10. ’Enough Said’
På overfladen ligner ’Enough Said’ en let, hyggelig og sommervarm bagatel – en moden romantisk komedie med to uovertrufne skuespillere i form af Julia Louis-Dreyfus og nu afdøde James Gandolfini.
Men den har meget mere at byde på, end man normalt forventer af den type film, hvor modsætninger mødes og finder kærligheden trods komplikationer undervejs. Det er en eftertænksom film om at finde sig selv, når børnene flytter hjemmefra, og om at turde kærligheden frem for at se fejlene og manglerne.
Samtidig excellerer Nicole Holofceners film virkelig i sine bihistorier og -figurer, hvor Toni Colette, Catherine Keener, Ben Falcone og Tavi Gevinson lyser op og puster liv i hver enkelt scene, så filmen aldrig mister tempo eller nerve. En film fuld af humor, vid og varme – en livsklog sag formidlet med det letteste håndelag.
Læs vores femstjernede anmeldelse HER
9. ’Only Lovers Left Alive’
Bedst som man troede, at Hollywood havde suget allersidste bloddråbe ud af den hårdt prøvede vampyrgenre, trådte den gamle indie-mester Jim Jarmusch ind på scenen.
Tom Hiddleston og Tilda Swinton er perfekt castede som de to mange hundrede år gamle vampyrer Adam og Eve, der lever tilbagetrukne liv og let resignerede kigger på menneskehedens manglende evne til at udnytte dens potentiale.
Filmen foregår mestendels i Detroit, der er blevet et udtalt billede på vores civilisations forfald, og ud over at gentænke vampyrmyten er ’Only Lovers Left Alive’ en ofte vittig film fuld af ironiske pointers til, hvordan det i virkeligheden er vampyrer, står bag noget af verdenshistoriens største kunst.
Men først og fremmest er filmen en stemningsfuld og melankolsk refleksion over kunstens udødelighed og menneskets utilstrækkelighed – en tematik, man mærker kommer fra hjertet af renæssancemennesket Jim Jarmusch, som med sin stilbevidste, intellektuelt henslængte tilgang selv er en uddøende dyreart i filmkunstnernes rige. Skulle dette (mod forventning) blive hans sidste film, kan han absolut godt være det bekendt.
Læs vores anmeldelse HER
8. ’Gensynet’
At der kommer mange spændende ting ud af Sverige på filmfronten i disse år, står lysende klart, idet vi har hele to film fra broderlandet på denne top 10 over halvårets bedste film.
Anna Odells ’dokumentar’ udfordrer pirrende grænserne mellem fiktion og dokumentar, samtidig med at den fortæller en vigtig historie om konsekvenserne af mobning. Første halvdel af filmen består af hendes fiktive fortælling om, hvordan hendes folkeskoleklasses 20-års jubilæumsfest kunne have udspillet sig, hvis hun ellers var blevet inviteret. Det er den mest tåkrummende festscene på film siden ’Festen’.
I filmens anden halvdel konfronterer hun sine gamle klassekammerater med selvsamme festoptagelser – eller, det vil sige, det gjorde hun i virkeligheden. I filmen er det igen skuespillere, som spiller de virkelige klassekammerater, der ser på optagelsen, hvor andre skuespillere spiller de virkelige klassekammerater.
Det lyder forvirrende, og i sidste ende fortaber Odell sig også en smule i metalagene. Men det er stadig et originalt udtænkt koncept, som man umuligt kan gå uberørt fra, og som i den grad sætter tankerne i gang: Mobbede jeg selv? Har det haft konsekvenser? Er der noget, jeg kan stille op nu?
7. ’Snowpiercer’
Bruttolisten for denne top 10 er egentlig film, der har fået ordinær dansk premiere, og Bong Joon-hos sci-fi-film blev egentlig kun vist på københavnerfestivalen CPH PIX.
Men vi går på kompromis med vores egne regler, fordi festivalen valgte at vise filmen over hele landet en enkelt dag. Nå ja, og så først og fremmest fordi ’Snowpiercer’ bare er en møgfed film, for nu at sige det, som det er.
Filmen foregår i en fremtid, hvor verden er ramt af en ny istid, og de sidste mennesker lever i et højteknologisk lyntog, hvis kupeer er skarpt klasseopdelte. Underklassen gør oprør mod det fascistiske styre, og som i et computerspil bevæger vi os fra kupé til kupé frem mod styrehuset i en film, der trodser action- og sci-fi-filmens uskrevne logik og frydefyldt skifter tone og stil fra scene til scene.
Det gør ’Snowpiercer’ til en original og voldsomt energisk film, som både har træk af Terry Gilliams ’12 Monkeys’ og ’Brazil’ og Murnaus ’Metropolis’, men i sidste ende ikke rigtigt ligner noget andet, man har set. En visionær film fra et af Sydkoreas allerstørste instruktørnavne.
Læs vores femstjernede anmeldelser HER
6. ’Nebraska’
I USA (og for øvrigt også i Danmark) er der en tendens til, at man udstiller menneskene uden for de store byer som semiretarderede, indavlede landsbytosser. Og Alexander Paynes ’Nebraska’ falder i nogen grad i samme fælde.
Men samtidig er det en smuk, ualmindeligt morsom og hamrende velskrevet sag om den halvsenile mand Woody (Bruce Dern i sit livs rolle), der er overbevist om, at han har vundet en million dollars i lotteriet og insisterer på at hente gevinsten i Nebraska 1200 kilometer væk.
I knivskarp sorthvid skildrer Payne med vanlig skæv, tragikomisk humor den gnavne gamle mand, der stædigt forfølger en sidste drøm i sit liv. June Squibb, der spiller hans kone, er vanvittigt sjov og vel nok den mest perverterede pensionist nogensinde på film. Og lige så lattervækkende er – hvis man tager PC-hatten af – de to tumpede nevøer, som Woody og hans søn møder på deres færd.
’Nebraska’ er knap så sentimental som Paynes to forrige film, ’About Schmidt’ og ’The Descendants’, hvilket gør den til hans mest formfuldendte siden ’Sideways’.
Læs vores femstjernede anmeldelse HER
5. ’Vi er de bedste’
Det lunede helt ud i fingerspidserne at se svenske Lukas Moodysson tilbage på rette, hjertevarme spor efter de svært indadvendte, nærmest misantropiske bagateller ’Et hul i mit hjerte’ og ’Container’.
I sin nye film fandt han tilbage til den indlevende skildring af teenagetidens fortvivlelse, vildskab og identitetssøgen, som han så overlegent demonstrerede i debuten ’Fucking Åmål’. Det er en film, der viser, at man ikke behøver at have et stort ydre drama for at skabe medrivende filmkunst.
’Vi er de bedste’ handler om tre punkede outsider-piger, der danner et band, føler sig misforstået af deres forældre og ruller øjne af drengene i de grå og trøstesløse fattig-80’ere. Portrættet af de tre punk-piger føles ægte og nærværende i hver eneste indstilling, og Moodysson slår fast, at han er en af verdens bedste til at instruere børn. Det er umuligt at se ’Vi er de bedste’ uden at grine højlydt adskillige gange og tænke nostalgisk tilbage på sin egen tidlige teenagetid – også selvom man ikke var punkpige i 80’erne.
Læs vores femstjernede anmeldelse HER
4. ’Fortiden’
Asghar Farhadis iranske mesterværk ’Nader og Simin – en separation’ vandt en Oscar for bedste udenlandske film og blev udråbt til mesterværk kloden rundt. Og hvordan følger man lige op på sådan en succes?
Det gør man med en film som ’Fortiden’, instruktørens første film uden for Iran. Farhadi mestrer at fortælle vedkommende familiehistorier om skilsmisse, forældre, børn, løgn og fortielser umanerligt elegant, så man nærmest slet ikke lægger mærke til de komplekse synsvinkelskift, han foretager undervejs, og som akkumulerer til et fuldtonet, dybt nuanceret billede af begivenhederne.
Berenice Bejo fra ’The Artist’ er overbevisende som kvinden, hvis eksmand kommer på besøg fra Mellemøsten for at afslutte deres skilsmisse. I huset i den parisiske forstad bor i forvejen hendes børn fra et tidligere ægteskab og hendes nye kæreste, og i kulissen spøger denne kærestes ekskone, som ligger i koma. Et temmeligt kompliceret familiemønster, hvis relationer Farhadi udfolder med en intensitet, så man føler, man overværer en Hitchcock-thriller.
Læs vores femstjernede anmeldelse HER
3. ’Inside Llewyn Davis’
Coen-brødrenes film har altid været dystre, men i filmen om en søgende folkmusiker i start-60’ernes New York var det, som om pessimismen fik et ekstra lag. Måske fordi det er en af de Coen-film, der ikke springer ud i stump vold, men fokuserer på den såre menneskelige eksistens med afsæt i Llewyn Davis, hvis indadvendte, salvefulde musik synes at være forud for sin tid.
Instruktørerne tager sig god tid til folk-sangene, som bliver atmosfærisk udtrykt i kraft af Oscar Isaacs følsomme stemme og sørgmodige udtryk og Bruno Delbonnels sjælfulde billeder.
Som altid hos Joel og Ethan Coen er der forrygende bifigurer til overflod, fra John Goodman narkoleptiske Roland til Justin Timberlakes overkække Jim. Midt i det hele står Llewyn, en dybest set lidt usympatisk protagonist, hvis uprætentiøse attitude og sorgramte sjæl oven på makkerenss selvmord dog også stikker i hjertet.
En af Coen-brødrenes fem bedste film. Og det siger ikke så lidt.
Læs vores femstjernede anmeldelse HER
2. ’The Wolf of Wall Street’
Martin Scorseses børsmægler-film deler vandene, og nogle finder den for lang og dens perlerække af exces-scener for overflødige.
Men ’The Wolf of Wall Street’ bliver bare bedre og bedre ved gensyn. Det er en tour de force i tempo, energi og knivskarp timing, hvor Scorsese demonstrerer, at han har en skarpere rytmisk filmsans end måske nogen anden nulevende instruktør. Sammenlign ’The Wolf of Wall Street’ med ’American Hustle’, der på tilsvarende vis prøver at være skrue tempoet helt i vejret, blande komik og drama og være en overbevisende periodefilm – og bid mærke i klasseforskellen. Hvor David O. Russels film er ujævn som en bjergsti i Nepal, er ’The Wolf of Wall Street’ syleskarp i såvel enkeltscene som replik.
Tematisk bringer filmen måske ikke noget nyt til fadet i forhold til andre Scorsese-film om den besatte fascination af den amerikanske drøm, men nogle gange må man bare læne sig tilbage og nyde forestillingen med åben mund. Det er Scorseses bedste siden ’Goodfellas’ – og Leonardo DiCaprio har måske karrierens bedste rolle som ulven fra Wall Street.
1. ’Hende’
Årets store mesterværk i de danske biografer er Spike Jonzes film om en mand, der forelsker sig i sit avancerede styresystem.
Jonze formår noget meget usædvanligt med filmen: At ramme lige ned i en hyperaktuel tematik – vores nærmest patologisk tætte forhold til vores elektroniske devices – og samtidig forløse en universel fortælling: En kærlighedshistorie og en historie om en ensom, vingeskudt mand, der søger bekvemt nærvær uden de risici for at blive såret, et almindeligt forhold uundgåeligt fører med sig.
Når man dertil lægger et fuldstændigt gennemført visuelt univers, hvor storbymiljøet i den nære fremtid er blevet tweaket nøjagtigt så meget, at det virker fremmed og genkendeligt på én gang, et kongenialt melankolsk score fra Arcade Fire og en række pirrende filosofiske refleksioner lige under overfladen – ja, så har man en nyklassiker.
Læs vores seksstjernede anmeldelse HER
Læs også: Glem alt om ’Ringenes Herre’: Anderledes filmlocations, du bør besøge