, men aldrig giver publikum en følelsesmæssig forankring.