18. ’A Beautiful Mind’ (2001)
Ron Howards ’A Beautiful Mind’ er på mange måder placeret i det gale årti. Det er jo den type film, der vandt Oscars i 80’erne og 90’erne!
Vi kender kun den prestigemættede, parfumerede biopic-fortælleform alt for godt, også fra nyere film som ’The Imitation Game’ og ’The Theory of Everything’, men pointen er jo, at den slags film ikke længere vinder Oscars.
Oh well, det gjorde de fortsat i 2001, må vi konstatere. Det er en kaloriefattig og dårligt fortalt film (den er skematisk og pointeret ind til benet), der dog lyser lidt op, når Jennifer Connelly (der vandt en birolle-Oscar for sin rolle) toner frem.
17. ’Crash’ (2005)
Det positive først: ’Crash’ er en forholdsvis velspillet film (særligt Matt Dillon, Thandie Newton og Sandra Bullock gør en god figur). Og filmen har et højintenst øjeblik med en pirrende subversiv understrøm: Da Dillons racistiske betjent skal redde et af sine tidligere ofre, spillet af Newton, ud af en brændende bil. Der sker noget interessant, når ’bødlen’ skal hjælpe sit ’offer’, men uden at genkende det, og offeret lader sig redde af den bøddel, hun så udmærket husker.
Men, men, MEN: Det nytter ikke så meget, når manuskriptet er en hån mod enhver nuancerigdom og en meget lemfældig brug af et af flettefilmens kardinalkoordinater, nemlig tilfældighedsprincippet (det virker som om L.A. kun bebos af filmens 12-14 karakterer!).
Det er en stavepladedidaktisk film, der – værre endnu – er gabende overfladisk. Man slipper som tilskuer aldrig helt fornemmelsen af, at Paul Haggis har travlt med at klappe sig selv på ryggen for sit eget åh så liberale frisind.
16. ’The Artist’ (2011)
’The Artist’ virkede måske som et frisk pust i 2011-sæsonen, men det er en af (mange) vinderfilm i det nye årtusinde, der definitivt ikke er blevet ældre med ynde. Selve filmens gimmick – at lave en sort-hvid stumfilm om netop stumfilmæraen – kan ikke dække over, at det er en af de tyndeste fortællinger, der nogensinde har været i spil til en filmpris.
Jo, det er en film, man kan smile af, men tænk en gang, at filmen ikke bare vandt for bedste film og bedste instruktør (Michael Hazanavicius må være en af historiens hurtigst fortrængte Oscarvindere i en stor kategori). Jean Dujardin vandt også for bedste hovedrolle for en præstation, der får danserne i Madonnas klassiske ’Vogue’-video til at ligne en flok dedikerede method actors til sammenligning. Det er ikke lykkedes mig at lokalisere et gram kompleksitet eller dybde i denne sjælløse præstation.
15. ’Chicago’ (2002)
Rob Marshalls musical er begavet med nogle lejlighedsvis flotte sætstykker, som med lidt god vilje kan kaldes medrivende. Men filmen er symptomatisk for mange (alle?) nyere filmmusicals i sin konsekvente skamklipning af alle scener, der kræver bare den mindste koreografi.
Vi får aldrig lov til at se om for eksempel birolle-vindende Catherine Zeta-Jones (hun slog blandt andet Julianne Moore for ’The Hours’ og Meryl Streep for ’Adaptation’!) faktisk kan danse, for hver gang en af skuespillerne eller danserne gør ansatsen til en bevægelse, klippes der væk i en fart.
Suk! Hvor er det gode, gamle filmhåndværk dog blevet af?
14. ’Million Dollar Baby’ (2004)
Mønsteret fortsætter: Skuespillerpræstationerne i Clint Eastwoods latecomer til Oscarkapløbet i 2004 (det er den sidste vinder, der har vundet Oscaren for bedste film efter at have haft en så sen premiere: omkring jul) er ganske glimrende (Eastwood selv, ikke mindst, ved præcis, hvornår han skal holde igen, og det skal han det meste af tiden!), men filmen er skematisk i en grad, der ikke klæder en så begavet instruktør.
Filmens tredje akt er mørkere end som så, og det kunne have været til dens fordel, hvis ikke Eastwoods tematisering af aktiv dødshjælp-temaet var så stift og forudsigeligt.
13. ’The King’s Speech’ (2010)
Middlebrow-filmen ramte rent med Oscar så sent som i 2010, da det lykkedes Tom Hoopers tandløse iscenesættelse og pinagtigt vid-vinklede fotografering at overbevise Akademiet om, at gode, opbyggelige historier om det engelske kongehus bare er sagen. Der er noget næsten komisk over, at en historie om en mand med talevanskeligheder pustes op til et spørgsmål om ikke bare liv og død, men sejr eller nederlag i en verdenskrig mod det brutale naziregime.
Hvis man er kynisk anlagt, vil man slå en lille hånlatter op i mødet med ’The King’s Speech’. Er man derimod dedikeret filmelsker, bør man græde et par tårer over, at Hoopers harmløse garnnøgle af en fortælling slog Finchers minutiøst gennemkomponerede og uendeligt meget mere relevante ’The Social Network’.
12. ’Birdman’ (2014)
Hollywood elsker film om Hollywood – og i bredere forstand: om skuespillere som overmennesker, der dagligt udfører et hverv, som hele resten af verden ser op til og kan spejle sig i.
’Birdman’ er faktisk en mere mærkelig film end den branche-selvfejring og tekniske show-off, man kan fristes til at affeje den som. Den er både karakterstudie, magisk realisme og mørk komedie. Desværre skyder filmen sig selv i foden ved snart sagt enhver lejlighed, ikke mindst i filmens afsluttende akt, hvor Emma Stone bevidner sin psykisk dybt skadede farmand (Michael Keaton) rejse sig fra hospitalssengen og flyve af sted som en superhelt på himlen over New Yorks skyline.
Et af filmhistoriens mest pinagtige cop-outs (men, hey, det gav en Oscar, så hvem ler sidst?).
11. ’The Lord of the Rings: The Return of the King’ (2003)
Her godt 15 år senere kan det være svært at sætte sig ind i, hvad al hypen om ’Ringenes Herre’-trilogien drejede sig om. Peter Jacksons film er monumentale og delvist medrivende, men trilogiens finale er ikke synderligt godt fortalt og er som sådan en langt svagere film end trilogiens åbningsfilm, ’The Fellowship of the Ring’. Man kan argumentere længe (og godt) for, at ’Ringenes Herre’ er så godt som umulig at realisere som spillefilm, og det kan være en medvirkende årsag til, at Jacksons kæmpeindsats er blevet så fordelagtigt fremhævet.
Men det er en tvivlsom arv, filmen bærer videre: Jackson er den instruktør, der må bære det største ansvar for, at moderne filmeventyr lider smerteligt under den allestedsnærværende CGI-forbandelse, der har fjernet enhver form for tilstræbt realisme fra blockbuster-genren.
10. ‘The Shape of Water’ (2017)
Guillermo del Toro kunne sidste år gøre sine mexicanske amigos, Inárritu og Cuarón, selskab som Oscar-vindende instruktør. De tre har vundet prisen for bedste instruktør fire gange de seneste seks år (og står endda til at udbygge den i forvejen ret mageløse stime med tanke på Cuaróns favoritstatus i kategorien i årets kapløb for ’Roma’).
På et års afstand fremstår ’The Shape of Water’ som en virkelig sær Oscar-vinder for bedste film: Spørgsmålet er, om den mon ikke i det lange løb vil blive husket som ’fiskesex-filmen, der vandt en Oscar’ snarere end som kunstværk i egen ret?
Det er en smukt iscenesat film – billeder og musik går op i en sømløs enhed – der samtidig er en ret langt-ude opsamling af nogle af del Toros personlige passionsobjekter fra en fjern b-film-fortid. Sally Hawkins er perfekt castet som den stumme heltinde Elisa. Richard Jenkins, Octavia Spencer og Michael Shannon byder ind med bundsolide birollepræstationer.
Jeg betvivler sådan set ikke, at del Toro har noget på hjerte, men jeg ved ikke rigtigt, om det hæver filmen op til mere end en behagelig form for eskapisme, der allerede her et år efter Oscarsejren fremstår som en af de mange, mange bedste film-vindere, man tænker ville have haft et mere uproblematisk efterliv, hvis den ikke var blevet velsignet/forbandet med filmverdenens fornemste hæder.
9. ’Gladiator’ (2000)
Som sandal-og-sværd-film er ’Gladiator’ en særdeles effen omgang underholdning (den bedste af sin art i det nye årtusinde?), og filmens production value fejler bestemt ingenting. Ser man filmen som veleksekveret pulp, er det en fornøjelse at se Russell Crowe (med overarme tykkere end den gennemsnitlige teenagedrengs lår) kastet for løverne. Ingen kan skule som Crowe!
Det er effektivt filmhåndværk og ydermere en god introduktion til Joaquin Phoenix’ mærkelige trolddomskunst som screen presence. Phoenix ved, at han spiller med i en film, man skal passe på med at tage alt for alvorligt, og derfor er det kun passende, at han giver den hele armen i en birollepræstation, der er camp uden at være hverken billig eller forfjamsket.
8. ’Slumdog Millionaire’ (2008)
Danny Boyles film har en energi, der er ganske smittende (ikke mindst takket være Anthony Dod Mantles Oscarvindende fotografering), og manuskriptet er bestemt mere originalt end som så. Men der er også noget underligt tonedøvt over den glamourøse fremstilling af den bundløse indiske fattigdom og elendighed, som kalder på at blive taget lidt mere seriøst.
Filmen er ofte i eftertiden blevet affejet som sådan en omgang MTV-zappende poverty porn, og den anklage er ikke uden berettigelse, men det forhold, at man kan mærke, at alle involverede tror på ideens bæreevne, bidrager til at gøre filmen stedvis ret charmerende.
7. ’Argo’ (2012)
Akademiet kan godt lide skuespillere, der springer ud som instruktører, og Akademiet kan også godt lide historier baseret på virkelige hændelser, ikke mindst når de, som her, involverer en røverhistorie om, hvordan Hollywood indirekte bidrog til befrielsen af amerikanske gidsler i Teheran i tiden efter Shahens fald i 1979. Så selvfølgelig kunne de ikke stå for Ben Afflecks velsmurte og næsten skamløst populistiske film.
Hvis man har for fine smagsløg til i det mindste at lade sig underholde af ’Argo’, bør man holde op med at interessere sig for, hvem der vinder Oscars. Der er jo heller ingen grund til at besøge en urmager, hvis man har brændende lyst til en flødeskumskage.
6. ’The Departed’ (2006)
Martin Scorseses remake af Hong Kong-thrilleren ’Infernal Affairs’ er ikke det dybeste filmværk, mesteren har fremtryllet, og selvfølgelig havde det været mere passende, om han havde vundet sin eneste Oscar for ’Taxi Driver’, ’Raging Bull’ eller ’Goodfellas’ (sidstnævnte tabte endda til ’Danser med ulve’!), men ikke ulig førnævnte ’Argo’ er det en yderst kapabel og underholdende affære, der undgår de skæverter, som ellers præger mange af Scorseses senere film.
Den er sjov som en komedie, dynamisk som en god musikvideo og så præsenterer den Leonardo DiCaprio i underspillet topform (en væsentlig bedre og mere afrundet præstation end hans Oscarvindende kombination af dyriske grynt og opspilede øjne i ’The Revenant’).
5. ’12 Years a Slave’ (2013)
Steve McQueen tabte instruktørprisen til Alfonso Cuarón (hvis ’Gravity’ var en imponerende teknisk bedrift), men det var ikke helt ufortjent, at filmen løb med hovedprisen, i og med at det hovedsagelig lykkes for ’Hunger’- og ’Shame’-instruktøren at undgå de værste sentimentale faldgruber i sin billedskønne, men også sansemættede fremstilling af Solomon Northrups (fornemt bragt til live af Chiwetel Ejiofor) ellers så godt som glemte selvbiografi fra 1800-tallet.
Det er ikke det mesterværk, som det af mange blev udskreget som midt i Oscarhypen, men det var en værdig vinder.
4. ’Spotlight’ (2015)
Tom McCarthys fine ensemblefilm vandt fortjent hovedprisen over konkurrenter som ’The Revenant’ og ’The Big Short’ for tre sæsoner siden. Det er en film, der smager af det gode, substantielle filmhåndværk fra 1970’erne i sin formidling af avisen Boston Globes afsløring af den katolske kirkes forsøg på at holde alskens pædofilisager ude af offentlighedens søgelys gennem årtier.
Filmen tør være grundig og vinder derfor en soberhed og en ægthed, som virkelig betaler sig på den lange bane. Man fornemmer på intet tidspunkt, at filmen ikke er i stand til at komme i mål med sin nøje afdækning af et kompliceret sagsforløb. Det er denne respekt for detaljer og karakterernes finurligheder, der gør filmen til mere end bare godt håndværk.
3. ’The Hurt Locker’ (2009)
Det vil være synd – og forkert – at affeje ’The Hurt Locker’s Oscarsejr som en triumf for den politiske korrekthed snarere end for den gode filmkunst. Det var utvivlsomt en fordel for kampagnen bag filmen, at Kathryn Bigelow havde mulighed for at blive den første kvinde til at hjemtage en Oscar som bedste instruktør og som den første kvinde stå bag en bedste film-vinder i det hele taget.
’The Hurt Locker’ er uden skyggen af tvivl en bedre film end konkurrenten, box office-titanen ’Avatar’ (lavet af Bigelows eksmand, James Cameron, hvilket gav et ekstra pikant krydderi til det års bedste film-kapløb). Det er en yderst nervespændt affære, men samtidig muskuløs og fokuseret, og så byder den på en præstation, Jeremy Renner aldrig kommer til at toppe.
Der er ikke meget stereotypisk ’kvindefilm’ over ’The Hurt Locker’, men dertil er der bare at sige, at Bigelow både før og siden (med ’Zero Dark Thirty’) har vist, at meget få mænd (om nogen) er bedre til at instruere actionscener, end hun er.
2. ’Moonlight’ (2016)
Det føles fortsat lettere uvirkeligt, at Barry Jenkins’ lavbudget-drama i tre klart demarkerede afsnit vandt Oscaren for bedste film forrige år, og ikke kun fordi det foregik på den mest uvirkelige måde (konvolutfadæsen)!
Det er måske første gang siden 70’erne, at man med god ro i stemmen tør sige, at, jo, den bedste (amerikanske) film i 2016 rent faktisk vandt Oscaren for bedste film (i skarp konkurrence med Kenneth Lonergans lavmælte ’Manchester by the Sea’). Filmens billed- og lydside er sansemættet uden at gøre sig skyldig i en ligefrem kælen opmærksomhed ved formen. Filmens struktur fungerer upåklageligt. Og så lever den i kraft af komplet overbevisende skuespillerpræstationer.
Oscarvindende Mahershala Ali og Oscarnominerede Naomie Harris er forrygende, men filmen står og falder med gestaltningerne af hovedfiguren Chiron i de tre livsafsnit. De tre skuespillere – Alex Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes – ’sælger’ fuldstændig figuren Chiron, så vi kan mærke ham og hellere end gerne investerer vores følelser i fortællingen om ham.
1. ’No Country for Old Men’ (2007)
’No Country for Old Men’ er ikke Coen-brødrenes bedste film – jeg vil endog mene, at de har lavet bedre film i den periode, som denne liste forholder sig til (’A Serious Man’, ’Inside Llewyn Davis’), men det er den mest præcist fortalte og overlegent økonomiserede fortælling på denne liste over bedste film-vinderfilm fra det 21. århundrede.
Det er en neo-western og en neo-noir, der finder ind til en elegisk grundtone i sin formidling af et ødelagt, åndsforladt Amerika, hvor ondskaben svæver over vejene som et gengærd, der i filmen tilmed har et ansigt: Anton Chigurh (Javier Bardem) som filmhistoriens måske mest nihilistiske hævner (hvis man kan kalde en hævner for en hævner, når han på sin vis er hævet over hævnen!).
Der er nok ingen tvivl om, at Coen-brødrenes kongeniale film vil blive stående som den bedste Cormac McCarthy-filmatisering, men det kunne da være interessant at se, hvad de kunne få ud af den amerikanske litterære gigants absolutte mesterværk ’Blood Meridian’.
Læs også: De 10 største mandlige, nulevende Oscar-skuespillere
Læs også: Nyklassisk Oscar-duel: Da to konkurrerende storværker indkapslede Amerikas moralske ragnarok