Netflix introducerer top 10 over det mest populære indhold på deres tjeneste

Netflix introducerer top 10 over det mest populære indhold på deres tjeneste
'Stranger Things' sæson 3.

Hvis du har en Netflix-app (og hvem har ikke det), ved du, at brugerfladen er opdelt i en stribe forskellige rækker med forslag på film og tv, som kan variere mellem alt fra nyttig til komplet ubrugelig (‘The Good Lab’ med Gwyneth Paltrow…).

Nu vil Netflix så introducere endnu et par koloner at holde styr på, men deres nyeste idé lyder faktisk som et kærkomment tiltag.

For snart vil alle Netflix-brugere få en ’Top 10 liste’ over streamingsidens mest populære indhold. Det lyder måske ikke så anderledes end app’ens tidligere, meget rodede ’Populært på Netflix lige nu’-funktion, men top 10’en vil gøre det samme koncept mere overskueligt og vil tage den enkelte brugers lokation med i betragtning, når listerne til populære film og tv udregnes, og vil således også være et mere objektivt indblik i, hvad der bliver set på tjenesten i det land, hvor man bor.

Nedenunder kan du se et eksempel på den kommende Top 10-kategori fra Netflix’ egen pressemeddelelse om den nye funktion.

Et eksempel på hvordan funktionen vil se ud. (Foto: Netflix.)

Hvordan listerne bliver udregnet, og hvilke tophemmelige algoritmer der vil blive brugt, melder streamingtjenesten intet om.

Den nye funktion er de seneste seks måneder blevet testet i Mexico og England, hvor brugere, ifølge Netflix’ egen pressemeddelelse »har fundet listerne meget brugbare«.

Det vides endnu ikke, hvornår kategorien kommer til Danmark, men Netflix har meddelt, at de allerede nu vil begynde at introducere funktionen i hele verden.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af