De største film- og serieskuffelser i 2019: Fra komedier med numsefetisch til søvndyssende Chalamet

2019 har været et stærkt år på film- og seriefronten, men for hver ’Bedrag’-succes har vi også fået en ’DNA’-fadæse mens Timothée Chalamet fik os til at falde i søvn på Netflix og kvinder i danske folkekomedier havde særdeles ondt i røven på det store lærred. Vi lister årets største skuffelser – allernådigst i vilkårlig rækkefølge.
De største film- og serieskuffelser i 2019: Fra komedier med numsefetisch til søvndyssende Chalamet
Zac Efron i 'Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile' på Netflix.

’DNA’

Børnekidnapning og østeuropæiske skurkestreger er da ikke noget at grine af!
Nej. Men det var ellers dygtige Anders W. Berthelsen og Nicolas Bro på håbløst slap karriereline i denne TV 2-serie, der satte slingrekursen med 2019’s mest bovlamme pilotafsnit: Highlights inkluderede Berthelsens beslutning om at parkere sin barnevogn på dækket af en færge i høj sø og orkan, mens han selv smuttede på toilettet indenfor, samt en ufrivilligt åbenlys afsløring af seriens hovedskurke i form af ublu diabolske Louise Miertiz og Bro som hendes himmelråbende suspekte mand med en creepy interesse for småbørn.

Hvordan kunne det gå så galt?
Det skortede ikke på komplikationer i ’DNA’s fødsel. Oprindeligt skulle Henrik Ruben Genz (’Frygtelig lykkelig’) have instrueret alle otte afsnit, men han forlod produktionen efter bare fire styks, som han ikke så meget som ville have sit navn forbundet med. Resultatet? Et kludetæppe af idioti i et dansk serieår, hvor vi ellers lige var blevet så krimitændte oven på ’Bedrags’ mesterlige tredje sæson. Træerne vokser ikke ind i himlen!

 

’Too Old to Die Young’

Refn! Neonlys! Hårdkogte knudemænd! What’s not to like?!
Uhyggeligt meget, desværre!.Vi var ellers juleaften-spændte på Nicolas Winding Refns stort anlagte serieprojekt for Amazon Prime, men de 10 exceptionelt langtrukne episoder om Miles Tellers formummede betjent som wannabe-Ryan Gosling-antihelt var ikke så meget en prøvelse som en prætentiøs rodebutik af genbrugsstil drænet for substans.

Det, jeg hører, er, at I ikke forstår jer på kunst.
Prøv du bare selv at se serien til ende, så kan vi tale sammen igen. ’Too Old to Die Young’ ville måske gerne slægte David Lynchs syrede og fandenivoldsk avantgardistiske ’Twin Peaks’-opfølger fra 2017 på, men hvor Lynch forvandlede vores frustrationer til begejstret forbløffelse, lykkedes Refns ørkenvandring aldrig med at inspirere til andet end akut narkolepsi på sofaen.

 

‘The King’

Say what? I gav den jo 5 stjerner!
Og her må vi så bare konstatere, at der også kan eksistere galoperende delte meninger inden for ét og samme medie. Mens vores anmelder ganske rigtigt var begejstret, gik vi på filmredaktion anderledes hårdt til stålet i podcasten SOUNDVENUE STREAMER, hvor vi gav David Michods aaaalt for lange historiske epos på puklen for at være dræbende kedelig til et punkt, hvor hovedrolleindehaver Timothée Chalamet forvandlede sig til en søvnigt øretæveindbydende kliché af sit eget rebel without a cause-varemærke.

Var der slet intet lys i middelaldermørket?
Ret skal være ret: Robert Pattinson som totalt over-the-top perfid fransk kronprins med blond paryk var et komisk syn for guder. Og skuespilleren gav ikke to herlige fucks for, at han lollede rundt, som var han med i helt anden film.

 

‘Jagtsæson’ og ‘Mødregruppen’

Det ene år er der for få danske kvindelige hovedroller, det næste brokker I jer over kvindekomedier – kan I bestemme jer?
Kvinder er jo bare ikke særligt sjove, vel…? Ej, det er bare gas. Men det var de ovenstående to film desværre også: Ildelugtende gas fra manuskriptforfatternes bizarre kvindenumsefetich, der gav os mindeværdige scener involverende numsevoks, numse-opkald til chefen og en Twister-is i numsen. Når helligfranserne i det fynske hjerteland da ikke livsstil-shamede kvinder, der får kejsersnit, biseksuelle (»kan de ikke bare bestemme sig?!«) og »kolde kællinger« med karriereambitioner. Hurra for søstersolidariteten anno 2019!

’Jagtsæson’ alene er indtil videre blevet set af 470.000. Det gør den til årets anden mest sete danske film. Så the joke’s on you, anmeldersnobber!
Long hair, don’t care. Men lad det være bemærket, at tallet ikke siger en dyt om, hvor mange venindegrupper der følte sig lettere taget i røven efter at have spenderet den store popcornsmenu på halvanden times bagdørshumor. ’Ditte og Louise’-filmen fra 2018 (en af årtiets vigtigste danske film) føltes pludselig meget, meget langt væk.

 

Stephen King-medley: ’Doctor Sleep’, ’Pet Semetary’ og ’It: Chapter 2’

Bangebuske!
Lidt. Men så meget desto mere heldigt var det jo så, at den største dræber i årets tre store Stephen King-filmatiseringer var den snigende kedsomhed, der indfandt sig under de absurd lange spilletider. Og for en katteven skal der altså mere end en misfornøjet Pusser på krigsstien til at give akut hjertebanken.

Seriøst, er I blevet kureret for jeres klovnefobi?
Bill Skarsgård gjorde atter en brav indsats som Kings legendariske djævel (tak for barndomstraumerne), men mimikken druknede simpelthen i generiske special effects, der kastrerede klovnen. Endnu mere face palm-gyseligt var dog ’The Shining’-opfølgeren ’Doctor Sleep’s forsøg på at re-caste Jack Nicholson med drengen fra ’E.T.’. Er der en voksen til stede, Hollywood?

 

‘Cats’

Som de synger ovre hos Disney: »Hvem vil ikke gerne være kat?«
Ingen. Ingen har lyst til at være en kat endsige nogensinde opholde sig nærheden at noget miavende væsen efter at have set Tom Hoopers (‘Les Miserables’, ‘The King’s Speech’) catshit crazy musicalmareridt, hvis eneste formål synes at være at gøre publikum så utilpasse som overhovedet muligt ved at smaske Jason Derulo og Idris Elbas CGI-retouceherede menneske-katte-skræv op i kameraet ved enhver given lejlighed.

Lavthængende frugt-alarm.
Ærligt, vi ville gerne have elsket de dansede misser. Måske filmen havde fungeret som ren animation. Måske instruktøren skulle have sagt fuck it, og bare givet skuespillerne et par masker og parykker på a la teaterversionen. Så mange muligheder – hvoraf ingen af dem burde være endt med at skabe en hær af groteske kattemutanter på størrelse med middagsgafler og stive haler stikkende ud af røven som kosteskafter.

 

’Kollision’

I er vel bare for fine på den til at vise ægte følelser.
Om vi så havde siddet og snittet gigantiske rå løg i popcornsbægret under samtlige af filmens mange lange minutter, havde den samlede saltvandudladning blot været en klejn dråbe i havet af tårefyldt elendighed i Avaz-brødrenes velmenende, men alt, alt for utroværdige melodrama, der foldede sig ud som en opskruet Susanne Bier-pastiche af familietragedier.

I er hjerteløse.
Hjerte, smerte, småkage. Men hey, i det mindste var Nikolaj Lie Kaas god. Og vi ønsker selvsagt Avaz-brødrene alt muligt held og lykke næste gang – der var masser af gode toner i sidste års debut, ’Mens vi lever’, så vi holder fanen højt.

 

’Men in Black: International’

I elskede ’Thor: Ragnarok’ med Chris Hemsworth og Tessa Thompson. Og I savner flere kvindelige helte i blockbusterland. Alle ingredienserne er her, så hvad mere vil I have?!
Hvad med en verden, hvor has-been-franchises som ’MIB’, ’Terminator’ og ’Charlie’s Angels’ ikke bliver støvet af og pudset op til larmende kedsommelig blockbuster-uniformitet med et skvæt påtaget symbol-feminisme for syns skyld, der mere end noget som helst andet taler ned til kvindelige publikummer, som havde disse ikke højere underholdningskrav end et par girlpower-budskaber for burhøns.

Kan vi bare nogle gange se en åndssvag ramasjangfilm, uden at det skal handle om køn?
Gerne. Og ’Men in Black: International’ var skam også rigeligt åndssvag – om end ikke på den syndigt underholdende vis så meget som på hvem-har-nogensinde-ønsket-sig-den-her-film-og-hvorfor-spiller-alle-som-havde-de-underskrevet-deres-kontrakt-med-en-pistol-for-panden?-måden.

 

’Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’

Come on, det var da lidt genialt at caste vaskebrættet Zac Efron som kvindecharmerende seriemorder?
Ja! Og den tidligere ’High School Musical’-stjerne var rigtigt god i rollen som virkelighedens Ted Bundy, der dræbte mindst 30 unge kvinder i 1970’erne. Zac spillede Bundy med et foruroligende sort glimt i øjet, og man kan dårligt klandre ham for, at instruktør Joe Berlinger havde en kyklops øje for den hårfine grænse mellem meta-feticheren i den skarpe pointes navn og ublu glamouriseren af et monster for showbiz-fascinationens skyld.

Men Bundy var jo netop kendt for et vist showbiz-tække?
Yes ­­– men på paradoksal vis blev vi hverken klogere på seriemordere eller kvinderne, der elsker dem. Mest af alt sad man tilbage med en syrlig eftersmag af, at true crime-bølgen nærmer sig et egocentreret breaking point, hvor ofrenes stemmer druknes i stråleglansen fra gerningsmændenes saftige spotlys.

 

Melissa McCarthy og Brian Tyree Henry i kostume-galore var et af de få højdepunkter ved årets Oscar-show. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Oscar-showet 2019

Det er ellers ikke, fordi I ikke dækker det i hoved og couture-beklædt røv…
Selvfølgelig har vi øjnene skarpt rettet mod en af årets største filmbegivenheder, der ganske vist ikke dikterer den gode smag, men som immervæk sender stærke signaler om, hvilken vej vindene blæser i Hollywood. Om vinderne så er opløftende eller nedtrykkende, som det blev tilfældet i år.

What’s the problem?
Hvor skal vi starte? Planlægnings-bommerter inkluderede vært Kevin Harts twitter-gate, der fik komikeren til at trække sig fra showet, annonceringen af en Populær film-kategori, forslaget om kun at lade to ud af fem artister optræde i kategorien Bedste sang og ideen om at bryde med traditionen for, at sidste års vindere uddeler priser (for at få mere hippe presenters på podiet). Da akademiet endvidere besluttede, at visse priser skulle uddeles i reklamepauserne, eksploderede fordømmelsen i branchen.

Oscar skrottede tiltagene, men det værtsløse show var en sjælløs affære blottet for sammenhæng og humor, og med årtiets mest bagudskuende Bedste film-vinder i form af hyggeracistiske ’Green Book’ foran nyklassikernes ’Roma’ og ’A Star is Born’ (yay for overvægten af ældre hvide mænd i akademiet). Det er en ommer.

Se også: DE BEDSTE SERIER I 2019

Se også: DE BEDSTE FILM I 2019

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af