DEN NYE KÆRLIGHEDSSANG. »Damn, I love the burning of the dagger / From the words that you say«.
Selvfølgelig starter Beyoncé en hidsig klub-banger ud med en tveægget reference, der kunne høre hjemme i en middelaldervise.
Kærligheden er et glødende spyd, man kan brænde sig på. Og det har Beyoncé edderdytme skrevet mange sange om. Men på ‘Cozy’ – og resten af 2023-albummet ‘Renaissance’ – fik dansegulvsfløjten en anden lyd.
Her kastede Beyoncé sig ud i at lave sveddryppende og hamrende liderlige klub-bangers. Men der skete også en anden ting.
På hits som ‘Independent Women’, ‘Run the World (Girls)’ og ‘Me, Myself and I’ har den gode Queen B længe sunget om at være selvstændig og ligeglad med omverdenens vurderinger. Men musikalsk og retorisk udlever hun det først for alvor på nummeret ’Cozy’.
En insisteren på komfort
‘Cozy’ er en kærlighedssang til tiden, fordi den vender blikket indad og giver plads til en kærlighed, der har fået mere taletid de seneste år, men som mange stadig bøvler med, nemlig kærligheden til sig selv.
2010’ernes popmusik var stærkt præget af en girlboss-feminisme, som Beyoncé selv må siges at have været bannerfører for. Buzzwords som empowerment, body positivity og selvtillid i tiende potens føltes nødvendige, hvis man skulle kategoriseres som en selvelskende kvinde.
Det blev et hårdt og nærmest performativt selvrealiseringsarbejde at holde af sig selv.
Men ægte selvkærlighed kan ikke vindes med udefrakommende, citat-venlige statements og endda ikke med Beyoncés sprøde vokalriff fra Nicki Minaj-samarbejdet ’Feeling Myself’. Den kommer et roligt sted indefra med dybe åndedrag – det viser ’Cozy’.
Her kræver Beyoncé hverken den powerhouse-mentalitet eller kampgejst, som man finder på ‘Formation’ eller ‘Flawless’. Nej, hun insisterer derimod blot på at være »comfortable in my skin / cozy with who I am«, mens det tilbagelænede, tunge beat giver én lyst til at sænke og ryste skuldrene.
I en verden, hvor kvinder bliver ved med at få at vide, at de skal elske sig selv på en højlydt, selvoptimerende og udseendemæssig måde, er det noget af et power move at lave sådan en selvkærlighedserklæring i form af en blød lænestol, man kan hvile sig lidt i.
En lænestol pakket ind i hårdtslående dance-elementer, vel at mærke.
Men ’Cozy’ handler ikke bare handler om den nyfundne ro i Beyoncés egen selvopfattelse. Budskabet om at elske og hvile i sin krop strækker sig længere ud og bliver et decideret politisk budskab.
I det rappende c-stykke spyer Beyoncé alle farverne i Progress pride-flaget ud – ja, hvem skulle tro, at verdens mest virgo-codede og polerede popstjerne ville udbryde ordene »pussy pink«?
Beyoncé virker mere ligeglad, mere løssluppen, og det er fedt at høre hende slippe tøjlerne, mens der samples små snippets fra aktivisten TS Madisons online rant ’B**ch I’m Black’.
Den lange vej til kropsfred
Misforstå mig ikke: Det virker bestemt ikke som a walk in the park for Beyoncé at være kommet dertil, hvor hun kontant i sit omkvæd kan synge: »I love myself, goddamn«.
Hun brolægger den smertelige vej til dér, hvor hun er i dag, med raplinjerne »Been down, been up, been broke, broke down, bounced back / Been off, been on, been back, what you know about that?«.
Og så spekulerer internettet på, om linjen »might I suggest you don’t fuck with my sis?« mon ikke refererer til, da Beyoncés søster Solange stak Jay-Z en af popkulturens mest kendte håndører i en elevator.
Med andre ord, så har vejen til kropsfreden ikke været lige og nem. Den har tværtimod været belagt med gentagende kommentarer om hendes offentlige person og ikke mindst en affære, der altså gjorde nas på flere eksistentielle niveauer, hvis man lytter til 2016-storværket ’Lemonade’.
Men heldigvis endte Beyoncé dér, hvor »she survived all she been through«. Og hun fortjener – ligesom alle andre, der har fået bøjet selvtilliden og -kærligheden af livet – at læne sig tilbage i sin krop, mens hun insisterer på bare at have det cozy.
Læs alle artikler i serien ‘Den nye kærlighedssang’ HER.