Stor ’Fargo 2’-debat: »En fuldstændig outlandish gangster epic«

Tv-serie-anmelderne Kenneth McNeil og Mathias Ravn har nu fordøjet afslutningen på anden sæson ’Fargo’ i en grad, at de er i stand til at sætte ord på deres oplevelse med serien, som vi netop har kåret som årets bedste.

Her nørder de igennem på UFO’er, splitscreens, paralleller mellem Ronald Reagan og Donald Trump, Mike Milligan og den fordækte systematisering af kriminalitet. Til sidst uddeler de rundhåndet stjerner. Og det siger selvfølgelig sig selv, at du kun skal læse videre, hvis du har set ‘Fargo’ sæson 2 til ende.

Mathias: Et skuddrama, et walk-in-køleskab og en kæmpestor UFO i en lige dele hæsblæsende og langsommelig afslutning på ’Fargo’ sæson 2 … så er alle skibe ligesom sat i søen. Kunne du lide det, du så, Kenneth?

Kenneth: Meget. Nej, det er alt for lidt. Råddent meget, supercalifragilistically meget. Jeg er i mange tilfælde en ’more is more’-kinda guy. Jeg har stor sympati for de toere, der vil og evner at folde originalens præmis ud, der lukker øjnene og swings for the motherfucking fences. Og deus ex machina-mekanismer gør mig slet intet.

Mathias: Jeg forestillede mig, at ambitionsniveauet ville falde i din smag. Det er fascinerende, at de åbner så flot med sæson 1 og alligevel bare satser hele butikken – eller måske rettere byens eneste slagter – i denne omgang.

Kenneth: Ja. Jeg synes, at det er en vigtig – og åbenlys – pointe, at sæson 1 er meget stripped down og tilstræbt realistisk, mens sæson 2 i langt højere grad dyrker det fantastiske, det uvirkelige eller i hvert fald (very much) larger than life-agtige.

Mathias: Vel at mærke helt uden at miste jordforbindelsen.

Kenneth: Præcis. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det, der for mig gør sæson 2 af Fargo til den bedste tv-oplevelse i flere år, er det, man kunne kalde kontrasteringen af det fantastiske med salt of the earth-groundingen. Der er en fantastisk stoflighed i sæson 2. Verden føles lived in. Og det er med til at tøjle, hvad der jo i virkeligheden er en fuldstændig outlandish gangster epic.

Mærker dukkeførerens hånd

Mathias: Man må jo ikke helt glemme, at der er et par larger than life-elementer i ’Fargo’ sæson 1 – Malvo-karakteren, plagerne, mappen med penge, etc. – men jeg tror godt, jeg forstår din pointe. Elementerne er markant mere skabelonagtige og rammesatte i ’Fargo 1’? Generelt mere underlagt karakterernes arcs og plottet?

Kenneth: True.

Mathias: Og der er helt klart skruet op på alle knapperne i sæson 2.

Kenneth: Ja. Din pointe er meget præcis: De narrative excesser i sæson 1 udspringer af karaktererne, men i sæson 2 dels skabes af manuskriptet, dels skabes på grund af det enormt store persongalleris meget forskellige – og typisk modsatrettede – projekter.

Mathias: Man glemmer for eksempel næsten, at sæsonens inciding incident kommer fra rummet. Vi er helt nede i mulden i Dakota og pludselig… aliens? Peggy rammer Rye i fuld fart – og katapulteres dermed ud af sin inerti og ind i en hulens masse ballade.

Kenneth: Ja. Og det spejler generelt, at man i langt højere grad mærker dukkeførerens – eller skæbnens, om man vil – hånd i sæson 2, synes jeg. Det hele er orkestreret. Det er et tidsbillede på USA i en brydningstid, og alle personerne er symboler.

Mathias: Med Ronald Reagan som det mest eklektiske, tidstypiske symbol af dem alle. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er interessant, at sæson 2 føles nærmere beslægtet med verden anno 2015 end sæson 1?

Kenneth: Reagan som forløber for Trump? Den karismatiske folkeforfører. En mand af folket i en tid, hvor folket paradoksalt nok kommer længere og længere fra magten.

Det store tomrum

Mathias: Det er måske en lidt åbenlys pointe, men det føles bestemt, som om brydningstiderne har mere til fælles med hinanden end med de perioder, de afløser – altså perioderne, der ellers i år, måneder og dage er tættest på. Dakota/Minnesota i 1979 føles postmoderne som født ud af det store tomrum, der opstår, efter de store fortællinger i løbet af 70’erne afsløres som løgne.

Vietnam-krigen er en løgn, autoriteterne er ude af sync, 60’ernes store politiske idealister er døde. For at trække Ronald Reagan frem én gang til så er det pludselig en anden verdensorden, hvor skuespillere kan blive præsidenter, mens præsidenter – i årtiet, der bød på Watergate – kan vise sig at være forbrydere.

Og meningsløsheden og følelsen af opbrud som en diffus størrelse, der kan gå i alle retninger, manifesterer sig i plottets interne logik, i seriens fænomenalt flagrende visuelle stil og i karaktererne som fundamentale modsætninger og børn af forskellige perioder.

Kenneth: Helt enig. Jeg elsker også sløjfen på Mike Milligans figur i det sidste afsnit, hvor Mike kommer tilbage til Kansas City og tror, han skal ud og afpresse, bestikke og dræbe sig til mere magt.

Mathias: Det er altså ikke ligefrem den virkelighed, der venter ham!

Kenneth: Slet ikke. Hans gangsterchef leder ham hen til et lille, indelukket kontor og fortæller ham, at det er hans nye arbejdsplads. »You want the old days? Go work in a coal mine. This is the future«, siger han og peger på Mikes nye lille kontor.

Mathias: Fra tjekket gunslinger til oldtidsfund på én scene. Og en flot krølle på et tema, der er allestedsnærværende i begge sæsoner – fortiden er barsk, men reel, mens fremtiden er anderledes lumsk og forløjen.

Kenneth: Nutidens kriminelle er ude på gaden. Fremtidens kriminelle arbejder i kontorer, bag lukkede døre, out of sight. Det er den fordækte systematisering af kriminaliteten. Mikes skæbne bliver en direkte kobling mellem gammeldags, tydelig kriminalitet og den moderne, skjulte udnyttelse af systemet – den lovlige kriminalitet, den værste kriminalitet. Man kan næsten se Mike Milligan sidde 20 år senere og hustle blue collar Americans med subprime-lån.

Visuel stil i et andet gear

Mathias: Til at illustrere den slags pointer bruger serien ikke bare bidder af fænomenal dialog eller i dette tilfælde de enkelte karakterers udseende (Milligan skoses for sit gammeldags outfit), men også et filmsprog, der er pakket med opfindsomhed. Vil du ikke lige decifrere billederne for mig?

Kenneth: Jo. Det fine er, at punchlinen både leveres verbalt og visuelt. Først forlader vi den rå natur (Gerhardt-familien, fortiden, billede 1) med et kameratilt op i luften. Et kort tre sekunder langt klip viser os, at vi er i byen, inden et delayed cut on action viser et kameratilt op af en stor, grå kontorbygning (basen for ’Kansas City’, billede 2).

Billede 1.

Billede 2.

Der følger så en walk-and-talk (billede 3), hvor Mike og bossen går gennem kontorbygningen, mens de snakker om Mikes præstation, og vi fornemmer sammen med Mike, at der venter en forfremmelse. Er de på vej til et festlokale, hvor folk står klar til at hylde ham? Er de på vej ned af trapperne til en base fyldt med gangsters og våben (»dette er altsammen dit nu, Mike – go conquer!«)? Nej. De er på vej ind i et lille, røvsygt kontor, hvor Mike skal arbejde 9 to 5 (billede 4).

Billede 3.

Billede 4.

Det er den slags visuelle opfindsomhed, hvor en joke forsinkes, og payoff dermed bliver så meget desto større, som filmskabere som Wes Anderson og Edgar Wright praktiserer på det store lærred, men som man ser alt for sjældent i tv-serier. Sæson 2 af ’Fargo’ er FYLDT med den slags. And all the better for it.

Mathias: Det er bare visuel stil i et helt andet gear end billederne og klippestilen, vi spises af med i den ene eller anden run of the mill-serie.

Kenneth: Hvad synes du om stilen i det hele taget, Mathias? Vi talte for nogle uger siden om, at du ikke var så glad for seriens hyppige brug af splitscreen. Er du stadig utilfreds med den?

Mathias: Seriens brug af splitscreen irriterede mig grænseløst i starten. Men lidt efter lidt begyndte det bare at føles som en organisk del af stilen. Jeg kunne godt lide den helt drilske og overraskende brug af grebet som erstatning for et almindeligt establishing shot i scenen, der viser Ed og Peggy sidde sammen i deres bil, efter de har forladt Luverne.

Kenneth: Hendes road trip, hans braste drømme. I splitscreen.

Billede 5.

Mathias: Præcis. De sidder helt tæt på hinanden, men følelsesmæssigt er de helt adskilt. Han er skuffet, hun er ekstatisk. De snakker forbi hinanden og om helt forskellige ting. Brugen af splitscreen er med til at understrege, at de ikke er kommet tættere på hinanden – snarere tværtimod. Jeg startede med at hade det og endte med at tænke, at der er en method to the madness.

Frem med t-shirten

Kenneth: Nå, men det er ikke kun Milligan, der ender med at låses fast i rigide strukturer. Der er indløbet ordrer fra the big kahuna …

Mathias: The bossman?

Kenneth: The eye in the sky …

Mathias: El comandante?

Kenneth: That’s the one. Chefen (de to herrers irriterende deadline-pushy redaktør, red.) (det var den irriterende deadline-pushy redaktør, der indsatte førnævnte parentes, red., red.) bliver mopset, hvis vi ikke ender med at kaste nogle stjerner efter anden sæson.

Mathias: Men vi har da billeder med?

Kenneth: Det er ikke helt nok. Da jeg for et par måneder siden anmeldte anden sæson efter at have set fire afsnit, kunne jeg ikke komme udenom om at give topkarakter, 6/6, og jeg kaldte endda serien for »måske den bedste dramaserie overhovedet i dette årti«. Her – seks afsnit senere – er jeg ikke blevet mindre positivt stemt. Jeg kan ikke finde én eneste ting ved denne anden sæson ’Fargo’, som jeg ikke kan lide, så det bliver sgu fuldt hus igen herfra.

Hvad siger du, Mathias? Jeg kan huske, at du efter de første par afsnit stadig bedst kunne lide sæson 1? Har de sidste afsnit formået at få dig til at skifte mening?

Mathias: Jeg sammenlignede de første afsnit af anden sæson med første sæson i sin helhed – en, efter min mening, utroligt tight, stilsikker og komplet sæsonfortælling. Det kan man ikke. For anden sæson er i sin helhed ikke bare lige så god som den første. Den er også en smule bedre.

Jeg er også på 6/6 og leder allerede efter min This is a postmodern masterpiece-t-shirt i klædeskabet. Er tilbage om lidt. Det er et walk-in-klædeskab, men det låser kun indefra…

Læs også: Årets bedste serier, top 10-1

Læs også: Årets bedste serier, top 20-11