Der er altid stor fokus på favoritterne under prissæsonen. Der er er altid en lille håndfuld film, som bliver hypet vildt – og hvis man ikke hopper med på hypen, ja, så ender man måske som Aziz Ansari.
I en sketch fra lørdagens ’Saturday Night Live’ bliver Aziz Ansari krydsforhørt af to betjente (Cecily Strong og Beck Bennett) på grund af sin manglende entusiasme for Oscar-favoritten ’La La Land’.
Mens betjentene skriger ham i hovedet om, hvor fantastisk en film det er, har Ansari svært ved at forstå den voldsomme begejstring. Undervejs kommer de både omkring Golden Globes og racediskussionen om manglende nomineringer til sorte skuespillere.
Det er en klassisk situation, der kunne ske hvor som helst (prøv for eksempel at sige stille og roligt til dine venner, at ’Skam’ er lidt opreklameret!).
Til sidst får Ansari i øvrigt selskab i forhørslokalet. Det er nemlig ikke kun ’La La Land’, som skiller vandene.