‘Nattergalen’
I en tid, hvor børn swiper, før de skønskriver, melder de bange anelser sig naturligt: Verden vil passere os forbi, hvis vi ikke løfter blikket fra skærmen!
Det er et budskab, det kinesiske Oscar-bidrag ’Nattergalen’ slår fast med syvtommersøm, og dens ærinde understreges allerede i præmissen: Tvunget af deres pressede kalendere sender hr. og fru workload deres datter på landlig udflugt med hendes ikke altid pålidelige bedstefar. Sammen drager de mod en afsidesliggende landsby for at opfylde et løfte, som bedstefaren gav til sin kone kort inden hendes død.
De to rejsende har fødderne solidt plantet i vidt forskellige epoker. Bedstefar er en traditionsbunden levemand, som nyder at passe sin nattergal i pensionstilværelsens trummerum. Barnebarn er et utåleligt produkt af det 21. århundrede, en forkælet møgunge med polypperne konstant klinet til iPad’en. Altså indtil bedstefars kærlige anekdoter og Kinas berusende natur spærrer hendes øjne op for livets simple skønhed.
Instruktør Philippe Muyl krydsklipper hyppigt mellem bambusskove og betonbygninger, og mens bedstefar og barnebarn kommer hinanden ved i den frodige natur, gør far og mor præcist det modsatte i metropolens overhalingsbane. Muyl skal have ros for at spare på krudtet, for den begrænsede forvarsling tilfører et anstrøg af det uundgåelige til forældrenes brud. Ganske passende i en tid med skilsmisserater på himmelflugt.
’Nattergalen’ udpensler dog skismaet mellem natur og civilisation i en sådan grad, at det er svært ikke at få spejdermoralen galt i halsen. Måske har Muyl været så optaget af sit emne, at han glemte lærdommen fra den japanske mester Ozus tematisk beslægtede ’Tokyo Story’: Det store ligger i det små. Eller måske har han bare undervurderet børnene i biografsæderne. For nok er ’Nattergalen’ rettet mod de mindste, men der er trods alt en hårfin grænse mellem at tale til børn og at tale ned til dem.
Kemien er ellers god mellem bedstefar og barnebarn, hvis fælles stunder i den åndeløst smukke bambusskov emmer af hjerte og oprigtighed. Deres had-kærlighedsforhold udgør et charmerende anker: Hvor bedstefars mursten af en mobil stadig er spritny, er barnebarns iPhone 4 håbløst forældet.
Men portrættet af generationernes frugtbare kollision falmer, i takt med at det kritiske blik på storbysamfundet afløses af en blåøjet tro på, at alting ordner sig til sidst. Naiviteten er sympatisk, men samtidig for tyk til, at advarslen går ind – selv hvis man som jeg lige har scoret 13 af 15 i en iPhone-afhængighedstest.
Kort sagt:
Den kinesiske børnefilm ’Nattergalen’ serverer en sympatisk advarsel mod storbyens karrieræs og iPhonens diktatur, men den insisterende hyldest af skovture er for banal til for alvor at sætte sit aftryk.