Hvis den islandske drøm var et reelt fænomen, ville Baldvin Zophoníasson personificere den. Trods sine rødder i en lille islandsk flække og et liv med modgang i rigt mål er instruktøren brudt ud af isolationens klør og har opnået international anerkendelse med det hyperambitiøse ensembledrama, ’De små ting’. En islandsk ’Magnolia’ om tre tragiske skæbner i et samfund på sammenbruddets rand.
Filmen følger den alkoholiserede forfatter, Mori, den prostituerede alenemor, Eik, samt forretningsmanden Sölvi, der langsomt ledes i fordærv af den korrupte storkapital. I en fortælling om skæbne og tilfældighed krydses deres veje på forskellig vis, mens de hver især prøver at fortrænge fortidens traumer.
Ud over at være et sindbillede af den islandske desillusion post-finanskrisen er filmen et implicit angreb på den lillelandsmentalitet, der med Zophoníassons ord har affødt en bølge af film om »underlige mennesker på landet«. Fra det skyhøje ambitionsniveau til det internationalt klingende kaldenavn Baldvin Z er instruktørens udbrydertrang ikke til at tage fejl af.
Vi satte Zophoníasson i stævne til en snak om at gå imod strømmen, overvinde personlige nederlag og omfavne livet på trods af de sønderknusende slag, det giver os.
Hvad fik dig til at give dig i kast med et så ambitiøst ensembledrama?
»Da jeg så Paul Thomas Andersons film, forelskede jeg mig i dem. Han gjorde, hvad han havde lyst til og fulgte ikke reglerne. ’Magnolia’ blæste mig væk, og den er nok årsagen til, at jeg laver film i ensemblegenren.
Faren ved genren er, at man hurtigt kan komme til at ville for meget, fordi der er så mange karakterer at gå op i. Det originale cut af ‘De små ting’ var 200 minutter langt, og jeg kan huske, at jeg syntes, det var den kedeligste film, jeg nogensinde havde set. Så vi startede forfra og klippede 70 minutter ud. Det tog så også et år«.
De tre hovedkarakterer har det til fælles, at de alle kæmper med traumer fra fortiden. Hvorfor er det interessant at belyse karakterer med en mørk fortid?
»Det, der er vigtigt for mig, er, at de personer, du møder på gaden, har en historie – hver og én. I starten af filmen ville jeg have, at publikum så at sige skulle dømme bogen på omslaget, ligesom vi gør i den virkelige verden, når vi ser alkoholikere og prostituerede på gaden. Først derefter ville jeg vende portrættet på hovedet og få dem til at indse, at de rent faktisk er mennesker af kød og blod. Alle har en historie at fortælle, og det er en skam, at vi dømmer folk uden at have det for øje«.
Trods alle tragedierne og de mørke temaer – alkoholisme, prostitution og økonomisk svindel – besidder filmen en oprigtig optimisme. Hvad funderer du den i?
»Optimismen er min drivkraft i livet. Jeg var meget ung, da min mor døde, og jeg fik ikke sagt farvel til hende. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Det har jeg fortrudt hele mit liv, og det har formet mig i den forstand, at jeg konsekvent spørger mig selv, om jeg vil fortryde en handling, før jeg udfører den.
Mit mål er at leve mit liv uden at fortryde mine handlinger, og på en eller anden måde har det givet mig en optimisme, tror jeg. Når nu det er det her liv, vi har fået, kan vi lige så godt få noget godt ud af det«.
Hvordan er din fascination af samspillet mellem tilfældighed og skæbne opstået?
»Den kommer fra mit eget liv. Jeg så engang Steve Jobs tale om at ’forbinde prikkerne’ – at du først finder ud af, hvorfor du handlede, som du gjorde, og hvorfor du var de steder, du var, i retrospekt, og at livet folder sig ud på denne måde. Jeg har været heldig, at nye døre har åbnet sig for mig, når andre er blevet lukket, og at tilfældigheder har givet mig nye chancer.
For at illustrere det søgte jeg ind på Den Danske Filmskole to gange, men blev afvist begge gange. Anden gang jeg fik afslaget, var jeg så skuffet, at jeg var klar til at give op på livet, men så faldt jeg helt tilfældigt i snak med en gut på en café. I dag har han produceret to film med mig. Jeg var ikke taget hen på den café, hvis jeg var blevet optaget. På den måde har jeg ’forbundet prikkerne’ i de seneste ti år, og det viser, hvad der er så fascinerende ved livet«.
Islandsk film har i høj grad været karakteriseret af eksistentialistiske, dialogfattige kunstfilm om landsbyernes isolerede skæbner. Beskæftigelsen med det moderne samfund har ikke just været i højsædet. Er det rimeligt at betragte ‘De små ting’ som en reaktion på den tendens?
»Kernen i det er, at de af mine kollegaer, der laver film om underlige folk på landet og i bjergene, er fra Reykjavik og er fascineret af landsbylivet, mens jeg er fra landet og er fascineret af livet i Reykjavik. Jeg gider virkelig ikke lave film om underlige folk på landet. Jeg er optaget af det moderne samfund, og det vil jeg blive ved med at være. Taget i betragtning at ’De små ting’ var den mest sete film i Islands biografer sidste år inklusive Hollywoods blockbustere, kunne noget tyde på, at det islandske publikum også ønsker flere af den type film – de har fået nok af de andre«.
Kan den manglende fokus på samfundsproblemer have været en medvirkende årsag til, at det gik så galt under finanskrisen – fordi kunsten ikke skabte nok relevante, samfundsorienterede diskussioner? Har der været en mangel på samfundskritiske film i Island?
»På en måde, ja. Filmene om de underlige mennesker på landet handlede nok om samfundet, men ikke på samme måde som ’De små ting’. Der har nærmest ikke været nogen film om det moderne samfunds tilstand og udvikling i Island.
Det, man skal huske på, er, at det er meget lettere at finansiere en film om en mand i en gammel hytte på landet, end det er at lave et ensembledrama med et væld af karakterer og med optagelser i tre forskellige lande. Helt ærligt er det et mirakel, at det er lykkedes at realisere ’De små ting’ i Island.
Den primære årsag til, at det var så svært at få penge til filmen var faktisk, at den ikke var en quirky skildring af underlige mennesker på landet – og det mener jeg! Det er de film, der modtager støtte. Jeg håber virkelig, vi har ændret det, og at vi nu holder op med at tænke, at vi er så små, at vi ikke kan lave store, ambitiøse film. Selvfølgelig kan vi det!«
Læs også: Det skal du se i biografen i april
Læs også: Anmeldelse af ‘De små ting’