’Gretel & Hansel’: Moderne Grimm-gyser prøver alt for hårdt at være intellektuel
Det er gyldne dage for horrorfilm. Selv blandt genrens mange kritikere tilkendegives film som ’Hereditary’, ’The Witch’ og ’Get Out’ som såkaldt eleveret horror. Et baghåndet kompliment, der sætter genrens fineste porcelæn i modsætning til resten af svinestien.
Skulle man lede efter en parodi på denne øjenrullende arrogante attitude til horror, finder man den i Oz Perkins’ melassetunge eventyrgyser ’Gretel & Hansel’. En film så desperat efter anerkendelse og prestige, at det meste af filmen er fremvist i Akademi-aspektratio.
Filmen gør sit for at være en feministisk fortolkning af Brødrene Grimms morbide folkeeventyr Hans og Grete, hvor to søskende efterlades i en skov og bures inde af en heks i et pandekagehus, der over flere uger feder dem op, så de kan ædes. Deraf filmens titel: Her er det nemlig den snarrådige Grete (Sophia Lillis), som er i fokus, og ikke sin snotunge af en lillebror.
Hun flygter fra sin sadistiske mor efter at være blevet chikaneret og antastet til et jobinterview, og da hun og broren møder den ondsindede heks, besnæres hun af løfter om magiske kræfter og uafhængighed af patriarkatet.
Der smøres gudjammerligt tykt på. »Jeg skriver min egen historie«, proklamerer Grete til sin forkælede lillebror, og heksen belærer børnene om, at Kongen i skak er retmæssigt hunderæd for Dronningen, der kan gøre, hvad det passer hende. Det får de originale Grimm-eventyrs psykoseksuelle og fremmedfjendske tematikker til at virke helt subtile til sammenligning.
Det hjælper ikke på sagen, at den akavede, symboltunge dialog fremtvinges med så forstokkede skuespilpræstationer, at det næsten må være bevidst. Den unge debutant Samuel Leakey som Hans virker ikke overraskende til at have svært ved at gabe over sætningerne. Men selv Sophia Lillis, der har imponeret i ’Sharp Objects’ og ’It’, virker drænet for energi, når hun oplæser sin bedøvende ligegyldige voiceover, som var hun fem timer inde i et seminar.
I sig selv er der intet galt med den tungnemme tematik. Der er nu engang intet som en god fuck mænd-fortælling i stil med ’The Handmaiden’, ’The Beguiled’ eller ’Black Christmas’.
Men det hele udføres så stift, at det er svært at indleve sig i Gretes kamp for frigørelse på tærsklen til voksenlivet. Fotograf Galo Olivares præsenterer alt på afstand, fra den gruende skovbund og heksens trekantede hyttetag, som skrænter faretruende op i himlen, til de mange, mange sørgmodige portrætindstillinger af karakterer, der fortvivlet og eftertænksomt stirrer ud i mellemhorisonten. Enkeltvis er disse indstillinger smukke, især når der leges med levende lys mod mystiske silhuetter i skovens mulm og mørke, men som helhed efterlader de én tom og apatisk.
Og de feministiske aspirationer kollapser som en dårlig souffle. I sidste ende trækker manuskriptforfatter Rob Hayes i land og præsenterer Gretes deroute som en banal rejse for at finde sit lod i livet snarere end som en fandenivoldsk næve i ansigtet på mændene i hendes liv.
Lige så lidt som filmen i realiteten har at sige om kvinders ret til at skrive deres egne historier, lige så dybfølt føler manuskriptforfatter og instruktøren tydeligvis, at de har nailet deres postmoderne fortolkning. Men pæne billeder og gode intentioner gør ingen stor film.
Kort sagt:
En feministisk, dyster tolkning af Grimm-brødrenes klassiske folkeeventyr lyder indbydende, men ’Grethel and Hansel’ har intet kød på benene. Find hellere Robert Eggers’ formfuldendte heksegyser ’The Witch’frem fra gemmerne.