Kevin Spacey vil blive hyldet igen, bare vent og se

Den amerikanske filmbranche har et særligt forhold til tilgivelse. Men spørgsmålet er, om en stjerne som Kevin Spacey kan følge i fodsporene fra en anden eks-skandaliseret skuespiller som Mel Gibson.
Kevin Spacey vil blive hyldet igen, bare vent og se
Kevin Spacey til premieren på 'Baby Driver' i London tidligere på året. (Foto: Tim P. Whitby/Getty Images for Sony Pictures)

KOMMENTAR. Tilgivelsens farve er grøn. Grøn som en knitrende dollarseddel. Sådan skrev jeg, da jeg sidste år skulle forholde mig til Mel Gibsons comeback i Hollywood – og i Oscar-sammenhæng – med ’Hacksaw Ridge’. Gibson, der i comebackets stund prydede sig med et grånende fuldskæg som for at understrege, at en nyvunden refleksion og ro havde sat sig i nervesystemet, blev ligefrem personligt Oscarnomineret for sin instruktion af krigsdramaet med Andrew Garfield som pacifistisk krigshelt.

Hvorfor har tilgivelse noget (meget) med penge at gøre? Jo, Mel Gibsons synderegister fortæller en ret grim historie om misbrug, et kogende temperament, religiøs fanatisme og fordomme mod etniske minoriteter samt kvindehad. Så havde det ikke været, fordi Gibsons navn samtidig er forbundet med succes og gode indtjeningsmuligheder, var han næppe blevet givet en anden chance.

Når Hollywoods førende bagmænd derfor poster penge i et projekt som ’Hacksaw Ridge’, der hører til i afdelingen for pænt tunge produktioner, skyldes det naturligvis andet og mere end et oprigtigt ønske om at forsone sig med en synder som Mel Gibson – at vise nåde og barmhjertighed over for en fortabt søn. Det skyldes at man ser en mulighed for at tjene penge. Og med tanke på, at en anden tidligere actionhelt som Clint Eastwood som instruktør har leveret publikumshit helt op i sine 80’ere, virker det tilmed som en god langtidsinvestering at satse på ’bare’ 61-årige Mel Gibson bag kameraet.

Det gode selskab for en skilling

Skal man vurdere den tilsvarende mulighed for, at et navn som Kevin Spacey på et tidspunkt kan genoptage karrieren i store Hollywoodproduktioner, bør man derfor huske på flere faktorer:

For det første læger tiden (næsten) alle sår. Gibson var væk fra spotlyset i næsten 10 år efter sine antisemitiske udfald mod en jødisk politibetjent i 2006 (han fik dog ufrivillig bevågenhed i forbindelse med offentliggørelsen af optagelser af en stærkt kvindefjendsk tirade mod en ekspartner i 2010, en hændelse, der nok udskød comebacket i nogle år). Tid – og evnen til at ’trække stikket’ – dulmer dels publikums forargelse og gør folk nysgerrige efter igen at se de filmstjerner, de plejede godt at kunne lide.

Mel Gibson til premieren på ‘Hacksaw Ridge’. (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

Derudover vidner det om sund dømmekraft og oprigtig soning, at man fremfor at forsøge at tale sig ud af problemerne simpelthen anerkender, at tavshed kan være den bedste forudsætning for at blive tilgivet på et senere tidspunkt (man må så leve med uvisheden om, hvornår man bliver taget til nåde igen).

At Kevin Spacey har undladt at komme med flere, eventuelt kompromitterende udtalelser som reaktion på den mediestorm, han er havnet i, er derfor nok særdeles kløgtigt. Det forbedrer hans mulighed for engang at kunne lægge al snavset bag sig, at der ikke er næsvise journalister, der om 8, 12 eller 16 år kan henvise til dén og dén uheldige bemærkning (såsom desperate forsøg på at undgælde sig skyld, en kunstart det er næsten umuligt at slippe helskindet fra, jævnfør selv tænksomme udtalelser a la Louis C.K. og politikeren Al Franken).

Men lad os være ærlige: Det er pengene, der bliver afgørende. Hvis der sidder bagmænd, der vurderer, at Spaceys navn er garant for en god skilling, ja, så vil han på et tidspunkt blive søgt genindlemmet i det gode selskab. Og hvorfor egentlig ikke?

Fanget af en tidsånd

Spacey var en dynamo for Netflix-succesen ’House of Cards’. Han var udset til at være Awards Season-fokus for den kommende Ridley Scott-satsning ’All the Money in the World’, der nu i stedet bliver hastegenindspillet med Christopher Plummer i Spaceys rolle som oliemagnaten J. Paul Getty.

Spacey har i det hele taget i de senere år syntes mere optaget af at træde tilbage i spotlyset som den filmstjerne, han unægtelig var sidst i 90’erne, hvor han nærmest kunne vælge og vrage blandt roller og samarbejdspartnere (og desværre havde en lidt uheldig hånd post-’American Beauty’ med blodløse feelgood-dramaer som ’Pay it Forward’ og ’The Life of David Gale’ og kommercielle fiaskoer som ’K-Pax’).

Kevin Spacey var uigenkendelig som oliemogulen Jean Paul Getty i ‘All the Money in the World’. En rolle som sandsynligvis aldrig ser dagens lys.

Efter et helt årti mere eller mindre i skyggen, hvor han koncentrerede sig om at agere kreativ direktør for London-teaterinstitutionen Old Vic (og vil kynikere tilføje: et godt gemmested som masseforfører af unge mænd), syntes han at have fået blod på tanden i forhold til arbejdet som skuespiller med en stjernes naturlige synlighed og appetit på mere.

Jo, det er sandt, at Spacey er endt i et stormvejr, som på mange måder er meget værre end det, Gibson havnede i. Gibson stod ligesom kun på mål for sin egen dumhed og sin egen korte lunte, hvorimod Spacey decideret har forgrebet sig seksuelt på over et dusin (and counting) som regel yngre kolleger.

En født stjerne

Det er dog ikke i sig selv anklagerne, der gør Spaceys brøde substantielt værre end Gibsons i branchens øjne, det handler lige så meget om, at Spacey på en helt anden måde er fanget af en tidsånd, der ikke kan og ikke vil tolerere hans slags længere.

Det er tidsånden, der låser ham fast, det er den excessive opmærksomhed, der samler sig om magtfulde mænds grænseoverskridende adfærd ikke bare i filmbranchen, men på arbejdspladser overalt, der her og nu synes at udgøre et klokkeklart dødsstød til enhver tanke om en karrieregenoplivning. Hvor Gibson repræsenterede sig selv, repræsenterer Spacey en type, som en hel kultur lige nu er intenst optaget af at smide på historiens mødding: Den seksuelt aggressive mand.

Men prøv at se på det fra en hovedrig Hollywood-producents perspektiv: Spacey er tydeligvis en skuespiller, der har mange beundrere, han er en type skuespiller, der konsekvent pirker til vores nysgerrighed, vores lyst til at se mere. Den rolige nonchalance, som med mellemrum perforeres af en ægte diabolsk energi, der trænger ud gennem ansigtets overflade i små lynglimt fra øjnene, en trækning ved mundvigen eller en lille modulering af stemmen.

Kevin Spacey som Frank Underwood i ‘House of Cards’.

Spacey er begavet med den særlige karisma, der gør ham i stand til at skabe rystelser hos seeren ved ganske små, knapt nok anskueligbare forandringer i mimik, gestik og betoning. Han er en født stjerne, med andre ord. De hænger altså ikke på træerne.

Stil dig selv dette spørgsmål: Har du lyst til at se, hvad en for eksempel 70-årig Spacey kan tilføre en produktion i året 2029? Hvis du kan svare ja – nok lidt tøvende, men alligevel – så tror jeg, du er ganske tæt på at kunne fornemme, hvad det er, de afgørende pengebagmænd pejler efter.

Comebackets kraft

Derudover er selve comebackfortællingen et fast motiv i selve Hollywoods filmarv.

Hvorfor er det mon sådan? Jo, alene ideen om et comeback har en stor indbygget fascinationskraft i sig, og så byder comebackhistorier oven i købet på en livsbekræftende morale: Hvis du gør dig umage, er det aldrig for sent. Hele den dynamik og de psykologiske mekanismer, der knytter sig hertil, er Hollywoodeliten instinktivt indstillet på at honorere.

Alec Baldwin, Michael Keaton, John Travolta, Robert Downey Jr., Mel Gibson. Og i sin tid, Charlie Chaplin og Ingrid Bergman. Historien er rig på skuespillere, der er vendt tilbage fra års alkoholiske tåger eller påtvungne glemsel. Det føles godt at kunne give dem en anden chance. Som jeg selv skrev det i førnævnte tekst om Gibson: »Myten om, at alle fortjener en chance til, er mere potent end ideen om, at du er færdig, hvis du ikke til enhver tid leverer varen«.

Det renskurede og driftsikre er i længden kedeligt. Spaceys farlighed kombineret med hans aktuelle (og kommende!) deroute kan derfor meget vel være et krydderi for fantasien snarere end en endegyldig stopklods.

Bryan Singer og Kevin Spacey til premieren på ‘Superman Returns’ i 2006 (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Jeg tror, det forholder sig anderledes med de instruktører og producenter, der pt. er impliceret i efterdønningerne af Weinstein-skandalen og #Metoo-bevægelsen. De har ikke ligesom Spacey et ansigt, som vi naturligt er draget af, en karakter som vi føler, at vi kender og derfor gerne vil vende tilbage til igen og igen.

Karriereudsigterne for folk som Brett Ratner og Bryan Singer ser derfor umiddelbart mindre lyse ud. De kan nemmere undværes. De er ikke brands i sig selv, men bare en del af den maskine, der sættes i svingninger, når en filmproduktion påbegyndes. De er undværlige, delkomponenter i en helhed, der lige så godt kan udfyldes af andre.

Samfundsbehov vs. fantasi

Det er derfor mit bedste bud, at hvis Ratner og Singer (og flere andre) befinder sig i en mindre sårbar position end for eksempel Spacey – på grund af den mindre bevågenhed og genkendelighed, der knytter sig til deres navn – så har det på den længere bane en mere ødelæggende virkning, at de netop ikke er navne, der har Spaceys gennemslagskraft og stjerneaura.

For hvis der er noget, Hollywood tigger og trygler efter at promovere, så er det den star power, der knytter sig til, at man alene ved sit navns nævnelse eller sit ansigts projektion på et lærred antænder filmpublikums fantasi: Hvad kan han fortælle mig? Hvad har han til mig?

Hvor hævn og moralsk forargelse giver god mening ude i det almindelige samfund, fungerer Hollywood anderledes. Her giver de to begreber kun mening, i og med at de bærer et finansielt incitament til at blive opretholdt. Spørgsmålet i forhold til Spaceys fremtid i branchen er, hvorvidt Hollywood for en gangs skyld er så presset af hensynet til et bredere samfundsperspektiv, at Spaceys genindlemmelse i Drømmefabrikkens produktioner ikke kan vriste sig fri herfra.

I sidste ende lyder spørgsmålet: Overtrumfer samfundets og kulturens behov for forandring i forhold til kønsroller og seksualmoral fantasiens behov for at blive kildret og fodret?

Mit overjeg vil gerne kunne svare ja på det spørgsmål, men mit underjeg fortæller mig, at svaret er nej.

Læs også: Lad mig please se Louis C.K.’s nye film, så jeg kan dømme selv

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af