‘Amys vilje’ på TV 2: Intet kan retfærdiggøre det, viljestærke Amy har været udsat for
»Der står T for Tigist. Og så et G for Gennet og et B for Bethlehem og Beza. Mine søskende, min mor og mig«.
Amy – eller Tigist, som er hendes etiopiske navn – står foran spejlet på sit værelse i Næstved og betragter sin nye tatovering på venstre skulderblad: Tre bogstaver omkranset af hver deres hjerte under en vimpel med påskriften ’Family’. Over 8000 kilometer væk, i den etiopiske hovedstad Addis Ababa, løber lillesøster Beza rundt i bare tæer og puster sæbebobler, mens storesøster Beti svælger i minder, fra tiden inden Amy blev bortadopteret. Der er – både i konkret og overført betydning – meget langt fra den veludstyrede teenagehybel med lyskæder, computer og plakater på væggene til det primitive stenhus, hvis eneste møbel synes at være en stor seng med et par nussede kludetæpper.
Men Amy vil gerne bytte teenageværelset for en plads i den store seng. Hun vil hjem til sin familie og hjem til det sprog og den kultur, hun er rundet af.
Så man de videooptagelser, der dukkede op i medierne i 2012, glemmer man dem næppe igen: De voldsomme billeder af den dengang 10-årige Amys tvangsfjernelse fra sin elskede plejefamilie skabte forargelse i befolkningen og satte gang i en hæsblæsende adoptionspolitisk debat.
Amy var raget aldeles uklar med sine adoptivforældre, der heller ikke selv så sig i stand til at have hende boende længere, og at hun nu skulle fjernes fra den midlertidige plejefamilie, hun ellers var faldet godt til hos, virkede (og virker stadigvæk) intet mindre end absurd.
Katrine W. Kjærs første feature-dokumentar ’Adoptionens pris’ – om et etiopisk søskendepar fra samme børnehjem som Amy – udkom samme år og var i den grad brænde på bålet. Men selvom historien om Masho og hendes lillebror Roba medvirkede til at ændre lovgivningen på adoptionsområdet, er reglerne stadig for rigide til at give en pige som Amy lov til at besøge sin familie i Etiopien. Så længe adoptivforældrene ikke godkender udrejsen, må hun leve videre med den altfortærrende hjemve.
Med ’Amys vilje’ tager Katrine W. Kjær altså for anden gang fat i et af velfærdssamfundets brodne kar og fortæller en hjerteskærende historie om systematisk svigt, invaliderende savn og længslen efter identitet og tilhørsforhold. I fire år har instruktøren fulgt Amy i hendes kamp om at få ophævet adoptionen og blive genforenet med sin biologiske familie.
Det er uden tvivl en vigtig historie, og netop derfor burde den være blevet fortalt med større stilistisk vovemod. Amys fortælling rulles ud i en meget konventionel dokumentarisk ramme uden æstetiske eller dramaturgiske krumspring. Der skiftes mellem optagelser fra henholdsvis Danmark og Etiopien, og Katrine W. Kjær og hendes kamera forholder sig observerende med undtagelse af ganske få interventioner, hvor instruktøren selv stiller direkte spørgsmål til de medvirkende.
Den redelige, nøgterne stil, der kendetegner de fleste dokumentarer på landets to public servicekanaler, spænder ben for ’Amys vilje’, der i sidste ende fremstår lidt for mondæn. Men man kan også argumentere for, at historien fint taler for sig selv.
Katrine W. Kjær formår dog at fange øjeblikke, der siger mere end de hundredevis af artikler, der er skrevet om Amy siden 2012 – særligt når hun visualiserer splittelsen mellem de to kulturer, der er konsekvensen af den mislykkede adoption. Hele to gange formår Amy at stikke af til Etiopien med hjælp fra aktivisten Arun, der kæmper for adopterede børns vilkår. Her er der tårevædede gensyn, fjolleri og byture med andre etiopiske teenagere, men der er også skænderier, kultursammenstød og sproglige barrierer.
»Hvorfor vil du vende ryggen til den rigdom, du har i Danmark?« spørger storesøsteren Amy, da denne er flyttet alene i en lejlighed i Addis Ababa for at starte i skole. Ude på morfarens gård snakker familien i rosende vendinger om »at rejse«, mens Amy, der endnu ikke er flydende i amharisk, ikke er sikker på, om de mener rejser generelt, eller om de mener adoption. »Hvis de mener adoption, så er de kun så positive, fordi de ikke ved noget om det«.
Hjemme i Danmark hjælper plejemor Hanne med at sende ansøgninger og klagebreve til kommunen, der blot sender diplomatiske afslag retur. Ligesom i Emil Langballes dagsordensættende dokumentar ’Mon de kommer om natten?’, hvor den kun 14-årige flygtningepige Rokhsar agerer talerør for sin familie i de opslidende samtaler med kommunen, portrætteres ’systemet’ som et kafkask mareridt – et mere eller mindre usynligt bureaukratimonstrum, der punkterer drømme og håb med kølige breve og telefonopkald.
Det er da også svært at kritisere filmen for at tegne et ensidet billede af myndighederne, for der kan umuligt eksistere en forklaring, som kan retfærdiggøre den proces, Amy har været igennem.
Kort sagt:
En viljestyrke som Amys fortjener et mere karismatisk filmsprog.