Andrew Bird – fra barok til rock og tilbage igen

På en eller anden sær facon lyder Andrew Bird som en mand, der lige er dumpet ned fra forrige århundrede. Hans musik er ganske vist ikke bevidst arkaisk som eksempelvis M. Wards men fremstår alligevel, som om den hører mere til i barokkens tidsalder end rockens. Med sin unikke brug af violin, pizzicato, live-loops og fløjteri kan den amerikanske musiker og forvoksede vidunderbarn spille både klassisk, folk, avantgarde og sig selv helt op i de højere musikalske luftlag.

Koncerten på det fyldte og betagede Lille Vega vekslede fornemt og taktfuldt frem og tilbage mellem de små finesser og de store armbevægelser. Især den flotte publikums-pleaser ‘Fake Palindromes’ fra hovedværket ‘The Mysterious Production of Eggs’ og den dunkle ‘Effigy’ beviste, at Andrew Bird og bandet ikke ryster på hænderne, når de så yndefuldt bevæger sig i gråzonerne mellem det finurlige, måske endda finkulturelle, og den mere bredbagede rockmusik. Og så er det yderst sjældent, vi får lov til at gå fløjtende hjem fra koncerter, med det fikse fløjte-riff fra ‘Oh No’ flyvende ud i forårsnatten over Vesterbro.

Andrew Birds første koncert herhjemme var uden tvivl en oplevelse, der vil blive siddende i sjælen på de fleste. At hans musikalske talent enkle gange fremstod mere imponerende end hans evner som performer, ændrer det ikke det store på, at Andrew Birds optræden i Vega var af den slags, ingen i fremtiden burde gå glip af.