Grand Archives – flerstemmeri, fejl og fornemt fingerspil

Ydmyge. Sympatiske. Begge gloser var på manges solsprukne forårslæber efter Mat Brooke og hans tre underarmstatoverede venner i Grand Archives havde ladet aftenens sidste akkord lyde. De virkede i den grad sympatiske. Og ydmyge. Til tider næsten for meget.

Koncerten i Århus var blot bandets anden i Europa nogensinde. Det kunne ses og høres i settets start. Især forsanger Mat Brookes vokal virkede tilbageholdende og uforløst. Han virkede nervøs, sågar lidt genert, gennem de første mange numre, hvor den tynde, langskæggede mand var tavs mellem numrene og under dem stirrede direkte op i loftet. Det gjorde, at man halvvejs igennem endnu stod med sultne ører, efter at halvkedelige vokalharmonier var det eneste, der var blevet serveret.

Bandets øvrige medlemmer var dog mere snakkesaglige, og Lorenzo Woodrose-klonen bag trommerne, Curtis Hall, hyggede sig gevaldigt med jokes og fortællinger. Blandt andet om hvordan bandet havde forelsket sig i Faxe Kondi og nok blev nødt til at sende en kasse over Atlanten. Langsomt fik han og publikum Mat Brookes mund mere på gled, og så fortalte han også, at han havde været rystende nervøs op til koncerten.

Det var, hvad der skulle til, for resten af tiden var niveauet højt. Virkelig højt. Sjovt nok kom gennembruddet med et nyt nummer, hvor de stille melodier røg i baggrunden og i stedet blev erstattet med fart, brudte trommerytmer og en vokal, der næsten skar helt igennem. Derefter fulgte en coverversion af Jackson Brownes ‘Doctor My Eyes’, som lagde op til countryfest og uden tvivl tager prisen som aftenens bedste oplevelse. Og det var selvom, der sneg sig endnu en fejl ind i settet, da Mat Brooke ikke kunne få mundharmonikaen til at sidde korrekt, og resten af gruppen derfor måtte tage en ekstra runde.

Den tidligere Band of Horses-guitarist viste sig generelt glimrende på en guitar, og i størstedelen af settet imponerede han med fingerspil. Blandt på ekstranummeret ‘Loius Riel’, hvor han sang og spillede alene foran et lydløst publikum. Da bevidste han, at han ikke bare er ham fra Band of Horses, men at han var ham, der bare gjorde Band of Horses dét bedre.