The Fratellis – på godt og ondt

Det er altid guf for en musikanmelder, når upcoming bands bevidst bruger gyldne arvestykker fra musikhistorien til at fortælle om, hvem de selv er, og hvor de befinder sig i forhold til de oceaner af nye bands, der ser dagens lys.

Skotske The Fratellis er et klassisk eksempel. De har rodet godt i den tunge bagage fra de hedengangne punkdage, og lånt lidt fra et vist New Yorker-band, hvor medlemmerne alle bar samme efternavne.

Nuvel, de tre gange Mr. Fratelli udgav for nyligt deres første fuldlængder, ‘Costello Music’, og fik i den forbindelse en vis portion engelsk medie-hype til at løbe deres karriere i gang. Og som forventeligt var det også primært materiale fra det album, gruppen spillede sig igennem den times tid koncerten varede.

Dog blev det aldrig rigtig det brag, man kunne have håbet på, for gruppen manglede simpelthen at tilsætte en helt basal ingrediens, nemlig interaktion. Der var passager undervejs, der som sådan var okay, men hverken bandmedlemmerne imellem, eller i forhold til publikum, opstod der på noget tidspunkt en forbindelse eller nærvær, der kunne bringe koncerten udover det gennemsnitlige.

Hver især hamrede de af sted på deres respektive instrumenter, ja nogle gange så hurtigt, at det rent faktisk lød som om de ikke selv kunne følge med det tempo, de satte. Heldigvis var der momenter, der rent faktisk fungerede musikalsk. Det drillende og legesyge ‘Got My Nuts From A Hippie’ var ren fryd for ørene, ligesom covernummeret af Goldfrapps ‘Ohh La La’ var vidunderligt ironisk og tungt. Og når Jon Fratelli undervejs lod sin guitar flirte let med blues-elementer, ja så gav det hele egentlig ganske god mening.