Rosalía skal ikke undskylde for, at hun godt kan lide Picasso

KOMMENTAR. For få dage siden delte den spanske stjerne Rosalía en tre minutter lang videoundskyldning på TikTok.

Videoen er på spansk, men selv for én, der kun besidder et beskedent greb om det smukke sprog, er det svært at misforstå den brødebetyngede alvor i Rosalías stemme. Katolik som hun er, ved hun præcis, hvordan en undskyldning skal skæres. 

I modsætning til i den katolske skrifteskol – hvor den slags kan ordnes med 53 ’Ave Maria’ og seks ’Fader vor’ – kan man dog langt fra være sikker på at opnå syndsforladelse, når man som Rosalía skal tigge om den, ikke fra en præst, men fra de sociale mediers offentlighed. 

Hendes forbrydelse? At have formastet sig til at udtrykke sin kærlighed til en af verdenshistoriens mest elskede, anerkendte og indflydelsesrige malere, Pablo Picasso. 

Undskyldningen kom på baggrunden af et interview med den argentinske forfatter Mariana Enríquez, hvor samtalen faldt på det udødelige spørgsmål om forholdet mellem kunstner og værk.

»Jeg har intet problem med at adskille kunstneren fra kunsten«, udtalte Rosalía og tilbød herefter et eksempel:

»Jeg kan virkelig godt lide Picasso. Jeg elsker ham. Hvis jeg havde kendt ham, havde jeg måske kunnet lide ham, men sikkert ikke med alt det, der bliver sagt om ham, taget i betragtning. Vi ved det ikke, og uanset hvad spiller det ingen rolle. Jeg kan stadig lide hans værker«. 

Det skulle hun dog aldrig have sagt. Helt forventeligt gik der ikke længe, før hypermoralske internetkrigere fik slået fast, at Picasso var et misogynt røvhul, hvis kunst hører til på historiens mødding, og krævet, at Rosalía undskyldte for sine uforsvarlige udtalelser. 

Og lige så forventeligt gik der ikke længe, før Rosalía underdanigt måtte bede om tilgivelse fra de fans, som hendes ord måtte have såret: »Det er sandt, at jeg lavede en fejl. I har fuldstændig ret. Tak, fordi I påpegede det. Jeg vil forsøge at lære mere«, lød det.

Det tomme hylster

Efter alt at dømme var Picasso en dybt usympatisk narcissist, der udnyttede kvinder som udskiftelige muser i sin kunstneriske proces, hvorefter han forkastede dem igen med nådesløs ligegyldighed. 

»Han tæmmede dem, forheksede dem, fortærede dem og knuste dem udover sit lærred. Efter at han havde brugt mange nætter på at tappe deres essens, ville han, når der ikke var mere tilbage, forlade dem igen«, har hans barnebarn Marina Picasso blandt andet formuleret det. 

Både Picassos romantiske partnere og hans børn har beskrevet de følelsesmæssige ar, som hans ekstreme egoisme efterlod dem med – nogle har endda talt om følelsesmæssig vold. De vidnesbyrd hører naturligvis med til fortællingen om Picasso.

Men adskillelsen af kunstner og værk handler ikke om, at store kunstværker undskylder utilgivelig opførsel, men derimod om, at store kunstværker ikke tilhører kunstneren, men folket. Om at kunstværker er meget større end det menneske, der tilfældigvis har frembragt det. 

På sit nyeste album, det enestående orkesterværk ’Lux’, synger Rosalía inspireret af middelalderens store mystikere om »la divina buidor« – katalansk for »den hellige tomhed« – idéen om at tømme sig selv, så gud kan fylde tomrummet ud. 

I forbindelse med udgivelsen af albummet udtalte hun til The Guardian, at kunstnerens rolle er at lade sin egen person træde i baggrunden for i stedet at være »en kanal, et tomt hylster«, som det fremmede – det guddommelige, livets store mysterier – kan materialisere sig igennem. 

Det er svært at forestille sig et mere glødende forsvar for netop idéen om adskillelse af kunstner og værk. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Fansenes jerngreb

I 2023 beskrev Soundvenues Sofie Kock Aukdal, hvordan popstjerner i dag er konstant afhængige af deres fans’ nåde, og hvordan fans dermed holder stjernernes skæbne i et jerngreb. 

I takt med at musikeres muligheden for at knytte bånd til deres fans på sociale medier er blevet langt større, er muligheden for, at fansene kapper båndet, også vokset tilsvarende, forklarer hun. Og hvor musikstjerner før i tiden var uopnåelige idoler, som kunne tillade sig det meste, har de i dag bare at rette ind, hvis de vil beholde fansenes gunst. 

Det så vi, da Taylor Swifts fans ligefrem krævede, at hun holdt op med at date den problematiske bad boy Matty Healy. Eller da Chappell Roan tillod sig at sætte grænser for sine fans, for eksempel ved at nægte at tage billeder. Det kunne hun godt glemme alt om, lød svaret fra mange fans.

Det er præcis samme mekanisme, der er på spil, når Rosalía føler sig presset til at undskylde for sin kærlighed til Picasso malerier – og forklare, at den altså ikke betyder, at hun deler hans syn på kvinder.

Ingen kan fortænke kunstnere i at frygte internethobens vrede, men jeg ville alligevel ønske at Rosalía turde stå fast. Dels fordi der er noget uklædeligt i den servilitet, stjerner har det med at lægge for dagen, når de tigger deres fans om tilgivelse.

Men især fordi netop Rosalía – når hun undskylder for at insistere på adskillelsen af kunstner og værk – giver køb på netop det ideal om kunstens overskridelse af kunstneren, som hun har brugt de sidste måneder på at prædike.