The Low Anthem – længselsfuld americana
»This song is about women losing their natural scent to factories«, proklamerer The Low Anthems forsanger godt og vel halvvejs inde i det amerikanske americana-bands koncert på et tætpakket Loppen. Og netop det naturlige og det af teknologien uberørte er centrale temaer denne aften, hvor der bliver dykket ned i en musiktradition, der forsager moderne rockinstrumentering.
Bevares, der bliver da spillet på trommer, elguitar og elbas undervejs, men musikkens egentlige fundament beror på mere antikke instrumenter. Jeg nævner i flæng: Banjo, spillemandsviolin, sav, trædeorgel, klarinet og valdhorn! En broget samling der emmer af patina og vemod, og som alle fire bandmedlemmer tilsyneladende behersker, idet de med største lethed bytter instrumenter mellem numrene, uden det på nogen måde forringer musikken, som koncerten igennem fremstår helt igennem underskøn, om end også stærkt traditionsbunden i passager.
Men det er jo også meningen med americana-genren, og under koncerten hører jeg et band, der på fornem vis væver amerikanske roots-genrer som folk, country, rhythm & blues og rock’n’roll sammen i et fintmasket net af stor skrøbelighed og inderlighed. Nuvel, de er måske ikke verdens mest snakkesaglige band, men de vælger i stedet at kommunikere med publikum gennem deres musik. En tilgang til koncertformen der i disse amerikaneres hænder fungerer sublimt.
Bedst eksemplificeret i de mange akustiske mellemspil, hvor en ældgammel mikrofon omkranset af de fire bandmedlemmer transmitterer deres smukt hjemsøgte fællessang ud til Loppens intime arkitektur. Det klinger på én gang sørgmodigt, længselsfuldt og fuldstændig mageløst. Ligesom koncerten.
