’Aphaca: Brug for hinanden’
Havde man brug for bekræftelse på, at Aphaca har spillet sig direkte ind i den danske folkesjæl, blev den et års tid gamle ’En drøm om et menneske’ stemt ind som nummer 27 på DR’s store afstemning om de bedste danske sange nogensinde.
Det var med andre ord god timing, at dokumentaren om gruppens vej mod gennembruddet landede i år. ’Skjold & Isabel’-instruktør Emil Næsby Hansen havde været på rette tid og rette sted, fra københavnerdrengenes første store pladekontrakt til status som landets største band.
Nænsomt og empatisk fangede han Aphaca både som fællesskab og individer, inklusive den følsom- og lydhørhed, der er blevet deres varemærke.
Resultatet var en dokumentar, der givetvis vil blive set i mange år frem, og i nye lys, efterhånden som Aphaca masserer sig videre ind i nationens åndsliv.
Kan ses på DR i en serieudgave. Læs Soundvenues anmeldelse.
’Begyndelser’
Jeanette Nordahl fulgte op på det lovende fynske gangsterdrama ’Kød og blod’ med et både hårdt og livsbekræftende drama om tilværelsens ukontrollerbare kraft og uventede veje mod nye begyndelser.
Trine Dyrholms akademiker får en blodprop, der ganske ubelejligt rammer, just mens hun er ved at blive skilt fra sin mand Thomas, spillet af David Dencik.
Hendes langsomme vej tilbage til fysisk og mental førlighed trækker tænder ud, men skaber også en nyfunden ømhed i det knagende ægteskab, og det er denne fintfølende fornemmelse for de kringelkrogede retninger, vores livsbane består i, som gør Nordahls fortælling særlig.
Instruktøren undlader at smøre tykt på melodramaet, men giver os i stedet alt fra en brutal remouladescene til en sjældent fin sexscene. Og først og fremmest giver hun sine to hovedrollestjerner, ’En soap’-kollegaerne David Dencik og Trine Dyrholm, mulighed for at spille sig ud, så det er en udelt fornøjelse.
Kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
’Danmarks næste ungdomsserie’
Mens DR stort set har aflivet ungdomsserien, er det godt, tomrummet kan udfyldes fra uventet kant.
Det skete i april fra ungdomsmagasinet SEIN, endda med den krølle på halen, at serien handler om forsøget på at skabe Danmarks næste ungdomsserie.
Viola Teglers Wahlberg og Mille Marie Starklint iscenesætter således sig selv i en vellykket mockumentary, hvor de ud fra en meget løs idé vil lave serien, der definerer deres generation – dokumenteret undervejs på kamera af deres ven.
Desværre appellerer deres første teasen på Instagram mest til 65+segmentet, så noget må ske. Og duoen rammer hovedet på sømmet i det entitlede makkerpars blanding af storskrydende selvtillid og total naivitet.
Københavnerstereotyperne er syleskarpe, og ikke mindst det akavede forsøg på at indspille en sexscene med Sebastian Kanani er herligt tvetydig.
’Danmarks næste ungdomsserie’ definerer måske ikke ligefrem en generation, men den laver i hvert fald kærligt og komisk sjov med den.
Kan ses på seinmag.dk. Læs Soundvenues anmeldelse.
’De bedste år’ sæson 2
Det kan godt være, Millang-brødrene indimellem skruer plotforviklingerne op til et ’Klovn’-agtigt niveau, som de ikke helt havde behøvet.
Men det ændrer ikke på, at de med TV 2-satiren over det moderne børnefamilieliv har skabt det, som føles som en nyklassiker. En ofte hylende morsom og skræmmende rammende skildring af den følelse af kaos, eksistentiel uro og kvaste drømme, som utvivlsomt vækker genklang i mange stuer rundt omkring i landet.
Magnus Millang og Stephania Potalivo er både genkendelige og unikke i hovedrollerne, Lars Brygmann og Ditte Hansen er muligvis de sjoveste svigerforældre nogensinde, og vi er med på den mest irriterende polterabend længe med en lysende Kristoffer Eriknauer i rampelyset.
Men vigtigst: Midt i al satiren er man aldrig i tvivl om, at serien har hjertet med.
Kan ses på TV 2 Play. Læs Soundvenues anmeldelse.
’Hjem’
Med sin første spillefilm fortalte Marijana Jankovic et stykke danmarkshistorie, der har fået alt for lidt spotlys: historien om de østeuropæere, der kom til Danmark for at arbejde i 90’erne med håbet om et bedre liv i kufferten.
Udgangspunktet var skuespillerens egen familiehistorie, som hun tidligere havde skitseret et hjørne af i kortfilmforstudiet ’Maja’. Her udfoldet til fortællingen om Dejan Cukic’ familiefar, der tager den hårde beslutning om at søge lykken i forjættede København med hustru og datter – men uden to sønner, som efterlades hjemme i Montenegro.
Cukic har sit livs rolle som den plagede mand, der tager barske beslutninger med gode intentioner, og synsvinklen gennem den unge Maja skitserer smukt, hvor svært det er at gøre et nyt land til sit eget.
Filmens epilog kunne man måske godt have undværet, men det skal ikke overskygge, at Jankovic stempler ind som instruktør med en blanding af mådehold og følsomhed, som rammer i solar plexus.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
’Ilden vandet jorden luften’
Hvordan kan filmmediet involvere sig aktivt i klimakrisen? Det har den danske instruktør Phie Ambo fundet et svar på med sin række af dokumentarfilm, der belyser klimaforandringerne fra forskellige vinkler.
I sin nyeste film samler hun netop flere forskellige vinkler i én og samme film, og til det formål har hun slået pjalterne sammen med instruktørkollegaer fra Sverige, Norge og Færøerne. De fire instruktører bidrager med hver deres fortælling – fra en ung miljøminister på Færøerne til bekymrede borgere i Norge.
Ikke alle fire spor er lige spændende, men de er til gengæld smukt bundet sammen af en poetisk voiceover, der fra fremtiden fortæller om, hvor godt det var, at nogen nåede at handle i tide. Man spekulerer på, om det vil ende som en utopi.
Den bedste fortælling i filmen er Ambos egen fra den lille ø Skarø, hvor beredskabschefen Bjarne går fra at afvise vandstigningernes trussel med jokende arrogance til bogstaveligt talt at stå midt i stormen – og blive ramt af nye erkendelser.
Til sammen er ’Ilden vandet jorden luften’ et både intimt og eftertænksomt tværnordisk opråb.
Afventer streamingpremiere. Læs Soundvenues anmeldelse.
’Jenny: En historie om Lydmor’
Der sker meget i de fem år, hvor den danske dokumentar skildrer musikeren Jenny Rossander, også kendt som Lydmor. Hun laver det roste album ’Nimue’, hun debuterer som romanforfatter, hun bearbejder sine egne oplevelser med et hemmeligt forhold i begge – og så bliver hun kæreste med manden bag kameraet, Sebastian Cordes.
Refleksionen over fortidens oplevelser, og over en generelt sexistisk branche, får nerve og nærvær i kombination med den romance, der spirer. Filmen lægger kortene på bordet og vender den overraskende udvikling til en fordel, kulminerende i stærke og sårbare koncertøjeblikke. Som Soundvenues Morten Kildebæk skrev i sin anmeldelse:
»Dokumentaren værner om Jenny Rossanders perspektiv med et loyalt, men også ærligt, intimt og upoleret indblik i al den tvivl, smerte, glæde og skaberkraft, som strømmer ud af hende«.
Afventer streamingpremiere. Læs Soundvenues anmeldelse.
’King’
Ali Sivandi har lagt liv, sjæl egne penge og vennetjenester i realiseringen af sit passionsprojekt ’King’. Serien fik en bumlet start og blev blandt andet udskudt på grund af den fængselsdømte rapper Jamaikas medvirken. Men ud kom den – og overbeviste med en fin og lavmælt fortælling fra blokken.
Med udgangspunkt i den unge Yasin og hans flirten med det kriminelle miljø på Vestegnen kan det godt være, at vi havde set mange af konturerne før. Men bag gangsterdramaet lå en nænsom skildring af det miljø, den udspillede sig i. Af familierne, venskaberne og de drømme, der så hurtigt kan forvandles til mareridt, hvis man tager de forkerte valg.
Som Soundvenues anmelder Damla Erdölek skrev: »Det er i opløsningen af venskaber, i mistilliden og i tabet af identitet, at ’King’ finder sin egentlige nerve«.
Kan ses på TV 2 Play. Læs Soundvenues anmeldelse.
’Vægtløs’
Emilie Thalunds flotte debut var både en film om grooming og om kropsusikkerhed, men det var heldigvis ikke en film, hvor man følte, at tematikkerne overskyggede for hverken historie eller hovedperson.
Sidstnævnte hedder Lea, som tager på sommerkoloni for at tabe sig og få nye venner. Et af de nye bekendtskaber er pædagogen Rune (Joachim Fjelstrup i en præstation, der er svær at ryste af sig), som charmer med sin afslappede surferattitude, men siden blotter sit sande ansigt.
Det sker i oprigtigt rystende scener, ikke fordi de er voldsomt eksplicitte, men fordi de filtreres gennem Leas håbefulde blik.
Marie Helweg Augustsen er intet mindre end sublim i hovedrollen, og takket være hendes præstation, Thaluns sanselige fortælleevner og det præcise manuskript kommer vi helt ind i hovedet på hendes følelser af alt fra selvhad til længsler af såvel kropslig som åndelig karakter.
Kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
’Slangedræber’
Sjældent har vi set en så rå og brutal serie på dansk grund som Anders Ølholms ’Slangedræber’ om den hårdhændede politienhed Uropatruljen, der gjorde Vesterbro og omegn både mere sikker og usikker i 80’erne og 90’erne, før nogen sagde stop.
Pilou Asbæk var en karismatisk omvandrende desperado som gruppens leder Brian ”Smiley” Petersen, og serien bragte os effektivt og veldrejet ind midt i den vanskelige kompleksitet, der omgav hans tvivlsomme metoder, så vi både forstår og et stykke hen ad vejen sympatiserer.
Portrættet af datidens København stod skarpt, som thriller var serien hæsblæsende til sidste sekund, og i sine bedste øjeblikke mindedes man gadens svære dilemmaer a la ’The Wire’ og ’The Shield’.
Meget godt gået af en dansk serie på sølle fire afsnit.
Kan ses på Prime Video. Læs Soundvenues anmeldelse.
’Stein Bagger og grådighedens ansigter’
Mens dokudramaet var ved at sidde fast i en rille af overspil og kiksede parykker på DR, genopfandt Christian Sønderby Jepsen og Mira Jargil formularen med et kækt metavink i deres Stein Bagger-dokumentar over tre afsnit.
Serien vævede sig elegant ind og ud af fiktionen som en betoning af netop Baggers evner som fortæller, der var centrale for hans svigefulde maskerade. Kristoffer Eriknauer var perfekt som det både charmerende og desperate enigma af en svindler.
I sidste ende kom der måske lovlig lidt nyt ud af den spegede fortælling, men medrivende og velfortalt var det, fra Baggers første spinkle manipulationer til hans opsigtsvækkende fald.
Kan ses på TV 2 Play. Læs Soundvenues anmeldelse.
’The Oligarch and Art Dealer’
Det er kunstverdenen fra sin på én gang mest ublu og lyssky side, der kommer for en dag i Andreas Dalsgaards ambitiøse dokumentarserie ’The Oligarch and the Art Dealer’, der ved DR-premieren fik den lidt mere generiske titel ’Velkommen til pengeland’.
Originaltitlens kunsthandler er schweiziske Yves Bouvier, som i 2017 solgte det angivelige Da Vinci-maleri ’Salvatore Mundi’ til intet mindre end 2,8 milliarder kroner, som skilret i ’The Lost Leonardo’ med manuskript af selvsamme Dalsgaard.
Bouvier handlede kunst for den russiske oligark Dmitry Rybolovlev, som dog føler sig snydt for alle pengene. Og slagsmålet mellem de to udrulles detaljerigt, så hele branchens dårligdomme også kommer for en dag. Rybolovlev spøger i baggrunden, mens Bouvier er en bedragerisk fascinerende interviewperson foran kameraet. Som Soundvenues Morten Kildebæk skrev i sin anmeldelse ved CPH:DOX-premieren:
»’The Oligarch and the Art Dealer’ giver et uhyggeligt og forargende indblik i en lukket verden for de allerrigeste, som kan gøre lige, hvad de vil gennem lukkede netværk og vennetjenester«.
Kan ses på DR. Læs Soundvenues anmeldelse.
’Tingbjerg Eksperimentet’
Sjældent har to afsnits dokumentar affødt så stor en parade af forargelse, debatindlæg og udbasunering af ledige synspunkter. De nyslåede Tingbjerg-beboeres krav til LGBTQ-inklusion, idéer om mikrobryggerier og manglende kontakt til områdets eksisterende beboere skabte latterliggørelse i en grad, at det nærmede sig voksenmobning.
Om instruktør Louise Detlefsen havde solgt sine deltagere til stanglakrids kan diskuteres, men man kommer ikke uden om, at hun med simple virkemidler og en virkelig stærk case satte presserende emner på dagsordenen med en effektivitet, der viser, hvorfor tv bare er og bliver mere gennemslagskraftigt end lange afhandlinger og filosofisk refleksion kommer til kort.
’Tingbjerg Eksperimentet’ var kort sagt rasende godt tv til tiden.
Kan ses på DR. Læs Soundvenues anmeldelse.
’Uniformen’
Dramaserier eller fiktion blev ikke nævnt med ét ord i DR’s nye strategi, bemærkede den erfarne Nordisk Film-chef Katrine Vogelsang i et debatindlæg i Politiken, og man kan kun dele hendes bekymring.
Fiktion bør være et flagskib hos public service-mastodonten, for de prioriterer bare andre typer fortællinger end konkurrenterne hos Netflix og Amazon, hvilket halvårets store DR-dramaserie også var et fint eksempel på.
’Uniformen’ om presserende temaer på Politiskolen var en mestendels vellykket fortælling med udgangspunkt i en sag om en elevs drab på en ung mand efter værtshusoptøjer.
Det var ikke alle spor eller årsagssammenhænge, der stod lige skarpt, men det centrale dilemma var flot og spændende skåret, og folk som Soheil Bavi, Lena Maria Christensen, Clara Rosager og Marco Ilsøe leverede fængende skuespil.
Kan ses på DR. Læs Soundvenues anmeldelse.
’Vores løfte’
Danmark fik sin første store biograffilm til det brede publikum om MeToo og efterdønningerne heraf. Pernille Fischer Christensen satte en fortælling i scene, hvor man ser lavinen af en MeToo-storm rulle fra den anklagedes egen families perspektiv, og intelligent lod instruktøren os se sagen fra adskillige forskellige synsvinkler, før hun eftertrykkeligt naglede pointen fast.
I fokus stod Danica Curcics tidligere svømmestjerne og Lars Ranthe som hendes mand og tidligere træner, og i begges konfrontation med virkeligheden – fornægtelse såvel som erkendelser – fremtvang filmen et overbevisende drama med stof til eftertanke.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.