’Nirvanna the Band the Show the Movie’: Et hysterisk morsomt mirakel af en komedie

’Nirvanna the Band the Show the Movie’: Et hysterisk morsomt mirakel af en komedie
'Nirvanna the Band the Show the Movie' (Foto: Rio Pictures)

FILM. Det forekommer næsten naturstridigt, men ’Nirvanna the Band the Show the Movie’ er et lille mesterværk.

Filmen bygger videre på webserien ’Nirvana the Band the Show’ fra 2007-09, som efterfølgende blev til en regulær tv-serie med titlen ’Nirvanna the Band the Show’ i 2017.

Fænomenet er skabt af canadiske Matt Johnson og Jay McCarrol, som også selv spiller hovedrollerne. De er fiktionaliserede udgaver af sig selv, der jagter et gennembrud med deres tomandsband Nirvanna the Band, og som med den ene vanvittige plan efter den anden forsøger at lande et gig på det lokale spillested The Rivoli.

(Den rigtige) Matt Johnson har desuden instrueret spillefilmene ’The Dirties’ og ’Operation Avalanche’, inden han i 2023 høstede store roser for den glimrende biopic ’Blackberry’. På baggrund af succesen fik han skrabet to millioner dollars sammen til filmversionen af sit gamle hjertebarn.

‘Nirvanna the Band the Show the Movie’ (Foto: Rio Pictures)

Det er dog formentlig de færreste herhjemme, der kender til ’Nirvanna the Band’-universet på forhånd. Men bare rolig: Det er på ingen måde nødvendigt for at nyde filmen.

Præmissen bliver tydeligt opridset i indledningen, hvor man først ser et klip fra 2008. Her pitcher Matt sin såkaldte flyers-plan, som han er overbevist om kan få bandet på The Rivolis plakat allerede samme aften.

Herefter springer vi til år 2025, hvor Matt på ny garanterer, at hans seneste påfund, faldskærmsplanen, bliver vejen til det forjættede spillested. Denne gang skal det nok lykkes, bedyrer han, mens Jay troligt, om end en smule skeptisk, følger efter.

Mens faldskærmsplanen udfolder sig, bliver man overbevist om, at man er vidne til noget ganske særligt.

Planen går ud på, at de med faldskærm på ryggen skal springe ud fra det 550 meter høje CN Tower, lande på et nærliggende stadions baseballbane og fortælle publikum, at de skal spille på The Rivoli om aftenen. For så er spillestedet jo nødt til at booke dem, lyder rationalet.

‘Nirvanna the Band the Show the Movie’ (Foto: Rio Pictures)

Med sig har Matt og Jay to kameramænd, som filmer deres gøren og laden. Filmen er dermed en art mockumentary, og mange af scenerne er optaget i offentligheden uden tilladelser og med almindelige civile mennesker som tilskuere og medspillere, lidt i stil med ’Borat’.

Rejsen til bygningens top er derfor rig på undrende ansigter og reaktioner. Særligt Matts interaktion med en CN Tower-securityvagt, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor han dog har en kabeltang i lommen, er sandt impro-guld.

Selvom tonen er ovenud gakket, skaber mockumentary-grebet desuden en følelse af autenticitet, som gør scenen på toppen af den tårnhøje bygning mere hæsblæsende end 99 procent af alle actionfilm – og akut højdeskrækfremkaldende.

Det giver ikke altid mening, hvor kameramændene befinder sig, men den slags høje krav til mockumentary-genrens logistik kan man med fordel bare lukke ned for.

‘Nirvanna the Band the Show the Movie’ (Foto: Rio Pictures)

Faldskærmsplanen mislykkes desværre, men der går ikke længe, før Matt er klar med en ny: Tidsrejse-planen!

Han vil snøre The Rivoli ved at foregive at være tidsrejsende, og i bedste ’Back to the Future’-stil begynder han at ombygge bandets autocamper til en tidsmaskine.

Samtidig er Jays tålmodighed med de evindelige mislykkede planer ved at slippe op.

Da det viser sig, at tidsmaskinen rent faktisk virker, bliver Matt og Jay ved et uheld sendt tilbage til 2008. Her støder de på tidligere versioner af sig selv – hvilket enhver ’Back to the Future’-kender ved, man skal passe på med.

Det kan især blive farligt, hvis ens venskab er tyndslidt, og man ikke er tilfreds med det liv, man er endt med.

Scenerne er skabt ved at inkludere gamle optagelser fra webserie-dagene, og det fungerer på utroligste vis fuldstændigt gnidningsfrit. At en film til to millioner dollars lykkes med en så ambitiøs præmis, er et slags mirakel.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tidsrejse-komponenten er desuden eminent i den scene, hvor det går op for Matt, at de befinder sig i 2008.

Vennerne vælger nemlig at tage til en biografvisning af ’The Hangover’, og da en stærkt homofobisk ”joke” rammer lærredet, bryder hele salen ud i hysterisk latter, mens Matt kigger sig forfærdet omkring.

Scenen fungerer som en kommentar til, hvordan verden har udviklet sig siden 2008, samtidig med at den subtilt stikker til ’The Hangover’-instruktør Todd Phillips’ tåbelige udtalelser om, at komediegenren er død på grund af woke.

Med ’Nirvanna the Band the Show the Movie’ viser Matt Johnson og Jay McCarrol, at man stadig sagtens kan lave stor komik, hvis man bare har originale idéer og en eksplosiv fortællelyst.


Kort sagt:
’Nirvanna the Band the Show the Movie’ er et fandenivoldsk lille komedie-mesterværk, der burde være umuligt at lave.

‘Nirvanna the Band the Show the Movie’. Spillefilm. Instruktion: Matt Johnson. Medvirkende: Matt Johnson, Jay McCarrol. Spilletid: 100 min. Premiere: Kan ses i biografen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af