’Under sandet’
Årets danske krigsfilm.
Det ikke en titel, der plejer at være hård kamp om. Men i et år med både Roni Ezras anstændige ’9. april’ og Tobias Lindholms fremragende ’Krigen’ er det en kæmpe kompliment, som ’Under sandet’ til fulde fortjener.
Martin Zandvliets tredje spillefilm efter ’Applaus’ og ’Dirch’ åbner skodderne til et mørklagt kapitel i danmarkshistorien. Året er 1945, maj måned. Tysken er besejret, krigen er slut. Men jorden er giftig på den jyske vestkyst, hvor besættelsesmagten har begravet tusindvis af landminer under sandet.
Tyske krigsfanger, mange af dem kun store drenge, bliver sendt ud for at rydde op efter sig, prisgivet skæbnens lune. Og hey, ryger der én i svinget, er det både et nazisvin og en landmine mindre. Win-win. Sådan kan krig gennemhulle enhver medmenneskelighed. Og snart tipper ens sympati over på de bævende tyskeres side, og man føler intet andet end lede ved Mikkel Boe Følsgaards afstumpede løjtnant, spillet med gestapoagtig iskulde.
Sergent Carl Leopold Rasmussen – Roland Møller i sin første hovedrolle – er mere sprængfarlig end nogen landmine.
Hans kontingent af forskræmte drenge bliver behandlet som svin til slagtning, og de må træde varsomt for ikke at detonere sergentens temperament. Men langsomt, lige så langsomt, bløder han op. Da en af drengene i filmens voldsomste scene mister sin arm og bliver til en lille dreng, der råber på sin mor, sker der et skred inde bag Carls hårde, uforsonlige ansigt.
Pludselig står der mad uden for de sultende drenges skur, og nogle af dem formår at krybe ind under sergentens tykke hud. De uadskillelige tvillingebrødre Ernst og Wagner, der tager en barkbille som kæledyr og drømmer tragisk naivt om deres fremtid hjemme i Tyskland, gør et stærkt indtryk på Carl, som ikke nænner at fortælle dem, at de ingen fremtid har. Og der opstår et næsten ligeværdigt bånd mellem sergenten og den tapre, intelligente ledertype Sebastian. De tyske drenge er fremragende castet, og dialogscenerne mellem dem og Møller er skrevet med så fyndig ømhed, at man konstant gruer for de trængsler, der venter forude.
Hvad Møller angår, så vidste vi allerede, at han kunne puste sig op og udspy eder, så man krymper sammen i biografstolen. Men her gradbøjer han aggressionerne med et dæmpet nærvær, så karakteren føles hel og afrundet. Til trods for at ’Under sandet’ psykologisk er grovere tegnet end Zandvliets tidligere film, og vejen måske er lidt for kort og ligeud fra den Carl Leopold, der uden særlig anledning gennembanker en tysker i åbningsscenen, til ham der spiller fodbold på stranden med sin tyske deling
Denne forudsigelige overfladestruktur, både psykologisk og plotmæssigt, tynger dog aldrig filmen, fordi Zandvliet scene for scene genererer øjeblikke, der er rystende, oprørende, rørende. ’Under sandet’ er en brutal og trøstesløs film, én man mærker med hele kroppen.
Når de tyske drenge stikker deres jernpinde ned i sandet og med skælvende hænder afmonterer minerne, sidder man med tics ved øjne og mund og venter åndeløst på et brag. Som i en horrorfilm kommer det altid, bedst som man tror sig sikker, og efterlader én med en klump i mave og hals og en tåre i øjenkrogen.
Scenerne på stranden er ladet med suspense og patos. ’Under sandet’ er storladen på en måde, som dansk film sjældent tør være det, men fordi den gode historie og det nuancerede karakterarbejde fortjener store payoffs, bliver det aldrig svulstigt og anmassende.
Fotograf Camilla Hjelm Knudsen (Zandvliets hustru) alternerer mellem sitrende håndholdt og smukke landskabsportrætter. Krigens ødelæggelser hjemsøger hendes antropologiske panoramaer af det mennesketomme marskland og stranden, hvor de tyske drenge maver sig fremad, tomme for tomme, mens Sune Martins kvalfulde score forstærker følelsen af håbløshed. Årets bedste danske krigsfilm er også årets flotteste.
Kort sagt
’Under sandet’ er en oprivende og rørende film om en fortrængt tid efter Anden Verdenskrig, hvor tyske krigsfanger blev sat til at rydde den danske vestkyst for landminer. Med sin tredje spillefilm udfordrer Martin Zandvliet den danske selvforståelse og overgår Tobias Lindholms ’Krigen’. ’Under sandet’ er årets danske krigsfilm og måske også årets danske film.
Læs også: Interview med Roland Møller: »Folk render med alle mulige historier om, at jeg stadig er voldelig«