Sublim selvironi: Skuespillere, der karikerede sig selv

Michael Keatons rolle i den Oscar-nominerede ‘Birdman’ har oplagte paralleller til skuespillerens eget liv. Og han træder ind i en perlerække af skuespillere, som har dyrket myten om dem selv på film.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. John Malkovich i ‘Being John Malkovich’

Metafilmens ukronede konge Charlie Kaufman har flere gange drevet gæk med sit publikum gennem sine snørklede manuskripter. Omkring årtusindeskiftet resulterede hans samarbejde med Spike Jonze i to virkelighedsfordrejende genistreger: ’Adaptation’ og ’Being John Malkovich’.

I sidstnævnte opdager John Cusacks dukkemager Craig en portal til skuespilleren John Malkovichs hoved på etage 7½ i en gråtonet kontorbygning. Efter en serie af skæve optrin tager Malkovich selv rejsen ind i sit hoved i et af de mere syrede momenter i nyere filmhistorie. Skuespilleren befinder sig pludselig på en restaurant med et utal af John Malkovich’er, der alle ytrer et og samme ord: »Malkovich!«.

Trods den megen Malkovich er der kun få paralleller mellem den virkelige og fiktive udgave af skuespilleren, ligesom hans skærmtid er begrænset. Det er ikke desto mindre en mindeværdig præstation, alsidig og aldeles modig. Der er dog skuespillere, som i højere grad har udstillet sig selv – se de næste sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Gloria Swanson i ‘Sunset Blvd.’

Billy Wilders mesterværk leger med konventionerne på mange planer (den fortælles af en død mand!), men i sin kerne er det en gribende dissektion af berømmelsens fordærv i englenes by. I hjertet af fortællingen ses Gloria Swanson som den fallerede stumfilmskuespillerinde Norma Desmond, der mistede stjernestatus som følge af lydfilmens indtog – akkurat som Swanson selv gjorde det.

Hendes overdramatiske skuespil understreger længslen efter dagene, hvor skuespil kun var kropssprog, og udstiller hende som et anakronistisk element i en ny æra. Parallellen til Swansons eget liv tilføjer vanviddet i hendes øjne en ekstra dimension og bidrager til at løfte ’Sunset Blvd.’ op blandt de største klassikere i amerikansk filmhistorie. Også andre filmlegender, som Cecil B. De Mille og Buster Keaton, medvirkede som sig selv.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Jean-Claude Van Damme i ‘JCVD’

Efter en lang karriere i den lavkulturelle ende af filmbranchen var det de færreste, der troede, at Jean-Claude Van Damme kunne spille skuespil. ’JCVD’ var filmen, der viste, at han kan.

Fortællingen om en falleret b-filmskuespiller med ægteskabelige problemer udmærker sig først og fremmest ved sin store ærlighed, da karakteren Van Damme har adskillige paralleller til den virkelige version – fra den falmende karriere over de turbulente skilsmisser til hans stofmisbrug. Og selvironien sidder ofte lige i skabet, som da skuespillerens agent resignerende forklarer, at Seagal landede endnu en rolle for snuden af ham: »He promised to cut off his ponytail«.

Filmen handler om et bankrøveri, hvor Van Damme er blandt gidslerne, og kulminerer i et genialt, seks minutter langt one-take, hvor kickbokseren spiller røven ud af bukserne i en hudløst ærlig meta-monolog. Scenens styrke ligger i, at Van Damme ikke blot uddriver sine dæmoner i fiktionens ramme, men samtidig synes at gøre det i virkelighedens verden.

Van Damme er hjælpeløst vattet i størstedelen af filmen, men han vågner op til dåd i kølvandet på monologen – som et symbol på det comeback, ’JCVD’ unægtelig var.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Joaquin Phoenix i ’I’m Still Here’

Der er delte meninger om Casey Afflecks kontroversielle mockumentary om Joaquin Phoenix’ rap-karriere og personlige deroute. Phoenix tog selvportrættet til en hidtil uset ekstrem, idet han omfavnede rollen som talentløs rapper i en sådan grad, at det var svært at afgøre, om det var en maske, eller om han netop havde ladet maskerne falde.

Set i bagklogskabens lys er det dog utroligt, at man overhovedet kunne få tanken, at Phoenix bare var sig selv. Han minder om Zach Galifianakis i en af sine mest øretæveindbydende roller.

Det kan diskuteres, om filmens undersøgelse af kendiskulturen i det 21. århundrede er så interessant, som den gerne vil være, men ’I’m Still Here’ er ikke desto mindre rig på underholdende øjeblikke – som da Letterman midt under sit interview med Phoenix spydigt kommenterer skuespillerens indelukkede facon: »We’re sorry you couldn’t be here tonight«. Og uanset hvad lagde filmen nye alen til den mytiske aura omkring Joaquin Phoenix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Peter Falk i ‘Himlen over Berlin’

Tungsindet hviler over Wenders’ overnaturlige beretning om livet i det splittede Berlin inden murens fald. De to engle, Damiel og Cassiel, skuer ned over en by af fremmedgjorte mennesker og lytter med, mens de reflekterer over tilværelsens problemer. Midtvejs gennem filmen vælger Damiel selv dødeligheden i ønsket om at opleve menneskelige følelser, og efter en monolog af selveste Columbo, Peter Falk, reinkarneres han som menneske – på godt og på ondt.

I ’Himlen over Berlin’ spiller Falk nok sig selv, men i samtalen med Damiel afsløres det, at han tidligere selv var en engel. Nu i menneskelig skikkelse beskriver Falk livets små glæder for englen ved en pølsevogn midt i Berlins beton-melankoli. Kontrasten mellem de deprimerende omgivelser og Falks optimistiske monolog understreger Wenders’ veludviklede blik for tilværelsens kontraster.

Falks hæse røst harmonerer perfekt med de tungsindige sort-hvid-billeder, og hans laissez-faire-attitude er medvirkende til, at det depressive univers får et tykt anstrøg af optimisme. Her blev tv-detektiven pludselig ophøjet til artfilm-kult.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Steve Coogan og Rob Brydon i ‘The Trip’

Få komiske makkerpar er så veloplagte som konstellationen Coogan-Brydon. I Michael Winterbottoms ’The Trip’ – og siden ’The Trip to Italy’ – tager komikerne på kulinarisk udflugt, først i det britiske lokalområde og dernæst i det frodige Piemonte.

Road movie-genren taget i betragtning er filmene forbløffende stillestående, men skuespillernes herlige had-kærlighedsforhold – og skarpe parodier på kendte filmpersonligheder – sørger for, at timerne alligevel flyver umærkeligt forbi. De er helt enkelt godt selskab.

Der er dog også plads til alvor midt i den ulogiske blanding af Michelin-mad og infantile imitationer. Hvor Coogan følte eksistensens tyngde på sine skuldre i ’The Trip’, har midtvejskrisen ramt Brydon i ’The Trip to Italy’. Med tanke på, at størstedelen af dialogen er improviseret, er det bemærkelsesværdigt, hvor naturligt komikerne jonglerer mellem barnlig humor og filosofiske refleksioner. Men måske skyldes det, at de blot spiller sig selv? Særligt Coogans selvportræt er i hvert fald befriende og dristigt arrogant.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Arnold Schwarzenegger i ‘The Last Action Hero’

Metateksten får en ekstra drejning i John McTiernans actionfilm om en Schwarzenegger-fan, som kastes ind i en af skuespillerens film og forsøger at overbevise ham om, at hans verden blot er fiktion. Det er en håbløs mission at opremse filmens virvar af twists and turns – det er en rodebutik uden lige – men som actionparodi med mere end et glimt i øjet er underholdningsværdien ikke sådan at kimse af.

Det er overflødigt at analysere Arnolds præstation som Arnold, for han gør blot det, han alle dage har gjort: spiller sig selv. Hvad der står i passet er underordnet, når først den østrigske actionhelt har lagt sin brovtende bodybuilder-attitude for dagen – selv om det nok kan vække undren, at hans karakterer ofte har amerikanske navne trods den tydeligt europæiske dialekt.

’The Last Action Hero’ er ikke på niveau med McTiernans drøm af en drengerøvsfilm, ’Predator’ fra 1987, men trods adskillige skønhedsfejl besidder den en vis nostalgisk værdi – i hvert fald for dem af os, der engang dårligt havde andet end Arnold-film i VHS-samlingen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Fritz Lang i ‘Le Mépris’ & Samuel Fuller i ‘Pierrot le fou’

Jean Luc-Godard har gjort en dyd ud af at tilsløre grænsen mellem fiktion og virkelighed i sit virke som filmmager. Hvor andre ser regler, ser han invitationer til at bryde dem. Inden auteuren hengav sig helt og holdent til den kompromisløse kunstfilm signerede han imidlertid to af sine bedste film, ’Jeg elskede dig i går’ (’Le Mépris’) og ’Manden i månen’ (’Pierrot le fou’). Filmene har hver sit koryfæ på rollelisten, Fritz Lang og Samuel Fuller, og begge spiller sig selv.

Godards kærlighed til Lang skinner igennem i ’Jeg elskede dig i går’, hvor den tyske mesterinstruktør optræder som repræsentant for kunsten i en verden af tiltagende profittænkning. Produceren Prokosch er utilfreds med Langs version af ’Odysseen’, hvorfor han ansætter hovedpersonen Paul Javal til at omskrive Homers klassiker til en sentimental kærlighedsfortælling. ’Jeg elskede dig i går’ formidler Godards egen splittelse mellem mainstream og kunst, men fremstillingen af Lang som idealbillede indvarsler hans efterfølgende bekendelse til den kompromisløse artfilm.

I den lige dele rastløse og smukke ’Manden i månen’ taler Fuller om filmkunsten i brede vendinger på en kunstudstilling (se herunder): »Film is like a battleground. Love. Hate. Action. Violence. Death. In one word . . . emotion«. Det er samtidig en præcis beskrivelse af ’Manden i månen’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Eric Cantona i ‘Looking for Eric’

Kombinationen af Eric Cantona og Ken Loach lå måske ikke til højrebenet, men i ’Looking for Eric’ tilføjer den kontroversielle fodboldspiller et forfriskende pust til filminstruktørens velkendte formel. Rammen er ellers ren køkkenvaskrealisme à la Loach: Postbuddet Eric befinder sig i dyb eksistentiel krise, forladt af sin kone og hadet af sine stedbørn, og han overvejer så småt at tage sig selv af dage.

Men så dukker Eric Cantona op i hans vindueskarm.

Den cirkelsparkende boldjonglør er ikke den fødte skuespiller, men han rammer plet i en række replikker, leveret med vanligt selvsmagende vid: »I am not a man, I am Cantona!«

Cantonas præstation er ikke så meget en udforskning af hans egen karakter, som den er del af en større fortælling om venskab og virkelighedsflugt. Ryans entusiasme i dialogerne med Cantona er et vidnesbyrd om eskapismens væsentlighed i kampen mod en nedslående virkelighed, mens fodboldspillerens floskler om team spirit bringer Ryan nærmere dem, han holder af.

Selv om den mentale projektion af Cantona mest af alt kan betragtes som et plot device, er hans samtaler med det simple postbud ofte rørende – blandt andet i scenen, hvor gamle fodboldklip akkompagnerer en ophidset diskussion af Cantonas mest glorværdige øjeblikke på fodboldbanen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Bruce Campbell i ‘My Name is Bruce’

B-films-veteranen bedst kendt fra Sam Raimis vanvittige splatterfilm ‘Evil Dead’ udleverer sig selv som egoistisk stodder med store stjernenykker i ’My Name is Bruce’. Som en kommentar til hans lidet glorværdige filmkarriere opholder den afdankede skuespiller sig i en faldefærdig trailer, hvor han fodrer sin hund med den spiritus, han ikke selv drikker.

Handlingen tager dog en markant drejning, da en række landsbyboere angribes af et monster fra fortiden. I den tro at manden med motorsaven var mere end en filmkarakter, hverver de Campbell som redningsmand.

Campbell har selv instrueret filmen og det uden nævneværdigt teknisk flair, da filmen umiskendeligt ligner de film, den parodierer: Effekterne minder om noget fra en teateropsætning af ’Samurai Jack’, og skuespillet fra alle andre end Campbell er ganske horribelt. Men den fallerede b-filmskuespiller hiver alligevel stikket hjem via charmerende selvironi – om end filmen nok er svær at sætte pris på uden kendskab til hans tidligere roller.

Læs også: Lyt til Soundvenue Filmcast – Er ‘Birdman’ et mesterværk? Hvorfor elsker Oscar en film som ‘The Imitation Game’?

Læs også: ‘Birdman’ / Anmeldelse

Læs også: Iñárritus film fra værst til bedst

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af