Én kvinde jager en af USA’s mest berygtede seriemordere i HBO’s nye true crime-satsning – tjek traileren

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Du har hørt om Zodiac-morderen. Du har hørt om Son of Sam. Men The Golden State-morderen var en af de mest produktive, voldelige, serielle voldtægtsforbrydere og i sidste ende mordere«.

Sådan lyder Michelle McNamaras ord i traileren til HBO’s nye true crime-serie ‘I’ll Be Gone in the Dark’.

McNamara indledte for nogle år siden en besat jagt på at finde ud af, hvem den mystiske morder, der hærgede Californien fra 1974 til 1986, var (en mand blev dømt for en række af sagerne i 2018).

Hun undersøgte sagen og skrev på bogen ‘I’ll Be Gone in the Dark: One Woman’s Obsessive Search for the Golden State Killer’, da hun i 2016 døde af en (ubevidst) overdosis af den angststillende medicin, hun begyndte at tage, som besættelsen blev mere intens, og hun dårligt sov om natten. Hun var komikeren Patton Oswalts hustru.

Serien sætter spot på McNamara og derigennem jagten på morderen. Skuespilleren Amy Ryan læser hendes ord op i seriens voiceover.

HBO lover, at serien vil »give en stemme til de overlevende og deres familier og dokumentere en æra, hvor sexforbrydelser ofte blev afvist eller skjult i skam«.

‘I’ll Be Gone in the Dark’ får premiere på HBO Nordic 29. juni.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af